Virkelighedens verden i Sundhedsvæsenet

Defensiv medicin...

... er, når læger bestiller undersøgelser – ikke for patientens skyld, men fordi lægen ikke vil risikere kritik. Som man siger i USA: Fri ryg, dernæst frie luftveje. Hvis man tog et livtag med den defensive medicin, ville der være rigtigt mange penge at spare. Basis for dette arbejde vil være politikere, som har tillid til medarbejderne. Hver gang der er et ulykkeligt patientforløb, som finder vej til pressen kan man se politikere, der forsøger at overgå hinanden i at vise handlekraft. Den slags må aldrig ske igen! Oftest er det fagpersoner, som har gjort deres bedste i en vanskelig situation. I andre sager er det ledelsen, som har forsømt deres pligter. Uanset hvad, kan man ikke straffe sig og kontrollere sig til at undgå ulykkelige sager. De forhindres ved åbenhed om fejl og god ledelse. 

Som kommunalpolitiker i Odense Kommunes beskæftigelsesudvalg har jeg fået indsigt i de administrative byrder i kommunerne, og de er anseelige. Men jeg vil vove den dristige påstand, at hospitalerne har endnu mere unødvendigt papirarbejde og tunge IT-systemer, som fjerner fokus fra patienterne, end jobcentrene har. Alene antallet af instrukser og kliniske retningslinjer i sundhedsvæsenet er astronomisk. Hvis en medarbejder laver en fejl, skriver man endnu en instruks, i stedet for at forbedre oplæringen af personalet. Her kan der også spares.

Livets afslutning

Ikke ret mange danskere ønsker at slutte deres liv på et hospital. Der er fortsat for mange, som indlægges, når døden nærmer sig. Som fagpersoner skal vi være bedre til at tage samtalen omkring den ældres ønsker, når døden nærmer sig. På akutlægebilen har jeg talrige gange været kaldt til hjertestop på et plejehjem. Resultatet er det samme næsten hver gang, at patienten er død, når jeg ankommer. Hjertelungeredning og brækkede ribben bør ikke være en del af dødsprocessen, når man bor på et plejehjem eller har hyppige besøg af hjemmeplejen. Det kan vi gøre bedre. 

Forebyggelse

Når jeg går på arbejde på intensiv afdeling, fylder livsstilssygdomme rigtigt meget. Ingen kan være i tvivl om tobakkens ulyksaligheder, men nikotinafhængigheden overgår fornuften. Det ved industrien udmærket godt. Nikotinindustrien er med på, at cigaretter er skadelige, derfor vil de gerne gøre flest muligt afhængige af nikotinposer, vaping osv. Det er ikke vejen frem. Vi skal fortsætte med løbende prisstigninger og gerne lave en grænseværdi for nikotin, som så kan reduceres over eksempelvis 20 år. Alkohol er også et problem. Vi har en problematisk kultur. Vi kommer næppe ret langt med restriktioner som i Norge, Sverige og Finland. Forbud er heller ikke vejen. Men vi har en opgave omkring de unges alkoholvaner, her kan gøres meget, også uden formynderi. Som politikere skal vi indtænke motion, når vores byer designes. Der skal være sikre cykelveje og grønne områder, som tilskynder til motion. Et stort problem er, at børn måske nok er fysisk aktive, men når de bliver teenagere, så stopper de med at gå til sport. Denne udvikling skal vi gøre noget ved. 

Psykiatri

For et halvt år siden kom Sundhedsstyrelsen med et meget klart forslag til en forbedring af indsatsen for patienter ramt af psykisk sygdom. Der var fagligt slet ingen tvivl om, at området havde brug for et løft, et klart løft og omgående. 

Sundhedsstyrelsen fandt fem hovedproblemer: 1) Utilstrækkelig tilgængelighed, kapacitet og sammenhæng. 2) Utilstrækkelig kvalitet og tværfaglighed i de eksisterende tilbud. 3) Utilstrækkelige forebyggende og tidlige indsatser. 4) Stigmatisering, manglende prioritering og ligestilling samt 5) utilstrækkelig forskning, faglig udvikling og manglende prestige. Kort sagt katastrofalt. Og det kalder på øjeblikkelig politisk handling, da alt andet er uansvarligt overfor patienterne. Men hvad gjorde regeringen så? Intet, det første trekvart år. 10 minutter i valgkamp landede en psykiatriaftale. Desværre ikke en 10 års plan, men snarere noget, som bør kaldes en to års plan. Der mangler stadig finansiering udover de to år. Noget af det, der er vigtigst at få gjort noget ved, og som desværre tager længst tid, er at skaffe personale. Det tager mindst seks år at uddanne en psykiater. Konservative foreslog 90 uddannelsesstillinger til at uddanne psykiatere i vores finanslovsforslag sidste år. Disse stillinger fandt desværre ikke vej til reformen.

Udover at der er brug for økonomisk løft lige nu, så ser vi også, at psykisk sygdom er i vækst. Cirka halvdelen af befolkningen forventes at blive ramt i løbet af livet, og det udgør 25 procent af sygdomme i befolkningen. Det er en hyppig dødsårsag blandt unge, og der er generel kæmpe overdødelighed blandt psykisk syge. Hvis vi skal gøre noget ved ulighed i sundhed, kommer vi ikke udenom psykiatrien. 

Personalemangel og manglende trivsel

Forårets ”Sundhedsreform” blev fra mange sider kaldt en tynd kop te – eller en ”lille prut”, som Peder Hvelplund fra Enhedslisten poetisk formulerede det. Værst var dog, at der ikke kom svar på, hvor fremtidens medarbejdere skal komme fra. Regeringen fik behændigt henlagt problemstillingen i en kommission, som belejligt først kommer efter valget. 

Vi skal forsøge at holde på personalet, så de ikke går på tidlig pension eller foretrækker at arbejde på deltid. Det kræver en massiv indsats for arbejdsmiljøet og arbejdsforhold, som er tålelige, også for især ældre medarbejdere. Lægerne har allerede nu mulighed for at undgå natarbejde efter en vis alder, og det bør udbredes til alle faggrupper. Det vil samtidig betyde tilstedeværelse af de mest erfarne sygeplejersker og andre personalegrupper i dagtiden og dermed bedre supervision af de yngste medarbejdere. 

Mange af vores ansatte arbejder på deltid. På sygehusene er der således 49 procent af sygeplejerskerne, 56 procent af SOSU-assistenterne, og 45 procent af jordemødrene, som arbejder på deltid. Der kan være private årsager til dette, men udover et bedre arbejdsmiljø bør man overveje at indføre et specielt tillæg for at arbejde på fuld tid til disse personalegrupper. Måske kunne dette være en gulerod for nogle, og vi har brug for hver en hånd, vi kan få. 

Vi skal have mange flere faggrupper i spil, så rekruttering ikke bliver nær så sårbar. Vi har allerede farmakonomer på mange sengeafdelinger til at aflaste sygeplejerskerne til administration af medicin, og sådanne modeller og med andre faggrupper bør indtænkes bredt i alle dele af vores sundhedsvæsen. Der er spæde skridt til det hist og her, bl.a. også med behandlingsportører, og listen bør være alenlang med nye faggrupper, som kan aflaste det øvrige personale, hvor det giver mening.

I år er der 1.165 færre ansøgere på sygeplejerskestudiet gennem kvote 2 i år i forhold til 2021. Det er et fald på 36 procent. Samtidig stopper alt for mange efter få år som sygeplejerske. De kan ikke længere se sig selv i vagtbelastningen, ansvaret og arbejdsmiljøet. Det er helt afgørende, at vi formår at holde på vores medarbejdere. I øjeblikket forlader otte procent af sygeplejerskerne faget indenfor ti år. Det er alt for mange. Årsagen angives ofte at være travlhed og mangel på tid til kerneopgaven bl.a. pga. bureaukrati og meget tid brugt på registreringer. Vi bliver nødt til at vise vores ansatte mere tillid og derved nedbringe mængden af administrativt arbejde for vores kliniske personale. 

Ingen bliver læge, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller -hjælper for at sidde og se ind i en computer. Vi må have tillid til faglighed, og at medarbejdere selvfølgelig gør deres yderste for at passe patienterne så godt som muligt. Medarbejdere skal have mere indflydelse på deres arbejdsliv. Det skaber trivsel. Det er totalt forfejlet, at det er vigtigere at dokumentere det, man gør end at være sammen med patienterne. Mange ansatte i sundhedsvæsenet og ældreplejen føler de er IT funktionærer snarere end fagpersoner, som hjælper deres medmennesker. 

Fremtidig organisering

Det væsentlige mål med sundhedsklyngerne er at sikre bedre overgange mellem sygehusene og det nære sundhedsvæsen samt så vidt muligt at forebygge indlæggelser, og derfor er et øget samarbejde mellem de forskellige områder kærkomment. 

Alt for mange patienter tabes mellem hospitaler, ældrepleje og de praktiserende læger. Vi ved, at netop overgange er helt afgørende for gode patientforløb. Derfor er det også glædeligt, at almen praksis får en større direkte rolle i sundhedsklyngerne. Men vil det lykkes med denne plan? 

Først og fremmest følger der ikke penge med. Der er godt nok 80 millioner kroner som et engangsbeløb til starten i alle landets kommuner og regioner, og selv om det lyder af meget, så er det reelt meget få penge, som alene synes at gå til ansættelse af administrativt personale. Og disse personer skal senere lønnes gennem besparelser andre steder, for der er ikke nogen driftsfinansiering fremover, så pengene skal findes ude blandt personalet på gulvet og dermed hos patienterne.

Almen praksis

Det største problem i almen praksis er det støt faldende antal praktiserende læger. De seneste 10 år er antallet faldet fra 3.600 til 3.300. Desværre har alt for mange borgere ikke en familielæge. Faktisk har 130.000 danskere ikke deres egen læge. De er henvist til regionsklinikker og lignende, der bruger vikarer eller korttidsansatte læger. Et andet stort problem er nedslidning af de praktiserende læger vi har. 50 procent er moderat eller alvorligt ramt af udbrændthed. Konservative har to gange haft et forslag i folketingssalen om flere uddannelsesstillinger, så flere yngre læger kan blive praktiserende læger. Desværre har regeringen stemt imod begge gange. 

Familielægekonceptet er et gode, som har en stor betydning for livskvalitet og levetid for især kronisk syge. Konceptet gælder fra vugge til krukke. Det mangeårige kendskab mellem den praktiserede læge og patienten forlænger faktisk patientens liv. Almen praksis har en nøglefunktion som indgang til sundhedsvæsenet. I takt med, vi kan holde patienterne i live i flere år, og levealderen i Danmark stiger, vil flere patienter fejle flere ting på én gang. Disse patienter er hospitalerne ikke gode nok til at hjælpe. De får hjælp i flere forskellige ambulatorier uden én behandlingsansvarlig læge. Her har de praktiserende læger en vigtig opgave med at koordinere den samlede indsats til især multisyge patienter. 

Overbelægning

Fra 2006 til 2020 har man sparet en tredjedel af alle sengepladser væk, så det samlede antal sengepladser i Danmark er faldet med 6.000, fra 19.636 til 13.973, bekræfter Dagens Medicin. Der bliver flere ældre, lægerne bliver bedre til at holde dem i live, og derfor kommer der flere indlæggelser. Regnestykket er faktisk ret simpelt. Når de sidste supersygehuse åbner med deres endnu færre sengepladser, vil problemet blive endnu værre.

Overbelægning er et stort problem. Det er uværdigt, når patienterne ligger på gangene, det giver en dårlig oplevelse for de pårørende, og det ødelægger arbejdsmiljøet for de ansatte. Ofte løses problemerne midlertidigt ved at flytte en patient med en urinvejsinfektion til øre- næse- og halsafdelingen eller en patient med brækket ben til afdelingen for kvindesygdomme. Problemet er, at patienterne kan få en dårligere behandling, når de ”udlånes” til en afdeling, som ikke er vant til deres specifikke sygdomme. 

Det vigtigste middel til at reducere overbelægning i en tid som nu, hvor vi ikke har personale til at udvide kapaciteten på sygehusene, vil være at tænke i forebyggelse af indlæggelser. Sygehusene må række ud til det nære sundhedsvæsen med formaliseret råd og vejledning for at forebygge genindlæggelser. Dette er indført som mindre forsøgsordninger i flere regioner. I Region Hovedstaden bevarer hospitalet et lægeligt behandleransvar for patienten i tre dage efter udskrivelsen, og de kommunalt ansatte hjemmesygeplejersker og den praktiserende læge kan kontakte lægen på sygehuset direkte. Dag og nat kan de således få råd og vejledning til patientens videre behandling. I Region Syddanmark findes også ordninger, hvor sygehuslæger arbejder tæt sammen med den kommunale ældrepleje også efter udskrivelsen.

Regeringens sundhedsudspil lægger meget vægt på de såkaldte nærhospitaler, som dog blot er fremskudte ambulatorier fra sygehusene. Det løser dog på ingen måde problemstillingen med overbelægning på sygehusene. Det hjælper ikke at flytte ressourcer væk fra sygehuset uden en reel indsats for at undgå, at patienten bliver indlagt. 

Man må håbe, at oppositionen kan rette op på det, regeringen tilsyneladende ikke kan magte! Det Konservative Folkeparti er i hvert fald klar med konkrete forslag på reelle problemer.