Et nyt lovforslag kan svække almen praksis og forværre lægemanglen, advarer tidligere formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag.
Christian Freitag kritiserer i en kronik på Altinget forslaget for at skabe unfair konkurrence, central detailstyring og usikkerhed for de praktiserende læger.
Lovforslaget er en del af sundhedsreformen og skal blandt andet styrke regionernes muligheder for at sikre lægedækning i områder med lægemangel ved at smidiggøre reglerne for etablering af egne regionsklinikker.
De offentligt drevne klinikker skal dermed konkurrere med de nuværende praktiserende læger, men med bedre økonomiske vilkår, hvilket giver en skæv konkurrencesituation, mener Christian Freitag.
"Hvis en region nu både skal drive egne klinikker i større antal, og samtidig forhandle vilkår for de praktiserende læger i samme område, hvor mon man så lægger opmærksomheden og ressourcerne?" spørger Christian Freitag retorisk.
Han frygter, at regionsklinikkerne vil blive favoriseret, mens private klinikker presses ud. Regeringen lægger selv op til, at sammensætningen af kliniktyper vil ændre sig over tid, hvilket kan føre til en gradvis udskiftning af praktiserende læger med offentlige klinikker.
Regionsråd skal bestemme kapacitet i klinikkerne
Et andet omstridt punkt i forslaget er, at regionsrådene fremover skal fastsætte, hvor mange patienter de enkelte klinikker kan tage ind. I dag bestemmer de praktiserende læger selv, hvor mange patienter deres klinik kan magte, men det skal nu være en central beslutning baseret på en matematisk model.
Christian Freitag stiller spørgsmål ved, om regeringen reelt kan vurdere de lokale behov og påpeger, at en matematisk model ikke kan tage højde for klinikkernes fysiske rammer, personaleressourcer og faglige kapacitet.
Læger i velfungerende områder kan miste indtægt
Regeringen vil også finansiere forbedringer i lægefattige områder ved at tage penge fra praktiserende læger i områder med "lavt sundhedsbehov". Dette indebærer, at nogle læger vil skulle tage flere patienter uden ekstra betaling.
Christian Freitag kritiserer begrebet "lavt sundhedsbehov", da mange patienter med lettere psykiatriske lidelser og kroniske sygdomme bor i disse områder og fortsat har brug for behandling. Han frygter, at forslaget vil reducere honoraret for nogle praktiserende læger og dermed gøre det mindre attraktivt at arbejde i almen praksis.
Forslaget risikerer ifølge Christian Freitag at have den modsatte effekt end tiltænkt. I stedet for at gøre det lettere at tiltrække læger til almen praksis, kan usikkerheden om fremtidens vilkår få flere læger til at fravælge at åbne egne klinikker.
"Hvis dette lovforslag er regeringens udgave af at styrke de praktiserende læger, så er jeg ret sikker på, at vi hellere vil være fri," afslutter han.
Lovforslaget om ændring af sundhedsloven
Regionsklinikker kan oprettes lettere
Regionerne får større frihed til at oprette og drive regionsklinikker, når der mangler praktiserende læger i et område.
Fleksible løsninger for lægedækning
Regionerne kan ansætte både læger og andet sundhedspersonale direkte i regionsklinikkerne.
Det bliver muligt at lave midlertidige løsninger, hvis der mangler læger i et område.
Bedre økonomi for læger i lægedækningstruede områder
Praktiserende læger i områder med mangel på læger kan få ekstra betaling for at sikre lægedækningen.
Regionerne kan drive klinikker permanent
Hvis det ikke er muligt at finde en privatpraktiserende læge til et område, kan regionen selv drive en klinik uden en tidsbegrænsning.