Praktiserende læger skal lære at sige nej til alle de patienter, der ikke har egentlige sygdomme, men som dukker op i konsultationen med ondt i livet og andre ikke-somatiske problemer. Sådan lød det fra professorerne Jes Søgaard og Mickael Bech i forbindelse med et udspil fra Danske Regioner, der gik på, at lægeindsatsen i primærsektoren skulle koncentreres omkring yderområderne. Et udspil, som statsminister Mette Frederiksen og regeringen synes enig i.
Under afslutningsdebatten i Folketinget onsdag sagde hun, at regeringen vil foreslå, at der i fremtiden skal være færre læger i områder, hvor folk er mindst syge, og at flere læger skal arbejde i de områder, hvor patienterne er mest syge. Som eksempler nævnte hun henholdsvis Rudersdal og Lolland.
Danske Regioner mener, at praksislæger med de mest raske patienter skal have flere patienter, og læger i udsatte områder færre – hvilket de diskuterer med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i de overenskomstforhandlinger, der pågår bag lukkede døre i øjeblikket. En holdning, som regeringen altså deler.
”Lægerne må lære at sige nej. Hvis patienterne ikke har en diagnose eller en sygdom, skal de ud. Lægerne skal anerkende deres gatekeeper-rolle. Det er fint, at de kan snakke 20 minutter med en patient. Men det er ikke det, vi har dem til. Jeg siger [heller] ikke, at det bliver let, men det er nødvendigt,” sagde professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Syddansk Universitet efter Danske Regioners udmelding.
Jes Søgaards og Mickael Bechs holdning har fået tidligere PLO-formand Christian Freitag til at reagere på de sociale medier. Han er praktiserende læge i Holte nord for København, der er en af de socioøkonomisk velstillede dele af Region Hovedstaden.
Han medgiver, at han overordnet kan følge tankegangen omkring, at velbjærgede borgere i Nordsjælland må finde sig i en lidt dårligere tilgængelighed til lægen, så de socioøkonomisk udfordrede i Guldborgsund eller på Langeland kan få en bedre tilgængelighed.
I daglig (almen) praksis mener han dog ikke, at tanken om at sige nej til patienterne, som professorerne lægger op til, reelt har gang på jord:
”Hvis jeg skal nedbringe min aktivitet, skal jeg bede mit personale om at visitere hårdere over mail og over telefonen – inden vi rigtig ved, hvad folk fejler. Det er urealistisk at nedbringe et behov ved at sige ”nej” til mange af disse voldsomt bekymrede borgere. Borgerne vil ikke finde sig i det, og det vil jeg nok heller ikke. Mickael Bech og Jes Søgaard er et par kloge herrer med indsigt i faget, som jeg har stor respekt for, men jeg tror ikke rigtigt, de har tænkt det praktisk igennem her. Hvis det var deres egne familiemedlemmer, hvornår ville de så sige til dem, at de skulle droppe at se lægen af hensyn til borgerne på Lolland-Falster? Det vil blive en daglig slåskamp over telefonerne, og de stærke patienter ville alligevel finde en vej,” siger Christian Freitag.
STPS kommer før eller siden og banker på
Christian Freitag rejser også på det sociale medie X (tidligere Twitter) spørgsmålet, hvordan Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) vil forholde sig til en skærpet visitation i eksempelvis Holte Lægehus, hvor Christian Freitag er en ud af tre praktiserende læger.
Anette Lykke Petri, der er direktør hos Styrelsen for Patientsikkerhed, kommenterer, at rent juridisk har den enkelte patient ikke noget retskrav på selv at bestemme indholdet af de ydelser, der tilbydes.
”Patienten skal selvfølgelig inddrages, men det er i sidste ende lægen, der ud fra et fagligt skøn træffer den endelige beslutning om hvilken ydelse, der skal tilbydes, og om der skal tilbydes en ydelse. Patienten kan altså ikke kræve at blive behandlet, hvis lægen ikke mener, der er behov for behandling. Lægen skal kun tilbyde behandling, som er i overensstemmelse med omhu og samvittighedsfuldhed jvf autorisationslovens §17,” skriver hun i en mail.
Til dette replicerer Christian Freitag, at det gør han jo allerede.
”Jeg lægger en plan sammen med en masse af mine patienter – ofte med begrænsninger, men det er jo efter, at de er mødt op, og vi ved lidt om, hvad de fejler. Hvis jeg begynder at afvise dem før dette, vil det ikke kunne undgås, at der er alvorlig sygdom, som jeg afviser i telefonen, og det kan jeg ikke forestille mig, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil rose mig for. De vil pludselig stå og banke på min dør, også fordi der i Nordsjælland er mange patienter, der kender deres rettigheder og forstår sig på at klage.”
Fra somatik til psyke og tilbage igen
Praktiserende læge Anders Beich udtalte sig også i artiklen, du har reageret på. Han har haft praksis i det indre København i mange år og arbejder nu på Lolland. Han mener, der er skabt en forkert sundhedskultur, hvor man går til lægen, også med forkølelse. Har han ikke ret?
”Han har bestemt fat i noget rigtigt, idet folks henvendelsesmønstre ændrer sig i takt med, at folks problemer ændrer sig. Vi ser rigtig meget ADHD, angst, stress og depression i min klinik. Og det er svært for mig at afvise, når der ikke er andre tilbud,” siger Christian Freitag.
Vi har en mistrivselskrise og en udvikling af stress i samfundet og i byerne, der kan virke nærmest pandemisk. Måske er det slet ikke jer, der skal sidde med den slags som somatiske generalister?
”Vi kommer ofte ind på det psykologiske og psykiatriske område, fordi det jo hænger sammen med det somatiske. Jeg får eksempelvis en borger ind i min klinik, der er bange for at have kræft, fordi han har ondt i benet. Her er det ofte tanken om at udvikle en sygdom, som er en del af problemet. Men den type borgere har ikke andre steder at gå hen. Måske sidder der nogen og tænker, at vi kun burde tage os af brækkede ben og lungebetændelser. Men man kan ikke blot beslutte, at almen praksis som fag skal adskille soma og psyke. Anders (Beich, red.) har ret i, at vi næsten kan fylde vores kalender alene med livskriser, ondt i livet, og forskellige problemer, der knytter sig til ens personlighedsstruktur: Om man er angst, har dårlig koncentration eller nedsat selvværd. Det føler jeg mig ikke specielt kompetent til, og jeg tror faktisk ikke, jeg skaber så gode resultater, som jeg gerne ville. Men det ender hos mig som praktiserende læge, fordi vi stadig som samfund ikke har fundet ud af, hvordan vi håndterer det” siger Christian Freitag.
For få stemmer at hente på Lolland
Christian Freitag mener, at man i stedet for at skrue ned for lægeaktiviteten omkring storbyerne skal fokusere på incitament, struktur og politisk handling.
”Der er ikke andet at gøre end at skabe incitamenter til, at flere læger vil rykke til Lolland-Falster. Der er sket meget lidt, selvom vi har snakket om det her i over 10 år. Og jeg tror, at det hænger sammen med, at der reelt bor ret få mennesker på Lolland, derfor er der til syvende og sidst ikke mange stemmer at hente der for politikerne. Samfundet er ikke klar til at rykke mange ressourcer et sted hen, hvor der bor få mennesker. De kan gøre det i Norge og betale en læge for at sidde i en fjern bygd, men det er fordi, de nærmest kan trykke pengene selv.”
Den tidligere PLO-formand finder en vis forsigtig optimisme i de fremskrivninger, der bliver lavet omkring antallet af fremtidige almenmedicinere. Han minder om, at der tilbage i 80’erne var arbejdsløshed blandt praktiserende læger, og at det dengang ikke var usædvanligt, at en familie rykkede teltpælene op og flyttede til eksempelvis Lemvig, fordi far så kunne slå sig ned som egnens praktiserende læge, hvis han skulle have en fast månedsløn.
”Det scenarie får vi nok ikke i fremtiden, blandt andet fordi mange læger har ægtefæller, der også har en karriere, men jeg tror alligevel, vi med flere uddannede almenmedicinere vil se noget, der ligner det en smule.”
Han forventer også, at sygehusene og regionerne om seks-otte år ikke længere vil kunne aftage arbejdskraft i samme grad som i dag, og at der således herfra også vil komme flere muskler til primærsektoren.
Bolden er hos Christiansborg
Han påpeger også, at der er en stor gruppe, der i dag er på det private arbejdsmarked og har fravalgt en traditionel lægepraksis.
”Hvis man var mere initiativrig, kunne man få nogle af dem tilbage, men det sker ikke blot ved et gratiale på 10.000 kroner om året eller lignende. Og kommunerne skal også stille flere tilbud til rådighed, som den praktiserende læge kan henvise til, netop i de områder” siger Christian Freitag.
Endelig er der spørgsmålet om fordelingen af ydernumre, som er et centralt emne, også for en tidligere PLO-formand, der i 2022 var folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, og forud for det fungerede som sparringspartner omkring sundhedspolitiske spørgsmål for den konservative folketingsgruppe. Christian Freitag endte med at trække sit kandidatur tilbage, da han oplevede, at det politiske indhold fyldte for lidt. Han har dog stadig tanker om national sundhedspolitik, som han gerne deler ud af:
”Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Strukturkommissionen ønsker et nationalt overblik og en national beslutningskraft, og at de vil lægge op til, at styringen af blandt andet ydernumrene skal gøres til et nationalt anliggende frem for et regionalt. Det var derfor, jeg ville være folketingspolitiker og ikke regional politiker: Der er behov for at gribe fat om problemerne nationalt. Bolden er hos Christiansborg, for regionerne kæmper, helt naturligt, for deres egen region.”
Strukturkommissionen forventes at komme med deres rapport i juni.
