Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”I Danmark kan man kan bruge undersøgelsens resultater til at argumentere for, at der bør være mere fokus på at undervise i McDonald-kriterierne i hoveduddannelsen for neurologer,” siger Morten Blinkenberg. Foto: Rigshospitalet

Neurolog: Uddannelsen i at stille sclerose-diagnoser bør styrkes

En ny undersøgelse viser, at mange tyske neurologer fejlagtigt stiller diagnosen multipel sclerose (MS) hos patienter, der faktisk ikke har sygdommen. En dansk ekspert mener, at der også i Danmark bør være øget fokus på at lære de rigtige diagnosekriterier.

En tysk undersøgelse, der for nylig er publiceret i tidsskriftet Multiple Sclerosis and Related Disorders, afslører, at mange neurologer i Tyskland stiller en forkert diagnose, når de skal vurdere, om en patient har multipel sclerose (MS). Undersøgelsen viser, at de ofte misforstår de såkaldte McDonald-kriterier, som er de internationale retningslinjer for at diagnosticere sygdommen. Dette kan føre til unødvendig behandling af patienter, som i virkeligheden ikke har MS.

Resultaterne minder om tidligere studier fra USA, hvor neurologer også har haft svært ved at bruge kriterierne korrekt. I Danmark er problemet formentlig mindre, men ifølge Morten Blinkenberg, der er overlæge på Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet, bør der alligevel sættes større fokus på at undervise i McDonald-kriterierne.

"I Danmark kan man kan bruge undersøgelsens resultater til at argumentere for, at der bør være mere fokus på at undervise i McDonald-kriterierne i hoveduddannelsen for neurologer," siger Morten Blinkenberg.

McDonald-kriterierne er de retningslinjer, som læger bruger for at afgøre, om en patient har MS. De tager blandt andet udgangspunkt i, hvordan sygdommen udvikler sig over tid, og hvordan skaderne i hjernen ser ud på en MR-scanning. Hvis lægerne misforstår eller anvender kriterierne forkert, kan det føre til forkerte diagnoser.

Undersøgelsen: Mange neurologer fejlvurderer patienterne

 undersøgelsen skulle 68 tyske neurologer – både speciallæger og læger under uddannelse – løse cases med patienter, hvor de skulle bruge McDonald-kriterierne til at stille en diagnose.

Resultaterne viser, at 31 procent af neurologerne fejlagtigt troede, at patienter med atypiske symptomer havde MS. For eksempel vurderede de, at en patient med migræne med aura og visse fund på en MR-scanning havde MS, selvom det ikke var tilfældet. 

Samtidig viste undersøgelsen, at mange neurologer havde svært ved at vurdere MR-scanningerne korrekt. De fleste fejl opstod, når de skulle identificere placeringen af skader i hjernen – noget, der er afgørende for en præcis MS-diagnose.

Derudover viste det sig, at mange neurologer stolede for meget på patienternes egne beskrivelser af tidligere symptomer uden at have konkrete beviser på, at de havde haft sygdomsudbrud. McDonald-kriterierne anbefaler, at læger ikke udelukkende baserer en diagnose på patienternes egne udsagn.

Læger skal blive bedre til at diagnosticere MS

Det er ikke første gang, der ses fejl i brugen af McDonald-kriterierne. Tidligere undersøgelser fra USA har vist lignende problemer. Derfor mener de tyske forskere bag undersøgelsen, at der bør være mere træning og efteruddannelse af neurologer, så de bliver bedre til at diagnosticere MS.

”Det her er en klar opfordring til handling. Som en konsekvens heraf vil der nu blive lavet et uddannelsesinitiativ, hvor man kan erhverve sig et CME-akkrediteret McDonald-certifikat både i det tyske MS-specialistprogram og i den kommende sydtyske serie med neuroimmunologiske masterclasses i Freiburg,” skriver den tyske neurolog Heinz Wiendl i et opslag på LinkedIn. Han er professor i neurologi på Universitätsklinikum Freiburg i Tyskland og seniorforfatter på undersøgelsen.

Er situationen den samme i Danmark?

I Danmark bruges McDonald-kriterierne også, men Morten Blinkenberg mener ikke, at den tyske undersøgelse nødvendigvis kan overføres direkte til danske forhold.

"Det er tankevækkende data, men alligevel er der noget beroligende for danske MS-læger i at kigge nærmere på artiklen, for jeg tror, at det i virkeligheden handler meget om kultur og ressourcer i Tyskland," siger han.

Han forklarer, at MS-behandling i Tyskland ofte foregår på små private klinikker, hvor neurologerne ikke nødvendigvis er specialister i MS. I Danmark er systemet anderledes, da MS-patienter som regel behandles på specialiserede scleroseklinikker med læger, der har stor erfaring inden for området.

Derudover arbejder danske neurologer tæt sammen med neuroradiologer – læger, der er specialister i at vurdere MR-scanninger. Neuroradiologerne skriver ofte en vurdering af, om MR-skanningen opfylder McDonald-kriterierne, hvilket ifølge Morten Blinkenberg giver en ekstra sikkerhed for, at diagnoserne bliver stillet korrekt.

Han mener, at Tyskland kan lære af den danske model, hvor MS-behandlingen er samlet hos specialister frem for at være spredt ud på små klinikker.

”Det er helt oplagt, at man i Tyskland er nødt til at samle behandlingen af MS på færre hænder, så det er specialisterne, der sidder med behandlingen af MS-patienter. Behandlingen skal ikke ligges for meget i alment regi, for så er der alt for stor risiko for at begå fejl," siger han.

 

Artiklen er en lettere omskrevet version af artiklen "Neurologer: Der bør sættes mere fokus på uddannelse i McDonald-kriterierne" på MS Tidsskrift