Mette Frederiksens farlige spor: De mest udsatte tvinges til et valg om liv og død

Af Lisbeth Riisager Henriksen,
cand.mag., forfatter

KRONIK. Det regeringsnedsatte ”Udvalget for en mere værdig død” har nu afleveret sine endelige anbefalinger til sundhedsminister Sophie Løhde (V). Statsminister Mette Frederiksen (Soc.) har dermed fået et etisk mandat til sit ønske om at legalisere former for dødshjælp – men for mennesker med alvorlige sygdomme og handicap kan det betyde, at de tvinges til at tage stilling til et valg om at blive aflivet, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

I 2023 antændte statsminister Mette Frederiksen (Soc.) en såkaldt debat om at legalisere assisteret selvmord og aktiv dødshjælp i dansk lovgivning. Det skete med markante udtalelser derom på Folkemødet det år. Det skrev jeg om i Sundhedspolitisk Tidsskrift i 2023.

Både assisteret selvmord og aktiv dødshjælp er i dag strafbare, jf. Straffelovens § 140 om at medvirke til, at nogen tager sit eget liv, og § 139 om at dræbe på begæring. 

Et flertal i Det Etiske Råd afviste i oktober 2023 at tilslutte sig et sådant forslag. Derfor nedsatte SVM-regeringen ved indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) efterfølgende sit eget udvalg, Udvalget for en mere værdig død, der skulle skaffe et etisk mandat til en tilslutning til forslaget. I folkemunde hedder det ”Dødsudvalget”, og jeg vil for nemheds skyld omtale det som sådan i det følgende.

Dødsudvalget udkom med sine foreløbige anbefalinger i juni 2024 samtidig med Folkemødet 2024. Samtidig hermed blev et nyt netværk, Netværket "Nej til statsassisteret selvmord", oprettet og udkom med modstand og modargumenter til dødsudvalgets anbefalinger. Det var sket med initiativ fra blandt andet læge Ole Hartling og journalist og forfatter Esben Kjær. 

På samme folkemøde udtalte Mette Frederiksen sig igen markant om sagen. Alt det skrev jeg om i Sundhedspolitisk Tidsskrift i 2024.

En mere værdig død?

Hvordan opfatter danskerne værdighed i livets sidste fase? Hvordan er den eksisterende praksis for pleje og palliation? Hvad er en værdig død? 

Dette var nogle af de mere uskyldige spørgsmål, som dødsudvalget ifølge kommissoriet skulle forholde sig til og fordre en befolkningsdebat om.

Men kommissoriet for udvalget handlede dog ikke alene om at ”skabe debat”. Det sagde, at udvalget skulle ”inddrage de juridiske og sundhedsfaglige konsekvenser af mulige tiltag i forlængelse af den allerede eksisterende praksis for pleje og behandling af palliative patienter”, og at dets arbejde ”skal munde ud i et refleksionsoplæg til regeringen om danskernes forståelse af en værdig død ved de forskellige måder, som livet kan afsluttes på.” 

Disse refleksioner skal, står der, ”favne danskernes holdning til både en naturlig død og en assisteret afslutning på livet med henblik på at inddrage danskernes holdning i refleksionsoplægget. Udvalgets arbejde skal dermed hjælpe til at nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en dansk model for en mere værdig død.” 

”En mere værdig død”? Der var altså tale om en bunden opgave på baggrund af den påstand, at man i dag ikke altid kan få en værdig død, og at man blandt andet ville kunne ændre på det forhold ved at ændre på Straffelovens kriminalisering af drab på begæring eller medvirken til selvmord i forhold til visse persongrupper. 

Bemærk også brugen af udtrykket ”danskernes holdning” (min kursivering). Det insinueres herved, at der findes en fælles dansk grundholdning, og denne formulering kommer til at associere til de forskellige spørgeundersøgelser, hvor flertallets synsninger kommer til at udgøre en politisk argumentation, alene fordi de udgør et flertal, som påstås måske at være enige med statsministeren og den øvrige regering.  

Endelige anbefalinger fra dødsudvalget

31. januar i år udkom så dødsudvalget med sine endelige anbefalinger.

Ti medlemmer var blevet til otte, efter at to medlemmer havde forladt udvalget i protest imod, at opgaven var stillet på en måde, så resultatet var givet på forhånd. Tilbage var otte medlemmer med sognepræst Kathrine Lilleør som udvalgsformand udadtil og syv andre medlemmer.

Fremlæggelsen af udvalgets refleksioner kom på en noget mindre demonstrativ måde end den måde, mange andre udvalg vanligvis fremfører deres rapporter på. Flere politiske kommentatorer har således bemærket, at udvalget ikke fik lov at udkomme med sit arbejde allerede i november 2024, hvor de var færdige med det, og at der ikke var en mundtlig presseoptræden med Sophie Løhde og alle udvalgsmedlemmerne ved udgivelsen.

Anbefalinger om forbedret palliation

Hele dødsudvalget er fælles om at pege på, at der er behov for at forbedre den palliative indsats i Danmark. En palliativ indsats har efter deres definition ”til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.” Palliation berører altså både den syge og dennes familie, ligesom den berører forskellige sider af livet for disse. 

Udvalget har både noteret sig Sundhedsstyrelsens rapport fra 2017 om anbefalinger for en forbedret palliativ indsats, og at Rigsrevisionen i 2020 har kritiseret adgangen til specialiseret palliation. De har også noteret sig, at der i forbindelse med udarbejdelse af Kræftplan V vil blive set på, hvordan man kan styrke palliationsområdet.   

På den baggrund pointerer de i deres fælles statements: ”Forudsætningen for at tale om en mere værdig død er, at beslutningstagere og myndigheder udviser vilje til at fremme værdighed i livet med livstruende sygdom. Den palliative indsats er i dag ikke tilgængelig og tilstrækkelig for alle med behov. Derfor opleves døden og livet med livstruende sygdom ikke værdig nok hos en gruppe mennesker i Danmark.”

Udvalget mener derfor, ”at det er afgørende at understøtte såvel den basale som den specialiserede palliation.” Det indebærer blandt andet øget uddannelse i palliation for både læger og andre personalegrupper i sundhedsvæsenet og i plejesektoren, ligesom det indebærer en forbedring af adgangen til overhovedet at opnå denne palliation. Det kan f.eks. være adgangen til adækvat sundhedsbehandling og pleje på plejehjem og i hjemmeplejen, ligesom det kan være adgangen til hospicepladser. 

Anbefalinger om assisteret selvmord og aktiv dødshjælp

Et flertal i dødsudvalget mener endvidere, at man skal tillade det, de kalder ”selvvalgt livsafslutning”. Her foreslår de to forskellige modeller: 

• Selvvalgt og selvudført livsafslutning for terminale patienter (svarende til assisteret selvmord) under forudsætning af, at patienten er myndig, habil, har et informeret grundlag, har udtrykt sig eksplicit om ønsket om livsafslutning, får stillet medicin/gift til rådighed af sundhedspersonale og selv udfører drabshandlingen. Denne model tilslutter de syv af udvalgets otte medlemmer sig (Kathrine Lilleør, Thomas Søbirk Petersen, Camilla Thorn Kristensen, Janne Rothmar Herrmann, Kim Oskar Bakbo-Carlsen, Kirsten Jacobsen og Lars Lior Ramsgaard).

• Selvvalgt og assisteret livsafslutning for terminale patienter (svarende til aktiv dødshjælp) under forudsætning af de samme krav som under den første model. Derudover kræver det, at patienten gerne vil, men ikke selv er i stand til at afslutte livet. Så skal personen kunne få hjælp hertil af en sundhedsperson, siger en del af udvalget, som dog vil sikre, at den, der udøver ”administrationen af den livsafsluttende medicin”, skal kunne gøre det frivilligt og uden tvang. Denne model tilslutter fem af udvalgets medlemmer sig (Kathrine Lilleør, Thomas Søbirk Petersen, Camilla Thorn Kristensen, Kirsten Jacobsen og Lars Lior Ramsgaard).

Man henviser her blandt andet til argumenter om at sikre patienten autonomi og at mindske dennes lidelse.

Anbefalinger om bedre palliation, men afvisning af dødshjælp

Et mindretal i dødsudvalget (Janus Tarp) afviser begge de to dødshjælpsmodeller. 

Det fokuserer alene på, at den palliative indsats i dag ikke er tilstrækkeligt tilgængelig og tilstrækkelig for alle med behov, og at livet med en livstruende sygdom og døden ikke opleves værdigt hos en gruppe mennesker. Han vil derfor opfordre beslutningstagere og myndigheder til at udvise vilje til at befordre værdighed i livet med livstruende sygdom. Det er dét, siger han, der overhovedet er forudsætningen for at kunne tale om en værdig død. 

Han anfægter i den forbindelse den nuværende praksis for palliation, der mest anvendes i forbindelse med patienter, der er terminalerklærede eller befinder sig i den sidste del af deres liv. Palliative indsatser bør indledes meget tidligere i livet, når patienterne får deres alvorlige sygdom(me), ligesom man i højere grad end i dag bør medtænke lindring også af de pårørendes lidelser ved at stå ved siden af. 

Det kræver meget mere omsorg, pleje og behandling, mere uddannelse af personalet og en bedre organisering af den palliative indsats, skriver han.

Han har to argumenter for at afvise de to dødshjælpsmodeller. For det første indebærer legalisering af dødshjælp i enhver form, at nogen skal vurdere og kategorisere potentielle målgruppers værdi:

”Ved at involvere en anden til at opfylde ønsket om at dø, vil lovgiver skulle opstille kriterier for målgruppen og fastsætte rammerne for at afkriminalisere hjælpen. I den forbindelse vil vurdering af liv og livsværdi være centrale elementer. Skal afgrænsningen være diagnosebestemt, skal det afhænge af restlevetid, og hvordan skal det vurderes, eller kunne man forestille sig, at der alene skulle en subjektiv vurdering af livstræthed til for at få hjælp til at dø? Alle kriterier vil rumme en vurdering af, at de omfattede målgruppers liv anerkendes som uværdige og derfor værdige til afslutning med samfundets hjælp. Det vil ikke kunne udelukkes, at målgrupper som f.eks. mennesker med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser før eller siden vil blive omfattet.”

For det andet peger han på, at en sådan kategorisering vil medføre, ”at mennesker i målgrupperne, der oplever et godt liv og ikke ønsker dødshjælp, risikerer at mærke såvel en stigmatisering som et pres for at overveje dødshjælp på linje med de i målgrupperne, der ønsker dødshjælp.”

Kathrine Lilleørs absurditeter

Efter offentliggørelsen af dødsudvalgets refleksionspapir har Kristeligt Dagblad lavet et interview med Kathrine Lilleør. Det er publiceret 31. januar, og efter min opfattelse ganske besynderligt. 

Hun har her udtalt, at hun under ingen omstændigheder vil forbindes med udtrykket ”aktiv dødshjælp”, selvom en del af udvalgets anbefalinger indeholder netop det, som man normalt definerer som sådan. Hun siger blandt andet:

”Ingen i udvalget går ind for aktiv dødshjælp i den forstand, man forbinder med hollandske tilstande, hvor alle i princippet kan få adgang, hvis deres lidelse vurderes at være ubærlig.” 

Hun mener, at det ikke er aktiv dødshjælp, hvis man afgrænser retten til dødshjælp til terminalsyge. 

Da Kristeligt Dagblad gør hende opmærksom på, at det ifølge lægelige vurderinger slet ikke er muligt at forudsige en restlevetid på maks. seks måneder, sådan som dødsudvalget har defineret som et af kravene i deres anbefalinger til legalisering af dødshjælp, afviser hun det fuldstændigt. Hun siger så – direkte op imod lægers faglige viden – at det har de fundet ud af i udlandet, så det kan de nok også i Danmark. 

Og da Kristeligt Dagblad spørger hende om, hvordan hun vil sikre sig, at legalisering af dødshjælp ikke kommer til at lægge pres på de i forvejen sårbare, syge mennesker, siger hun, at vi ”allerede har en tradition, hvor det er muligt at sige nej til livsforlængende behandling og genoplivning. Man kan undlade at spise og drikke, også selvom det medfører døden, alt det skal sundhedspersonalet respektere. Så min pointe er: Det pres er der allerede. Men jeg har ikke hørt om, at nogen føler sig pressede, når de vælger de løsninger."

Her blander hun begreberne sammen. De ting, hun nævner som eksempler, er ikke aktiv dødshjælp. Det er passiv dødshjælp – hvilket er tilladt i sundhedsvæsenet og derfor afgørende væsensforskellig fra assisteret selvmord og aktiv dødshjælp. Og det forekommer absurd, at hun ”ikke har hørt om, at nogen føler sig pressede”. Det er jo et pres, som mange mennesker fra blandt andet handicaporganisationerne og læger, der har arbejdet med palliation, er meget bekendt med fra deres tætte kontakt med målgruppen og har fortalt højlydt om i den efterhånden lange offentlige debat om disse forhold.

Modrapport fra Netværket ”Nej til statsassisteret selvmord”

Den 30. januar udkom Netværket ”Nej til statsassisteret selvmord” (herefter ”netværket”) med en modrapport til dødsudvalgets rapport. 

Den er udarbejdet af læge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling, professor i palliativ medicin Per Sjøgren og hospicechef for Diakonissestiftelsens Hospice, tidligere medlem af dødsudvalget Jesper Grud Rasmussen. Derudover har 81 medlemmer af netværket – som har en særlig indsigt i at have med døende at gøre eller med patienter, som lever med livstruende lidelser – underskrevet rapporten. 

De er enige med dødsudvalget i, at der er behov for en udbygning af det palliative område. Og det er selvfølgelig vigtigt.

Men ellers anfægter de, at mennesker overhovedet skal have et valg om dødshjælp, og at man reelt er i stand til at træffe ethvert valg frit, sådan som et flertal i dødsudvalget mener det med deres argument om autonomi. I modrapporten pointeres, at patienter direkte eller indirekte kan blive sat under pres for at vælge dødshjælp: ”Der vil andres medbestemmelse altid være involveret i patientens selvbestemmelse.”

”En patients ønske om dødshjælp kan være en afspejling af holdningen hos dem, som omgiver den pågældende – eller endog hos hele det samfund, som har skabt en kultur, som ikke længere tillægger visse liv værdi og signalerer dette til det enkelte menneske,” pointeres det videre i modrapporten, som spørger: ”Hvor meget selvbestemmelse har de svageste, når omverdenen vurderer deres syge, afhængige og lidende liv som uværdigt? Omgivelsernes dom over den pågældende bliver så, at ”selvvalgt livsafslutning” vil være en ”velvalgt livsafslutning”.”

Aktiv dødshjælp kommer derfor til at ændre vores blik på mennesket og på, hvad der er et værdigt liv, skriver de. Resultatet vil blive et forrået menneskesyn.

De peger endvidere på, at meningsmålinger er misvisende og afspejler en stor begrebsforvirring hos de adspurgte. Der er både i meningsmålinger og i refleksionspapiret fra dødsudvalget en sammenblanding af begreber for palliation og begreber for dødshjælp (jf. de ovenfor citerede udsagn fra Kathrine Lilleør). Endvidere peges der i modrapporten på, at man i sådanne meningsmålinger mest har spurgt raske mennesker om, hvad de synes, mens der ikke er grundlag for at tale om, at ”danskerne” som samlet betegnelse har en særligt afgrænset opfattelse af disse forhold.  

Endelig bruger de glidebaneargumentet med henvisning til, hvad der er sket i alle de lande, som allerede har indført dødshjælp i forskellige former. ”En glidebane kan kun undgås på den simple måde, at man undlader at tage det første skridt ud på den,” er derfor deres anbefaling.

Modrapporten peger også på den eufemisering af sproget, som dødsudvalget har benyttet sig af i sin rapport. Udvalget forsøger at skjule alvoren i, at de vil legalisere medvirken til selvmord og drab på begæring.

Også en lang række andre parter i sundhedsvæsenet har udtrykt lignende kritik af anbefalingerne om dødshjælp. Det gælder Lægeforeningen med flere.

Har Mette Frederiksen nu fået sit etiske mandat til dødshjælp?

I pressemeddelelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om refleksionspapiret citeres Sophie Løhde blandt andet for at sige:

”Spørgsmålet om dødshjælp er dilemmafyldt og meget komplekst. I regeringen har vi ikke taget stilling til, om der skal indføres en form for dødshjælp herhjemme, men vi vil sætte gang i et arbejde, der skal afdække mere konkrete juridiske og sundhedsfaglige modeller for dødshjælp til brug for de videre politiske overvejelser. Og med afsæt i udvalgets refleksionsoplæg vil jeg invitere Folketingets partier til en bred drøftelse.”

Nu har Mette Frederiksen fået et etisk mandat til sit ønske om at legalisere former for dødshjælp, og det lyder ifølge Sophie Løhde, som om regeringen stadigvæk har intentioner om at drøfte noget med Folketingets partier. Spørgsmålet er, om det er nok til, at regeringen eller en senere regering vil vælge at føre dem helt ud i livet. 

Altinget har 30. januar bidraget med en nyhed om, at embedsmænd fra ti danske ambassader, efter Mette Frederiksens udtrykte ønsker om at legalisere dødshjælp, har arbejdet i det skjulte på at kortlægge udenlandske erfaringer hermed. Det lyder som en ret seriøs vilje til fra statsministerens side at sætte sig igennem med sit ønske om den legalisering.

Politisk redaktør for Kristeligt Dagblad Henrik Hoffmann Hansen har i en politisk analyse i Kristeligt Dagblad 31. januar fremført den vurdering, at regeringen ikke vil lovgive om legalisering af dødshjælp i denne valgperiode – ligesom Mette Frederiksen i øvrigt også selv har udtalt sig om til Kristeligt Dagblad i oktober 2024. Men ud over hendes egne ord derom bygger han sin vurdering på, dels den voldsomme modstand, som forslag om legalisering af dødshjælp har fået fra blandt andet en bred vifte af ansatte inden for sundhedssektoren, dels det forhold, at de fleste folketingspartier er internt splittede om, hvad de mener om dødshjælp.

Legalisering af dødshjælp vil belaste alvorligt syge og mennesker med handicap

Flere medier har i deres dækning af anbefalingerne fra dødsudvalget og kritikken fra netværket og andre kritikere taget stærkt afstand fra forslagene om legalisering af nogen form for dødshjælp. Det gælder blandt andet Kristeligt Dagblad. 

Her skriver chefredaktør Karin Dahl Hansen blandt andet, at det er et helt unødvendigt og dybt eksistentielt spørgsmål at belaste samtlige alvorligt syge og deres pårørende med, hvis man indfører retten til og dermed også tvinger folk til at tage stilling til spørgsmålet om at tage imod dødshjælp. 

Jeg synes selv, det er en meget alvorlig udvikling, at vi overhovedet har fået et udvalg, der har anbefalet så vidtgående ændringer i dansk straffelov, som kunne blive konsekvenserne af at tage anbefalingerne videre politisk. 

Bemærk eksempelvis, hvordan man behændigt fjerner udtryk som ”drab” og ”mord” fra hele den virkelighed, som man i givet fald ville røre ved, hvis nogen af anbefalingerne om at afkriminalisere dødshjælp ville blive omformet til lovgivning. Bemærk, at dødsudvalget bruger udtrykket ”administration” om det forhold, at sundhedspersonale i givet fald skulle medvirke til assisteret selvmord eller udføre dødshjælpen. At gøre medvirken til drab til en ren administrationssag forekommer at være en ret kynisk sprogbrug. Den tror jeg ikke, at nogen læger vil tro på. Man kan ikke fjerne lægens ansvar ved at bruge et djøfficeret sprog!

I denne omgang understreger dødsudvalget, at det ikke handler om mennesker med forskellige handicap og sygdomme i almindelighed – og det er da altid noget. 

Men hvis man kobler tematikken og den måske åbne dør til assisteret selvmord og aktiv dødshjælp til terminalerklærede med de mange forringelser af handicappolitikken og retssikkerheden på en bred vifte af områder inden for de seneste 20 år med konsekvenser for mennesker med handicap eller alvorlige sygdomme – hvor mange i dag ikke får den fundamentale kompensation fra velfærdsstaten til at kunne leve et ligeværdigt liv som andre, ja, nogle uden helt basal livshjælp, og hvor fortsat forringelse af rettigheder og manglende retssikkerhed suppleres med den stadige gøgeungeretorik – så er mennesker med handicap og alvorlig sygdom ikke i tvivl om, at politikere og forvaltninger betragter dem som byrdefulde, uværdige og besværlige.  

Så spiller et forslag om dødshjælp sammen med den systemiske, politiske devaluering, nedprioritering og stigmatisering, som i forvejen er blevet en stor gruppe af borgere til del.

Danmark har i september 2024 – 15 år efter sin ratificering af FN’s Handicapkonvention – fået meget alvorlig kritik fra FN’s Handicapkomité for ikke at leve op til konventionen på en lang række områder i den seneste tiårsperiode. Alligevel fortsætter regeringen, uden at stoppe op, sin handicapfjendske politiske kurs over for mennesker med handicap og andre svagt stillede grupper. Blandt andet har vi set nye forringelser på socialområdet efter nytåret i forbindelse med den begyndende udmøntning af den såkaldte rammeaftale på handicapområdet fra maj 2024.

Derfor kan mennesker med handicap eller alvorlige kroniske sygdomme og funktionsnedsættelser ikke undgå at blive taget som ufrivillige gidsler i denne debat, også hvis de ikke bliver direkte adspurgt af sundhedspersonale eller pårørende. Alene det forhold, at ”tilbuddet” om dødshjælp eventuelt vil blive udsagt politisk, gør, at alle mennesker vil blive påtvunget at tage stilling til et valg om at blive aflivet. Derfor er mange mennesker med handicap og deres pårørende bekymret for, hvor ”debatten” om dødshjælp fører hen. 

Det, synes jeg, skal Mette Frederiksen og den øvrige regering tage bestik af, hvis de beslutter på et tidspunkt at gå videre ned ad dette spor. 

Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på telefon 7020 1201