
”Der er behov for at gøre en ekstra indsats for at nedbringe ventetider for patienter henvist til speciallægepraksis. Ligesom der også er igangsat indsatser til at nedbringe ventetiderne for patienter, der er henvist til hospitalerne,” siger Jacob Rosenberg.
Region Hovedstaden fjerner loft for behandling af patienter hos praktiserende speciallæger
Region Hovedstaden har besluttet at fjerne loftet for, hvor mange patienter praktiserende speciallæger som øjenlæger, hudlæger og øre-næse-halslæger må behandle resten af året. Målet er at reducere de lange ventetider for patienterne.
Normalt er der en grænse for, hvor meget speciallægerne kan tjene, før deres honorar bliver reduceret med 40 procent. Det kaldes en knækgrænse. Denne grænse sikrer, at speciallægerne ikke overstiger den økonomiske ramme, som regionen har sat for deres arbejde. Men fordi presset på speciallægerne er stort, rammer mange knækgrænsen, inden året er omme.
For at få speciallægerne til at tage endnu flere patienter i år har regionen derfor besluttet at suspendere grænsen i de sidste uger af 2024. Speciallægerne kan altså tjene mere uden at miste honorar, hvis de behandler flere patienter end sidste år.
Region Syddanmark og Region Midtjylland har allerede fjernet deres knækgrænser for resten af året. I Region Syddanmark skete det i august, og i Region Midtjylland i oktober. Nu følger Region Hovedstaden efter, selvom ordningen kun gælder i få uger.
”Der er behov for at gøre en ekstra indsats for at nedbringe ventetider for patienter henvist til speciallægepraksis. Ligesom der også er igangsat indsatser til at nedbringe ventetiderne for patienter, der er henvist til hospitalerne,” siger medlem af Sundhedsudvalget Jacob Rosenberg (Kons.), der også er overlæge og professor.
Formanden for udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, Karin Friis Bach, håber, at beslutningen vil give hurtigere tider til patienterne.
”Når vi fjerner loftet for, hvor meget speciallægerne må tjene, så tilskynder vi dem til at tage flere patienter. Regionen vil efterfølgende samle op på erfaringerne i forhold til, om aftalen har bidraget til at se flere patienter i speciallægepraksis,” siger Karin Friis Bach.
Formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), Ann-Louise Reventlow-Mourier, roser beslutningen og kalder det et stærkt signal.
"Det glæder mig, at Region Hovedstaden som den tredje region har valgt at indgå denne aftale. Det er et stærkt signal, at Region Hovedstaden som den største region vælger at sætte de praktiserende speciallæger fri," siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.
