Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Vi har en stor opgave foran os, så det kræver dygtige, dedikerede fagpersoner – både i rådet og i fagudvalgene. Med nedsættelsen af det nye råd er vi kommet rigtigt langt allerede," siger Michael Dall, formand for Rådet i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.

Rådet i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut er klar til start

De 16 medlemmer, der udgør rådet i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, er nu udpeget. Dermed er rådet klar til at begynde påsine opgaver.

Det nye Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut er en fusion af Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) og Behandlingsrådet. Instituttet består af fem enheder: bestyrelsen, rådet, de faglige udvalg vedrørende vurderinger af behandlingsformer, det faglige udvalg vedrørende kliniske kvalitetsdatabaser og sekretariatet. Fra 1. maj 2025 overtager kvalitetsinstituttet også ansvaret for opgaverne med utilsigtede hændelser. Det faglige udvalg vedrørende kliniske kvalitetsdatabaser etableres først i løbet af foråret, men rådet er altså nu på plads og holder sit første møde 23. januar.

Rådet nedsætter fagudvalg (ligesom Medicinrådet), når der skal udarbejdes større vurderinger af behandlingsformer, herunder sundhedsteknologi. Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstituts Råd arbejder med en armslængde til det politiske system.

"Jeg glæder mig til at stå i spidsen for så kompetent et råd. Vi har en stor opgave foran os, så det kræver dygtige, dedikerede fagpersoner – både i rådet og i fagudvalgene. Med nedsættelsen af det nye råd er vi kommet rigtigt langt allerede," siger Michael Dall, formand for Rådet i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, til Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstituts hjemmeside.

Rådet skal tale med de faglige selskaber om kliniske retningslinjer, der kan være svære at få til at fungere i den nuværende organisation. Målet er at sikre, at retningslinjerne bliver brugt ens over hele landet. Samtidig vil rådet arbejde på at mindske spild, frigøre hænder og undersøge, hvordan sundhedsteknologi kan bruges bedst muligt, så vi får mere sundhed for pengene.

"Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstituts er sat i verden for at tage vare på en vigtig opgave: vi skal sikre grundlaget for høj og ensartet kvalitet i sundhedsvæsenet. Derfor er jeg også utroligt glad for, at vi har fået et så rigt udvalg af dygtige rådsmedlemmer, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med hele udvalget," siger direktør for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, Jens Winther Jensen.

Bestyrelsesformand for Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, Anne Jastrup, ser frem til samarbejdet med Rådet i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.

"Det er en klar ambition, at Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut meget hurtigt skal vise sin relevans og understøtte kvaliteten, også i en kommende ny sundhedsstruktur. Vi kommer til at skifte dæk, mens vi kører bilen, så at sige, og derfor er jeg meget glad for den store erfaring, indsigt og kompetence det ny-nedsatte råd rummer," siger Anne Jastrup.

 

Rådets medlemmer:

  • Formand: Michael Dall
  • Næstformand: Morten Ziebell

Medlemmer:

  • Kristian Antonsen, hospitalsdirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital (Region Hovedstaden)
  • Palle Juelsgaard, lægefaglig direktør, Præhospitalet (Region Midtjylland)
  • Charlotte Birkmose Rotbøl, lægelig direktør, Sygehus Lillebælt (Region Syddanmark)
  • Louise Weile, kvalitets- og forbedringschef (Region Sjælland)
  • Steffen Helmer Kristensen, lægefaglig direktør, Regionshospital Nordjylland (Region Nordjylland)
  • Kristian Kidholm, sundhedsøkonom (Rådet)
  • Susanne Axelsen, formand for LVS (LVS)
  • Jacob Thorsted Sørensen, bestyrelsesmedlem i LVS (LVS)
  • Bo Sanderhoff Olsen, bestyrelsesmedlem i LVS (LVS)
  • Annesofie Lunde Jensen, forperson, DASYS (DASYS)
  • Helen Kæstel, sygeplejechef, Aalborg Kommune (KL)
  • Maj-Britt Juhl Poulsen, sektionsleder, Lægemiddelstyrelsen (Lægemiddelstyrelsen)
  • Louise Bredal Mørk Lauridsen, konst. enhedschef, Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen)
  • Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen (Danske Handicaporganisationer)
  • Morten Freil, direktør i Danske Patienter (Danske Patienter)