Hver anden sundhedsperson undlader at indberette økonomisk støtte fra medicinalindustrien
En stikprøvekontrol fra Lægemiddelstyrelsen afslører, at hver anden sundhedsperson ikke indberetter økonomisk støtte fra medicinalindustrien korrekt, som han eller hun ellers er forpligtet til.
Sundhedspersoner som læger, sygeplejersker og tandlæger har pligt til at indberette deres tilknytning til virksomheder samt økonomisk støtte til Lægemiddelstyrelsen. Det gælder både støtte til deltagelse i udenlandske konferencer og faglige aktiviteter i Danmark. Virksomhederne har samtidig ansvar for at informere sundhedspersonerne om reglerne og indberette deres egne støtteforhold.
Men trods disse krav viser den seneste stikprøvekontrol altså, at reglerne langt fra altid bliver fulgt.
Kontrollen omfattede otte virksomheder og 1.121 sundhedspersoner. Sundhedspersonerne klarede sig dårligere end virksomhederne og var særligt udfordrede, når det kom til økonomisk støtte. Mens 74 procent indberettede deres tilknytningsforhold korrekt, undlod 26 procent at gøre det. Når det gjaldt økonomisk støtte, var kun 51 procent i stand til at leve op til kravene, mens 49 procent ikke havde indberettet, som de skulle. Virksomhederne klarede sig bedre, da kun tre til fire procent af deres indberetninger var forkerte.
Sektionsleder Iben Vitved fra Lægemiddelstyrelsen peger på, at de manglende indberetninger ofte skyldes manglende kendskab til reglerne snarere end bevidst undladelse.
”Vores konklusion er, at der er for mange sundhedspersoner, der ikke kender reglerne. Når vi taler med dem, får vi indtryk af, at de manglende anmeldelser primært skyldes manglende kendskab eller forglemmelser, snarere end bevidst undladelse. Det kan muligvis skyldes, at virksomhederne ikke gør dem tydeligt nok opmærksom på reglerne, og derfor vil vi gerne bidrage med mere oplysning og vejledning på området, så alle bliver klar over, hvad de skal gøre,” siger hun.
Lægerne klarede sig bedre end andre faggrupper i undersøgelsen. 76 procent af de kontrollerede læger havde indberettet deres tilknytning korrekt, og 70 procent havde anmeldt økonomisk støtte, som de skulle. Blandt andre faggrupper var tallene langt lavere, og kun 24 procent havde styr på reglerne for tilknytning, mens blot 18 procent indberettede økonomisk støtte korrekt. Det har fået Lægemiddelstyrelsen til at sætte særligt fokus på at informere de faggrupper, der har størst udfordringer med reglerne.
Behovet for klare regler og kontrol har været tydeligt længe. Tidligere forsøg på selvregulering, som det nu nedlagte Nævn for Selvjustits på Lægemiddelområdet, blev opgivet i 2011. Samme år blev der indført regler, der kræver, at læger og andre sundhedspersoner skal anmelde eller søge om tilladelse til samarbejde med medicinal- og medicovirksomheder. Formålet med reglerne var at sikre gennemsigtighed og minimere risikoen for interessekonflikter.
Alligevel viser den seneste kontrol altså, at der stadig er udfordringer med at få reglerne overholdt.
