
"Metaldetektorer sikrer jo ikke, at der ikke kan ske noget. Hvis man virkelig gerne vil og er meget syg, kan man også bruge andet end metalgenstande. Samtidig sker der også noget med relationen til patienten, når man bruger metaldetektorer, så man skal virkelig tænke sig om,” siger Mikkel Rasmussen.
Regioner øger sikkerheden efter knivoverfald, men psykiatrien er ikke tilfreds
Efter knivoverfaldet i sommer på en læge på Psykiatrisk Center Amager er flere regioner gået i gang med at bruge metaldetektorer for at beskytte deres medarbejdere. Men de fundamentale problemer i psykiatrien løses ikke med metaldetektorer, siger næstforperson i Dansk Psykiatrisk Selskab, psykiater Mikkel Rasmussen.
Natten til den 16. juni blev en ung læge på Psykiatrisk Center Amager overfaldet af en patient og stukket flere gange med en kniv. Det er ikke første gang, at medarbejdere i psykiatrien er blevet udsat for voldelige overfald – og flere gange med en dødelig udgang. Derfor har knivoverfaldet på Amager efterfølgende udløst flere initiativer, der skal øge sikkerheden i psykiatrien – blandt ved at bruge metaldetektorer, der skal opdage, om folk bærer kniv.
”Det dur ikke, at folk i psykiatrien er bange for at gå på arbejde, så noget er der nødt til at ske,” siger Mikkel Rasmussen, der er næstforperson i Dansk Psykiatrisk Selskab.
Millioner til metaldetektorer
Efter overfaldet på Amager bevilgede politikerne i Region Hovedstaden fem millioner kroner til øget sikkerhed i psykiatrien – oveni de 19 millioner kroner, som de allerede havde bevilget tidligere på året til en handleplan, der skal skabe mere sikkerhed og tryghed for medarbejderne. De fem millioner kroner skal blandt andet bruges til et pilotforsøg med håndholdte metaldetektorer på Psykiatrisk Center Amager.
Psykiatrien i Region Midtjylland meldte omtrent samtidig ud, at deres medarbejdere fremover får mulighed for at scanne flere patienter med metaldetektorer. Siden juni har personalet på de retspsykiatriske sengeafsnit i Viborg og på Aarhus Universitetshospital rutinemæssigt scannet patienter med håndholdte metaldetektorer for at finde skjulte metalgenstande – for eksempel efter udgang. Nu er denne sikkerhedsprocedure blevet udvidet til også at omfatte ambulatorierne i retspsykiatrien. Personalet på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital er dog ikke tilfredse med de nye sikkerhedsprocedurer og har i et åbent brev til Region Midtjylland foreslået, at der også installeres karm- og taskescannere ved indgangen til afdelingen.
Desuden installerede Region Syddanmark i slutningen af juni en krops- og bagagescanner på deres retspsykiatriske afdeling i Middelfart, der skal være med til at højne sikkerheden for personale og patienter. Det er sket som led i en større ombygning af Psykiatrisk Afdeling Middelfart, der også omfatter initiativer som alarmer, skalsikring og bedre lysforhold.




