
"Vi er meget berørte af denne her sag. Det skal der ikke være tvivl om. Den er kompleks, og vi har løbende handlet ud fra den viden, vi har fået," siger hospitalsdirektør Tina Ebler.
Overlæge sendt hjem – 1.500 patientsager skal nu undersøges
Bekymring for en overlæges lægefaglige arbejde har fået Region Midtjylland til at hjemsende overlægen fra Sengeafsnit C i Regionspsykiatrien Randers. 1.500 journaler på lægens patienterne skal nu gennemgås.
Overlægen blev hjemsendt allerede i februar og er siden fratrådt, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
Hospitalsledelsen fik kendskab til sagen, da de modtog en henvendelse gennem regionens whistleblower-ordning, forklarer hospitalsdirektør for psykiatrien i Region Midtjylland, Tina Ebler.
"Vi er meget berørte af denne her sag. Det skal der ikke være tvivl om. Den er kompleks, og vi har løbende handlet ud fra den viden, vi har fået. Det er helt afgørende, at vi som hospital følger gældende faglige standarder og retningslinjer og sikrer, at vores patienter er i trygge hænder hos os," siger hospitalsdirektør Tina Ebler.
Whistleblowerhenvendelsen indeholdt 13 specifikke patientforløb, og hospitalsledelsen gennemgik derudover flere andre konkrete patientjournaler. På den baggrund hjemsendte de i februar overlægen på sengeafsnit C.
Hospitalsledelsen overgav samtidig journaler på de omtalte patienter til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Mediet Frihedsbrevet har dækket sagen, og ifølge mediet drejede de 13 specifikke patientforløb drejede sig blandt andet medicineringen, hurtige udskrivelser og manglende vurdering af farlighed og selvmordsrisiko. Blandt sagerne nævnes et selvmord, to drabsforsøg og voldelige overfald.
