Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Anders G. Christensen mener, at Anders Kühnau har mistet grebet om psykiatriskandalen fra Randers og ikke har formået at tage ansvar i sagen.

Venstre: Kühnau har mistet grebet om psykiatri-skandale i Randers

Regionspsykiatrien i Randers har været ramt af en skandale, som har skabt uro blandt patienter og politikere. Venstres gruppeformand i Region Midtjylland, Anders G. Christensen, retter nu en skarp kritik mod regionsrådsformand Anders Kühnau (Soc.) for manglende lederskab i håndteringen af sagen.

Kritikken kommer i et debatindlæg i Sundhedsmonitor.

Anders G. Christensen mener, at Anders Kühnau har mistet grebet om situationen og ikke har formået at tage ansvar i sagen. Han fremhæver, at administrationen har ageret i en ”uforståelig zigzagkurs”, hvilket har efterladt både patienter og politikere i vildrede.

Sagen drejer sig om den fyrede psykiater Kristian Kærup Sloth og han og hans kollegers mulige behandlingsfejl i Regionspsykiatrien Randers. Kristian Kærup Sloth var ledende overlæge på afsnit C i Regionspsykiatrien Randers og blev fyret i foråret 2024 efter bekymringer om hans behandlingsmetoder.

En whistleblower henvendte sig til Region Midtjylland med oplysninger om potentielle fejlbehandlinger, hvilket førte til, at regionen i september 2024 begyndte at gennemgå 1.614 patientjournaler fra afsnit C og D for at identificere eventuelle fejlbehandlinger.

Under gennemgangen blev det konstateret, at 49 procent af de gennemgåede journaler var under eller væsentligt under faglig standard. Trods det besluttede regionen i januar i år at stoppe gennemgangen og i stedet sende vejledningsbreve til alle berørte patienter med information om klage- og erstatningsmuligheder. Det skete, selv om kun 555 journaler af de 1.614 var gennemgået. 

Det blev kritiseret stærkt af blandt andre Bedre Psykiatri, og 1. februar meldte sundhedsministeren ud, at hun var enig i kritikken af Region Midtjylland og bad Sundhedsstyrelsen tage affære. Det førte til, at Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland besluttede at fortsætte journalgennemgangen af de resterende 1.059 patientjournaler fra Regionspsykiatrien i Randers.

"Hvordan kan en regionsrådsformand have så lidt styr på en sag af denne kaliber? Hvorfor er det ikke ham selv, der tager styringen i en så alvorlig sag, men i stedet lader administrationen sejle? Kühnau burde have grebet ind langt tidligere og taget ansvar – ikke først efter mediepres og ministerindblanding," skriver Anders G. Christensen i sit debatindlæg. Han mener, at det er blevet et mønster, at Kühnau først reagerer, når en sag er løbet helt af sporet, og presset bliver for stort.

Anders Kühnau afviser beskyldningen.