Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Tidligere koncernchef i Region Midtjylland, Ole Thomsen, fik 4,438 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse.

Fratrådte chefer i regionerne har fået gyldne håndtryk mod reglerne

I regionerne bliver der i stigende grad indgået fratrædelsesaftaler, men ofte bliver reglerne ikke fulgt, når chefer modtager store fratrædelsesgodtgørelser, også kendt som "gyldne håndtryk."

Det fremgår af Statsrevisorernes beretning.  

Statsrevisorerne har undersøgt 98 fratrædelsesaftaler fra fire ministerier og alle fem regioner. Resultaterne viser, at i flere tilfælde har ministerier og regioner givet chefer bedre fratrædelsesvilkår, end overenskomsterne normalt tillader.

Rigsrevisionen kan konstatere, at antallet af fratrædelsesaftaler i staten er steget fra 81 aftaler i 2013 til 227 aftaler i 1. halvår 2023, selv om antallet af ansatte i staten er ikke steget tilsvarende i samme periode. Rigsrevisionen har ikke oplysninger om udviklingen i regionerne, men kan konstatere, at regionerne har indgået dobbelt så mange fratrædelsesaftaler som staten i perioden januar 2022 - august 2023.

Især Region Hovedstaden og Region Midtjylland har givet chefer bedre vilkår end normalt. Disse vilkår betyder, at cheferne får ret til 12 måneders løn ved afskedigelse, mod et mindre lønfradrag. Dette bør kun ske i særlige tilfælde, men i mange af de undersøgte aftaler er det alligevel blevet aftalt. Rigsrevisionen har revideret 13 fratrædelsesaftaler i de to regioner, og i syv af aftalerne har der været aftalt gunstigere vilkår. I Region Hovedstaden gælder de gunstigere vilkår i fire af de ni reviderede fratrædelsesaftaler. I Region Midtjylland gælder de gunstigere vilkår i tre af de fire reviderede fratrædelsesaftaler.

De to regioner har således aftalt gunstigere fratrædelsesvilkår i mere end halvdelen af de reviderede fratrædelsesaftaler.

Region Midtjyllands fratrædelsesgodtgørelser har også været størst, fremgår det, og regionen står også bag den absolut dyreste fratrædelsesgodtgørelse. Det var tidligere koncernchef i Region Midtjylland, Ole Thomsen, som fik 4,4 millioner kroner i fratrædelsesgodtgørelse (svarende til 24 måneders løn), da han i 2022 blev fyret på grund af amputationsskadalen i Region Midtjylland. En ekstern analyse afslørede, at mange patienter hvert år var blevet udsat for en amputation, der kunne være undgået, hvis de havde fået den rette behandling i tide, ligesom nogle patienter formentlig var døde på grund af manglende forebyggende behandling på regionens to karkirurgiske afdelinger i Viborg og Aarhus.

Ud over fratrædelsesgodtgørelse fik Ole Thomsen i øvrigt også 12 måneders opsigelsesvarsel og kunne derfor forlade sin post med i alt 6,5 millioner kroner.

 

Note: Opgørelsen dækker udbetalte fratrædelsesgodtgørelser i perioden september 2022 - januar 2024.
Kilde: Rigsrevisionen på baggrund af oplysninger fra ministerierne og regionerne.

 

I Statsrevisorernes beretning fremgår der tre eksempler på fratrædelsesgodtgørelser i de to regioner, som går ud over reglerne. 

En chef i Region Hovedstaden skulle ved almindelige vilkår have otte måneders fratrædelsesgodtgørelse, men fik på grund af gunstigere vilkår 12 måneder. Det betød et plus på 450.000 kroner.

En chef i Region Midtjylland skulle ved almindelige vilkår have otte måneders fratrædelsesgodtgørelse, men fik på grund af gunstigere vilkår 12 måneder, hvilket gav vedkommende ekstra 600.000 kroner.

Og en chef i Region Hovedstaden skulle ved almindelige vilkår have ti måneders fratrædelsesgodtgørelse, men fik på grund af gunstigere vilkår 12 måneder, hvilket betød ekstra 250.000 kroner.

 

 

Fakta: Regler for fratrædelsesaftaler

Ministerierne og regionerne skal følge de almindelige regler for afskedigelse og opsigelse. Reglerne skal bl.a. beskytte de ansatte mod usaglige afskedigelser.

Når et ministerium eller en region indgår en fratrædelsesaftale med en ansat, bortfalder de almindelige regler for afskedigelse og opsigelse.
Fratrædelsesaftaler kan kun indgås ved vanskelige afskedigelsessager i regionerne og i helt særlige tilfælde i ministerierne og kan for eksempel ikke bruges ved besparelser og opgaveomlægninger i ministerierne. Desuden skal regionerne overholde en økonomisk ramme for aftalerne, og ministerierne skal udvise sparsommelighed ved at sikre, at aftalerne ikke bliver dyrere, end hvis de havde afskediget den ansatte.

Desuden bør regionerne kun i ganske særlige tilfælde ansætte chefer, som fra ansættelsestidspunktet har ret til fratrædelsesgodtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Kilde: Finansministeriets Personale Administrative Vejledning, bemyndigelse fra Regionernes Lønnings- og Takstnævn om vanskelige afskedigelsessager og ”Vejledning – rammeaftale om kontraktansættelse for chefer hhv. lægelige chefer”