
Debat om fremtiden: Bliv godt klædt på til et stormfuldt sundhedspolitisk efterår
Det bliver et hektisk sundhedspolitisk efterår. Sundhedsreformen har fået mange involverede parter op på barrikaderne og med implementeringsaftaler, nye sundhedsråd og massiv omlægning af både opgaver og organisering, er presset mærbart på alle niveauer.
Allerede på sommerens Folkemøde tog Medicinske Tidsskrifter og SundhedsTV fat på nogle af de debatter, der allermest understreger de mange dilemmaer og udfordringer, der ligger forude.
Se med i vores videoer fra debatterne.
Sundhedsreform til eksamen: Tomt løfte om behandlingsgaranti
Som en del af reformen er der lovet en behandlingsgaranti hos privatpraktiserende speciallæger. Men uden kapacitet kan det vise sig at være en tom ramme.
Ann-Louise Reventlow Mourier, formand for FAPS, understregede dog betydningen efter debatten:
”Det er enormt vigtigt, at vi når det mål. Det er en kæmpe uligheds-driver, at man på sygehuset har en behandlingsgaranti, men det har man ikke i speciallægepraksis. For i mange tilfælde er det de samme sygdomme og de samme problemstillinger, som man tager sig af.”
Hjernesygdommene har brug for en national plan
Omkring hver tredje dansker lever med en sygdom i hjernen. Danmark har – modsat flere andre lande – stadig ingen samlet plan for området.
Efter debatten pegede Merete Nordentoft, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, på behovet for en samlet plan:
”Der er rigtig gode perspektiver i et tættere samarbejde omkring hjernesygdomme. Der er mange eksempler på, at folk kan fejle flere ting på én gang – for eksempel epilepsi og angst – og her er vi i øjeblikket ikke særligt gode til at koordinere behandlingen mellem neurologi og psykiatri.”
Gense hele debatten
Kræftbehandling: Udnytter vi værktøjskassen godt nok?
Danmark er mere tilbageholdende end mange andre lande med at anbefale forebyggende/adjuverende kræftbehandling. Høje priser og krav til dokumentation spiller ind – men potentialet i allerede tilgængelige lægemidler kan udnyttes bedre.
Søren Gaard, direktør i Medicinrådet, sagde efter debatten:
”I andre lande baserer evidensen sig på færre patienter og kortere opfølgningstid. Sammen med virksomhederne og klinikerne vil vi gerne være med til at udvikle nogle modeller for, hvordan vi kan skaffe evidens for, hvordan lægemidlerne virker, når de er taget i brug.”
Gense hele debatten






