Afgørelser på 29 klagesager skal lære praksislæger at ordinere opioider korrekt
Styrelsen for Patientklager har udgivet den første praksissammenfatning, der gennem afgørelser på forskellige klagesager illustrerer normen omkring afhængighedsskabende lægemidler som eksempelvis opioider. Vigtigst er en konkret vurdering, og at lægen journalfører sine overvejelser.
Mange læger og tandlæger efterspørger mere klarhed om praksis på området for udskrivelse af afhængigshedsskabende stoffer som eksempelvis opioider og benzodiazepiner. For hvad må man egentlig udskrive, hvordan og til hvem? Og hvor meget skal man skrive i journalen?
Vurderingen er ikke helt enkel, ifølge Styrelsen for Patientklager.
”Vi vil som styrelse gerne bidrage til at skabe klarhed på området. Vi har derfor gennemgået, udvalgt og beskrevet en række sager relateret til eksempelvis ordination og journalføring,” fortæller jurist Louise Tanderup Falck fra Styrelsen for Patientklager. Hun er også medforfatter på sammenfatningen.
I alt 29 klagesager, der illustrerer praksis hos Styrelsen for Patientklager og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, er beskrevet i sammenfatningen. Mange af sagerne handler om, at patienter har klaget over ikke at kunne få udskrevet eller fornyet recepter på forskellige præparater. Andre sager handler om, at andre end patienten har fået eller forsøgt at få udskrevet medicin i patientens navn.
Overlæge, dr.med. Nina Kvorning fra Anæstesiologisk Afdeling, Slagelse Sygehus er specialist i smertebehandling og formand for Danske Smerteforum og smerteudvalget i Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM). Hendes speciale er et af dem, hvor faren for afhængighed af eksempelvis morfin er en faktor.
Hun bakker op om den nye håndsrækning, som også Dansk Smerteforum har lagt på sin hjemmeside.
”Materialet bidrager til overvejelserne om de komplekse spørgsmål, der knytter sig til området. Inden for smerteområdet er det eksempelvis vigtigt at have blik for, om patienten har brug for smertelindring, eller om han eller hun vil misbruge et præparat for at opnå rus. Den forskel skal man have for øje i alle sektorer, og det er godt, at sammenfatningen er opmærksom på det. Samtidig med et fokus på afhængighed skal man også være opmærksom på, at der forekommer for hurtig udtrapning eller en på tidspunktet forkert ambition om udtrapning til patienter, som behøver deres smertelindring for at kunne opretholde deres funktion og liv, hvilket også fremgår af sammenfatningen,” siger Nina Kvorning.
