Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Derfor er sundhedsreformen en dårlig ide

Skrevet af Torben Mogensen den . Skrevet i Kommentarer.

Kommentar

Torben Mogensen

Tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital

Speciallæge i anæstesiologi

Formand for Selskab for Medicinsk Prioritering

Professor ved Lanzhou University, Kina

DEBAT: Der er rimelige og legitime opgaver i sundhedsvæsnet, som befolkningen ønsker, men som de sundhedsfaglige er imod. Derfor er det underligt, at man vil fjerne det politiske lag, som i dag træffer den slags politiske beslutninger, skriver formand for Selskab for Medicinsk Prioritering og tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, bl.a. i dette debatindlæg.

Regeringen har sat en sundhedsreform til salg med håb om, at befolkningen og de sundhedsfaglige køber den. Man må sige at, sundhedsreformen har sat dagsordenen for sundhedsdebatten i disse dage. Salgsmaterialets hovednummer er patienten i centrum. Ingen kan være uenig i, at patienterne skal være i centrum. Faktisk har det være mantraet i sundhedsvæsnet i mindst 30 år. Det er i øvrigt også mere end almindeligt svært at argumenterer for det modsatte.

Problemerne opstår først, når det bliver konkret. Hvad mener man? I udspillet fremgår en styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Igen noget ingen kan være uenige i. Primærsektoren er og bliver en af hovedhjørnestenene i sundhedsvæsnet. Men hvad nu, hvis patienterne hellere vil tage den lidt længere rejse og komme til specialisterne på hospitalerne med deres kroniske sygdomme? Hvad betyder det så at sætte patienten i centrum? Sukkersyge og KOL er specielt i de sene faser meget komplicerede sygdomme. Jeg kender flere patienter, der hellere vil gå på hospitalet end hos deres praktiserende læge. Ikke af mistillid til den praktiserende læge, men af tillid til hospitalerne. Der er i øvrigt i dag allerede forløbsprogrammer, der prøver at fordele arbejde mellem primær og sekundær sundhedstjeneste.

Målet i sundhedsreformen er at undgå 50.000 indlæggelser. At undgå indlæggelser kan ikke være et mål. Jeg er sikker på statsministeren mener det rigtige, men hvis sundhedsvæsnet bliver målt på at reducere indlæggelser, har man et helt forkert incitament. Målet må være at give patienterne så god en behandling, så indlæggelser kan forebygges. Desværre er evidensen for, at det kan lykkes, ikke overvældende. I en nylig amerikansk undersøgelse fandt man faktisk, at dødeligheden steg på de hospitaler, der indførte programmer til at forebygge genindlæggelser. Hellere en indlæggelse for meget end en for lidt må være mottoet.

Oplægget fokuserer også på patentretligheder. Det er også godt. Der er blandt andet ret til to dages indlæggelse til førstegangsfødende. En ret, jeg personlig syntes er meget vigtig og rimelig i et velfærdssamfund, men som også viser, at der er rimelige og legitime opgaver i sundhedsvæsnet, som befolkningen ønsker, men som de sundhedsfaglige er imod. Reaktionen fra lægegruppen mod den rettighed har været stærk kritisk. Derfor er det underligt, at man vil fjerne det politiske lag, som i dag træffer den slags politiske beslutninger, nemlig regionspolitikerne.

Sundhedsreformen er en stærk centralisering. Meget magt vil blive flyttet op til ministeriet og dermed Folketinget. Man kan allerede i dag se konsekvenserne af den tankegang. Der er tilsyneladende flertal i Folketinget for at skrotte Region Sjælland og Regions Hovedstadens it-system. Jeg er ked af at sige det, men det virker ikke som om, at justitsministeren eller de sundhedsordførere, der udtaler sig, har sat sig ind i den meget komplekse problemstilling, som et it-system er. Men deres bramfri udtalelser gør det bestemt ikke lettere for lederne i de omtalte regioner at få systemet til at fungere. Med den fremtidige struktur kan man forudse, at enhver beslutning kan blive forkastet, hvis en medarbejdergruppe modarbejder beslutningen tilstrækkelig effektivt. Det vil blive ligesom indenfor politiet, hvor ledelsen gang på gang må føle sig sat ud af spillet efter en debat mellem den faglige organisation og folketingspolitikerne.

Sundhedsreformen leder også tanken hen på ”de gode gamle dage” med H:S (Hovedstadens Sygehusfælleskab). De nye sundhedsforvaltninger minder om H:S direktionen og mange, der arbejdede i H:S, vil nok få glædestårer i øjnene ved at skulle arbejde på samme måde. Men H:S’s succes skyldes først og fremmest direktionen med Erik Juhl, Lone de Neergaard og Morten Rand Jensen i spidsen. En kombination af ekstrem stærk sundhedsfaglig og økonomisk kendskab til sundhedsvæsnet. Et kendskab, som skabte respekt blandt fagpersoner, samt mulighed for en stærk og faglig debat mellem klinikken og direktionsledelsen. Man må håbe, at de nye sundhedsforvaltninger bliver sammensat på samme måde. En anden styrke ved H:S var direktions kompetence til at træffe beslutninger i samarbejdet med bestyrelsen. Jeg håber, at sundhedsforvaltningerne får tilsvarende kompetencer.

Sundhedsreformen flytter også rundt på en række af de opgaver, regionerne har. Det bekymrende er flytningen af socialområdet og den specielle undervisning. Det er ikke kun indenfor sundhedsområdet, at øvelse gør mester. Der er mange områder, hvor sygdom og handicap er så sjældne, at borgerne kun kan få et ordentlig tilbud, hvis man samler borgerne fra meget store områder. Erfaringen med den udflytning, der skete i forbindelse med den sidste kommunalreform, er bestemt ikke gode. Det er synd, når unge handicappede skal bo sammen med ældre demente, fordi en kommune ikke alene kan bygge det plejehjem til unge.

Sundhedsreform eller ej. Sundhedsvæsnets skal nok køre videre, det er som at være i en ubåd. Selvom det stormer, er der stille under vandet.

sundhedsreform