
Inger Brødsgaard hilser de kommende ADHD-retningslinjer fra Medicinrådet velkommen.
Medicinrådet i aktion: Ensartet ADHD-behandling skal sikres med ny vejledning
Efter flere års fravær af nationale retningslinjer for behandling af ADHD blandt voksne tager Medicinrådet nu fat. Med en beslutning om at udarbejde en ny vejledning for ADHD-medicin til både børn, unge og voksne sættes der fokus på at sikre ensartet behandling i hele landet. Baggrunden er den eksplosive stigning i antallet af voksne med ADHD og de store regionale forskelle i behandlingen.
I årevis har der ikke været en national klinisk retningslinje for udredning og behandling af voksne med ADHD på trods af, at antallet af voksne med ADHD nærmest eksploderer.
Det ændres nu, og onsdag besluttede Medicinrådet at udarbejde en behandlingsvejledning for ADHD-medicin til både børn, unge og voksne. Det sker efter forslag fra Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper.
ADHD-behandling foregår i dag både i psykiatrien og almen praksis. Fra 2025 skal Medicinrådet stå for vejledningen af almen praktiserende læger om udskrivning af tilskudsmedicin, og det gør en vejledning på dette område endnu mere aktuel, siger forperson for Medicinrådet, Jørgen Schøler Kristensen.
"Der er fortsat store regionale forskelle i behandlingen af ADHD, og antallet af patienter er steget markant. Derfor er det et vigtigt område at tage fat på for Medicinrådet. En opdateret behandlingsvejledning for ADHD vil bidrage til, at patienterne kan få en ensartet behandling af høj kvalitet, uanset hvor de bor," siger han.
Den seneste behandlingsvejledning på området er udarbejdet af Medicinrådets forgænger RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) i 2016. Siden da er forbruget af medicin til behandling af ADHD steget markant, og der er fortsat for store regionale forskelle.




