"Det er dybt bekymrende, at en stor gruppe grønlandske børn går rundt og ser dårligt,” siger Nick Duelund. Foto: Göran Ingman
Mange grønlandske skolebørn med nedsat syn bliver ikke henvist til øjenlæge
Skrevet af Henrik Reinberg Simonsen den . Skrevet i Sundhedspolitik.
Henvisningsraten til øjenlæger er faldet fra 14 procent til 5 procent på Grønland, og det til trods for, at forekomsten af nedsat syn er stabil. Bekymret forsker bag et nyt registerstudie foreslår, at optikere og sundhedsplejersker i højere grad bliver mobiliseret.
Studiet inkluderede 2.493 seksårige grønlandske skolebørn, og data om børnene blev indhentet fra perioden 2017 til 2023. Målet var at evaluere dækningsgraden af synsscreening og forekomsten af nedsat syn blandt børnene.
For studiets førsteforfatter, læge Nick Duelund fra Institut for Sundhed & Natur, Ilisimatusarfik Grønlands Universitet, indikerer tallene et behov for øjenlægeundersøgelser af grønlandske børn.
”Screening af skolebørn er for ineffektiv i Grønland, hvor det er et logistisk mareridt at lave helbredstiltag grundet de store afstande. Screeningen er heller ikke tilstrækkelig i Danmark, så hvorfor skulle det fungere her, hvor det er ekstremt dyrt at nå ud til bygder og bosteder spredt ud over Grønland,” siger han.
Nick Duelund har netop forsvaret sin ph.d. om synsscreening i Grønland. Han refererer til et studie fra 2018, der blandt andet fandt, at to ud af tre børn med nedsat syn dengang ikke blev fundet ved screening i Danmark.
Deltagelsesprocenten i synsscreening i Grønland steg fra 43 procent i 2017 til 61 procent i 2022. Tallet er således stigende, men stadig lavere end i resten af EU og i USA. Og henvisningsraten til øjenlæger faldt i samme periode fra 14 procent til 5 procent, på trods af en konsistent forekomst af nedsat syn.
Den gennemsnitlige forekomst af nedsat syn i det bedst seende øje ved synsscreening gennem undersøgelsesperioden var tre procent og otte procent for det dårligst seende øje. I Danmark er de tilsvarende tal tre procent og knap frem procent.
For mange børn går rundt med dårligt syn
Sundhedsplejersker har ifølge Nick Duelund en god kontakt med børnene, men de er ikke at finde i alle Grønlands fem regioner. Derfor foreslår Nick Duelund, at denne faggruppe bliver opnormeret i Grønland til blandt andet at tage hånd om børnenes syn. Det skal også være muligt for dem at henvise direkte til øjenlæge, når de konstaterer nedsat syn hos et barn. I dag bliver de anbefalet at gå til egen læge eller optiker, hvis der kommer en sådan forbi der, hvor de bor. Men hos mange børn sker der ingen opfølgning.
”Når det er tilfældet, giver det reelt ingen mening at screene. Det er dybt bekymrende, at en stor gruppe grønlandske børn går rundt og ser dårligt,” siger Nick Duelund.
Dårligt syn i barndommen kan blandt andet medføre læringsproblemer, nedsat livskvalitet, yderligere forværring og tilstande som eksempelvis dovent øje.
Nick Duelund slår også et slag for, at man inddrager optikere i screeningsarbejdet for at opnå bedre øjenhelse hos grønlandske børn. Kun oftalmologer kan ordinere briller til børn under ti år i Grønland, som det også gør sig gældende i Danmark. Men optikere kan supportere og arbejde for, at et barn bliver henvist. Ingen pædiatrisk øjenlæge har besøgt Grønland siden 2017, nævner studiets forfattere i diskussionsafsnittet. Børn med nedsat syn kan altså ikke få subspecialiseret øjenlægehjælp, men er overladt til øjenlæger med mere generelle kompetencer.