Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tirsdag indleder Retten i Helsingør retssagen mod anæstesilægen.

Største sag om lægesvindel i Danmark: 69-årig læge risikerer fængselsstraf

En 69-årig anæstesilæge er anklaget for at have svindlet for næsten 10 millioner kroner. Sagen begynder i dag i Helsingør.

Svindlen stod på mellem januar 2011 og januar 2020, hvor anæstesilægen ifølge anklagemyndigheden i alt har svindlet tre regioner for 9,55 millioner kroner.

Pengene snød han sig til i forbindelse med indberetningen af forskellige ydelser, som han udførte på vegne af Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Nordjylland. Efter anklagemyndighedens opfattelse er der blevet svindlet med afregningen af ikke færre end 7.203 anæstesiydelser. Ved at sende sine fakturaer på tværs af regionsgrænserne har han undgået at alarmere Region Hovedstadens regnskabsafdeling, der har stået for den primære kontrol af ham.

Lægen arbejdede ifølge TV 2 som anæstesilæge i forbindelse med indgreb ved øre-næse-hals-læger i de tre regioner. Han havde base i Region Hovedstaden, men kørte rundt til øre-næse-hals-læger i store dele af landet, når de havde brug for at operere en patient. Lægen er følge TV 2 gået en ydelseskode op, når han sendte sin faktura til regionerne. Derudover kan han have snydt ved at angive en kode for en ydelse, som slet ikke er udført. Ifølge TV2 anvendte lægen i en periode de to dyreste bedøvelsestyper mellem seks og ti gange mere end gennemsnittet hos kollegerne.

Sagen er tidligere blevet kaldt den største sag om lægesvindel, der nogensinde er set i Danmark.

"Vi har sager om millioner, og så har vi også små sager, hvor det er ned til få tusinde kroner. Men det her er den største enkeltstående sag, vi har kendskab til," sagde lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet Kent Kristensen til TV2 i 2021, da sagen kom frem.

Anæstesilægen nægter sig skyldig.

Tirsdag indleder Retten i Helsingør retssagen, og der er afsat otte dage til behandlingen af sagen. Anklagemyndigheden vil kræve lægen straffet med fængsel og dømt til at betale erstatning.

Anæstesilægens sag har været i Landssamarbejdsudvalget, som består af politikere fra regionerne og repræsentanter for speciallægerne. Her har han fået frataget sit ydernummer og kan derfor ikke længere drive lægevirksomhed. Han har dog stadig sin autorisation. 

Regionerne krævede ved den lejlighed tilbagebetaling, men lægen ville kun betale 1,96 millioner tilbage. Det dækkede over overfakturering for årene 2017 til 2019. Derfor blev han politianmeldt. 

I 2015 kunne en avis invitere læserne indenfor i lægens hjem i en boligreportage, som blandt andet bød på designermøbler, kunst, klaver, et snedkerfremstillet egetræsbord og et speciallavet køkken.