TOPJOB: Er regionerne uegnede til kvindelige topledere?
Er regionerne uegnede som arbejdssted for dygtige kvindelige ledere? Det spørgsmål kan man godt tillade sig at komme med, efter regionerne på under et halvt år har mistet fem kvindelige topledere, deriblandt profiler med stjernekvalitet. Når man efterprøver, hvorfor det er gået galt, står det indtryk tilbage, at regionernes forvaltninger er gået hen og blevet lige lovlig maskuline, mener Sundhedspolitisk Tidsskrifts chefredaktør, Kristian Lund. Han giver hver uge i "Sundhedens Topjob" sine skarpe kommentarer og knytter trådene sammen på området for lederjob i sundhedsvæsenet.
De fem kvindelige topledere, der er væk på få måneder:
1.Anette Sloth – fyret fra posten som psykiatridirektør i Region Nordjylland (maj)
2. Dorthe Crüger, sluttede – eller rettere - blev træt af at være lægefaglig koncerndirektør i Region Hovedstaden (marts)
3. Pernille Blach Hansen, stoppede som regionsdirektør i Region Midtjylland (juni)
4. Helene Probst, gav op som lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland (juni)
5. Annemarie Schou Zacho-Broe, fyret som regionsdiirektør i Region Sjælland (september)
1. Psykiatridirektøren, der gik selv – men med stort skub fra regionen
Region Nordjylland klumrede godt og grundigt med psykiatridirektør Anette Sloths fratrædelse. Først blev det præsenteret som Anette Sloths eget valg, eller i hvert tilfælde en fælles beslutning. Men så måtte regionen korrigere sig selv og indrømme, at det var en fyringssag. "Samarbejdsrelationerne har været påvirket," meddelte regionsdirektør Roeland Løfberg til medarbejderne i regionen.
Men inden da blev psykiatridirektøren jævnligt og med stolthed præsenteret som en succes. Syv år nåede hun i jobbet. Men noget må være gået galt, og det kostede 1.641.813 kroner og 12 øre i fratrædelsesgodtgørelse for den ellers slukne regionskasse.
Typisk for regionerne står de tilbage som en elendig arbejdsgiver, som ikke kunne komme af med en topleder på en pæn måde, og som derfor konstant forringer sine muligheder for at kunne tiltrække spændende ledertyper, især kvinder.
Anette Sloth har endnu ikke fået nyt job. På hendes linkedIn profil skriver hun om ledelse:
”Det at kunne lede og skabe resultater sammen med andre for at forbedre velfærdsområderne er drivkraften for mig som leder. I mit arbejde som leder har jeg altid arbejdet ud fra et humanistisk og menneskeligt udgangspunkt. Jeg har altid fokus på at skabe et tillidsfuldt rum og klima, hvor man kan og tør at sige sin mening. Tillid er for mig den drivende kraft og nødvendighed for at skabe forandringer. Jeg er kendt for at anerkende og inddrage relevante aktører i forandringsprocesser. Sammen skal vi gøre en forskel!”
Det passede åbenbart ikke til Region Nordjylland.
2. Dorthe Crüger vendte skråen – og sagde op som lægefaglig koncerndirektør
Her er den lægefaglig koncerndirektør for Region Hovedstadens afskedssalut: ”Personligt kan jeg bare mærke, at jeg skal tættere på det sundhedsfaglige og ikke have så meget administration. Det er simpelthen bare ikke der, jeg er bedst. Lige nu ved jeg ikke, hvad det næste kapitel skal handle om, men jeg synes, at det er et godt tidspunkt at vende skråen og tage arbejdslivet op til revision. Jeg skal fortsat arbejde med patienttilfredshed, og hvordan vi kan øge trivslen for medarbejdere og ledere. Vi skal udvikle det danske sundhedsvæsen med større fokus på compassion – eller medmenneskelig ledelse.”
Hun nåede tre år i stolen, som man godt kan kalde et drømmejob for en profil som Dorthe Crüger. Tænk at få mulighed for at påvirke tingene i landets største region, tilmed en region med meget ambitiøse planer for sine kæmpestore hospitaler. Men ak, det viste sig umuligt at udleve drømmen alligevel.
Før jobbet som lægefaglig koncerndirektør nåede hun mange år som direktør på Sygehus Lillebælt og bagefter som formand for Kræftens Bekæmpelse – og på den baggrund spadserede hun også direkte ind i Sundhedsstrukturkommissionen, så nu er hun med til at lægge planen for det danske sundhedsvæsen.
Men Region Hovedstaden, det gad hun altså ikke.
3. Topchef stopper – skal genfinde gamle passioner
Pernille Blach Hansen nåede at sidde som øverste direktør i Region Midtjylland i over fire år med regionsformand Anders Kühnau som makker. Så gik det galt. Anledningen til hendes opsigelse var kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital. Men historien melder intet om, hvad der konkret udløste opsigelsen. Stress i jobbet, den barske virkelighed, regionens håndtering af krisen, måske ligefrem regionspolitikernes håndtering – eller noget helt femte.
Selv skrev hun et opslag på LinkedIn med dette fremadskuende budskab: "Min plan er herfra at starte med en strategisk pause for at reflektere og genfinde gamle passioner samt søge nye udfordringer." Men altså ikke et ord om det bagudskuende.
Hun føjede til: ”Jeg har været glad for at være en del af "Team Midtjylland" – tak til alle ledere og medarbejdere for et rigtigt godt samarbejde. Også tak til eksterne samarbejdspartnere fra nær og fjern.” Mange blev takket, bare ikke politikerne.
Tilbage står, at Pernille Blach Hansen leverede en fin og respektindgydende indsats i det vanskelige job, bortset fra at regionens politikere gav hende en næse for hendes håndtering af oplysninger fra whistleblowere fra mave-tarm-kirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Med sin opsigelse slap hun for risikoen for at blive en af talrige fyrede ledere, ofte på højt plan, som temmelig brutalt er røget ud af Region Midtjylland – og visse andre regioner.
Pernille Blach Hansen har endnu ikke fået nyt job.
4. Regionen ansatte en stjerne – hun holdt under fem måneder
Indtil skiftet til jobbet som lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland, var Helene Probst vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, altså højre hånd for Søren Brostrøm. Et job som profilerede hende i offentligheden som en spændende og visionær chef. Mange husker hende fra talrige pressemøder under corona-krisen.
Men så ankom Helene Probst til regionen og maskinrummet i det danske sundhedsvæsen, og alt gik galt. Efter få måneder måtte hun sygemelde sig, og kort tid derefter valgte hun at sige op – samtidig med Pernille Blach Hansen. Dobbeltopsigelsen var spektakulær, og regionsformand Anders Kühnau (Soc.) ærgrede sig over det dobbelte tab. Ærgrelsen blev tydeligvis ikke gengældt af de to tidligere topchefer.
Helene Probst er den eneste af de kvindelige topledere, som er droppet ud af regionerne, som har sat ord på, hvorfor det gik galt. I et opslag skriver hun:
"Jeg brænder for at nytænke sundhedsvæsenet. Behovet er stort, men det er samtidig svært. Det skal ske i et konstruktivt samspil mellem sundhedsprofessionelle, administratorer og politikere. Når der ikke er en tilstrækkelig grad af tillid til hinanden og når fokus er på at gå efter fejl med henblik på sanktion, så får det meget vanskelige kår. Det lammer systemet. Ingen tør mene noget nyt, tage ansvar eller træffe beslutninger."
"Sagen om maksimale ventetider handler om alvorlige fejl. Men den handler også om et presset sundhedsvæsen. Den handler om, hvad der sker når økonomi, ressourcer og professionelt overskud ikke længere hænger sammen. Det er en kompleks sag, som udover fejl også omfatter fx skæv prioritering, misforståelser af regler, modsatrettede styringsmæssige hensyn, manglende implementering, svære rekrutteringsudfordringer, faglige uenigheder og konflikt. Hvis vi vil løse fejl, som bunder i komplekse udfordringer, kræver det en langt mere helhedsorienteret, konstruktiv og fællesskabsorienteret tilgang – fra alle aktører."
"Jeg kan desværre ikke, under de givne betingelser i regionen, bidrage med den nødvendige strategiske udvikling, nytænkning og prioritering."
Hun har siden i en kronik i dagbladet Politiken udbygget sine synspunkter:
Helene Probst har endnu ikke fået nyt job.
5. Regionsdirektøren i Region Sjælland smidt på porten - og under bussen
Først skulle det se ud som om, at Region Sjællands topchef, regionsdirektør Annemarie Schou Zacho-Broe, var gået selv, men så kom politikerne nok i tanke om, at det blufnummer ville blive afsløret, og så kom den rigtige meddelelse – regionsdirektøren var ”fritaget for tjeneste og sendt hjem, og at der nu vil blive indledt en personaleproces.”
Håndteringen af denne afskedigelsessag tager prisen som sundhedsvæsenets mest kluntede, ja, den er nærmest kriminaliserende elendigt håndteret. Spild af penge og menneskeligt set fuldkommen urimelig. Region Sjælland og regionsformand Heino Knudsen (Soc.) er godt i gang med at diskvalificere regionen for muligheden for at ansætte kommende topledere.
Fra starten blev regionsdirektør Annemarie Schou Zacho-Broe båret frem af en tydelig stolt politisk ledelse. Her havde regionen scoret en topleder med visioner og kreativitet. Men højt at flyve, dybt at falde. Hun startede 17. april og sluttede fem måneder senere med en brutal afskedigelse – hvor regionen helt uacceptabelt sværtede den tidligere direktør til.
Det hedder sig således i pressemeddelelsen, at regionen ”af respekt for personaleprocessen” på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til sagen. Til gengæld kan man efterlyse respekt for den person, som regionen kort tid forinden fejrede som en skalp.
Kommunikationen til omverdenen blev usædvanlig kortfattet, bare nogle få linjer. Dermed lod regionen vejen være åben for pressens egen mistænkeliggørelse. Annemarie Schou Zacho-Broe har nemlig en fortid. For et par år siden blev hun bortvist fra jobbet som kommunaldirektør i Fredericia Kommune. Der blev også indledt en politisag mod hende og den daværende borgmester, men den blev droppet. Bagefter vandt hun sagen over kommunen, som endte med at skulle betale hende den kontraktlige godtgørelse. Kommunen skulle også betale en erstatning for tort ”for kommunens ageren og en række alvorlige fejl i håndteringen af afskedigelsessagen”. Den historie fandt pressen naturligvis hurtigt frem, så nu forlader hun jobbet efterladende det indtryk, at hun da vist var skyldig alligevel.
Man kan sige, at Annemarie Schou Zacho-Broe ankom til jobbet som frikendt og forlod det med en genvakt mistanke.
At Region Sjælland ikke kan finde en løsning, som kan afslutte dette ansættelsesforhold på en værdig måde, viser hvor ringe politikere i regioner (og kommuner, i øvrigt) er til at håndtere sådanne sager. Det var aldrig sket i en privat virksomhed, medmindre der da var tale om kriminalitet. Så ville man have fundet en løsning, som lederen kunne forlade jobbet efter en rimelig tid. Når en region ansætter en topdirektør, så påtager den sig et ansvar for den udvalgte.
Læs den seneste udvikling i den sag:
