Ny DHS-formand: Vi skal være rådgiver for myndighederne
DHS bør træde ind med klinisk erfaring og specialistviden, når Medicinrådet skal træffe beslutning om, hvorvidt en hæmatologisk behandling skal tilbydes eller ej. Det mener overlæge på Hæmatologisk Afdeling X, Odense Universitetshospital, Henrik Frederiksen, der er formand for Dansk Hæmatologisk Selskab.
Udover rådgivning og Medicinrådet kommer Henrik Frederiksen i nedenstående interview blandt andet ind på den nye specialeplan, aktuelle udfordringer inden for hæmatologien samt hans egen rolle som nyvalgt formand i DHS.
Hvad du vil lægge vægt på i dit formandskab for DHS?
”DHS skal være et fagligt fællesskab for specialister og andre interesserede i fagets speciale. Vi skal levere fundament for uddannelse af specialister inden for området, og meget gerne også forskning. Vi skal også gerne være rådgivere for diverse myndigheder og organisationer inden for vores felt. Det er vigtigt, at vi fremstår som en troværdig samarbejdspartner over for de interessenter, der er på vores område – myndigheder, industri, patientorganisationer, sygehuse mv. Det, synes jeg, vi har levet op til indtil videre, og det skal vi blive ved med.”
Hvilke udfordringer ser du lige nu inden for hæmatologien?
”Hæmatologien har haft en fantastisk udvikling i antallet af nye lægemidler, og behandlingstilbud i det hele taget, over de sidste mange år, og det ser ud som om, at den udvikling fortsætter. Det giver nogle udfordringer for afdelingerne med hensyn til, hvordan de skal honorere mange flere behandlinger for den samme diagnose, både hvad angår økonomi, men også hvad angår specialister. Det kræver mennesker at vurdere komplicerede sygdomsforløb.
Jeg tror, at det er den største udfordring, vores fag står over for. Det er heldigvis bagsiden af noget godt, nemlig at der er kommet de her mange tilbud, som har givet forbedrede prognoser, længere levetid og bedre livskvalitet for rigtig mange af de hæmatologiske patienter.
Det er især afdelingerne og samfundet, der har de udfordringer. Det har vi som selskab ikke så meget umiddelbar indflydelse på, bortset fra at vi kan være med til at rådgive myndighederne, f.eks. om hvor mange specialister der er brug for.”
”Det er svært at sige noget om, hvordan det bliver, før vi har set Medicinrådet i aktion, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at myndighederne vil undvære specialisternes råd i denne her sammenhæng.”
Hvordan skal hæmatologerne forholde sig til Medicinrådet – f.eks. i forhold til, at det ikke længere er læger, med derimod industrien, der skal ansøge om ibrugtagning af ny medicin?
”Det er vi meget spændte på. Det er svært at sige noget om, hvordan det bliver, før vi har set Medicinrådet i aktion, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at myndighederne vil undvære specialisternes råd i denne her sammenhæng.
Rigtig mange læger har oplevet det som en stor opgave at søge myndighederne om godkendelse til ibrugtagning af et lægemiddel, og jeg tror ikke, at der er nogen, der savner opgaver. Men omvendt får man lidt mere føling med processen, når man selv søger. Jeg tror, der er lidt blandede følelser omkring det, men det er svært at sige noget om, hvordan det bliver, når vi ikke endnu ikke har set det rigtigt i drift.”
Hvilken rolle ser du gerne, at DHS kommer til at spille i Medicinrådet?
”Jeg synes, at vi hele tiden skal spille den rolle, at vi skal rådgive myndighederne om nye behandlingers effekt og bivirkninger, og hvilke patientgrupper, vi mener, at de vil kunne hjælpe. Vi vil gerne hjælpe myndighederne med at træffe beslutningen om, hvorvidt en behandling skal tilbydes eller ej ved at give det bedst mulige grundlag for at træffe beslutningen.
Det kan være nyttigt at få arbejdende klinikeres eller specialisters vurdering af, hvor behovet er. Det er ikke altid, at de undersøgelser, som ligger til grund for det pågældende lægemiddels godkendelse, nødvendigvis peger på den konkrete patientgruppe, hvor lægemidlet kunne få en plads. Nogle gange er det strikket sammen på en måde, så den sammenlignende patientgruppe måske ikke er den mest relevante. Her kan vi som specialister rådgive myndighederne om, hvor vi ser, at behandlingen kunne have en plads.”
Er der, udover den rådgivende rolle, nogen særlige områder, du vil have fokus på i dit arbejde som formand for DHS?
”Forskellige formænd har forskellig stil og forskellige interesser. Jeg har ikke nogen personlige brændende platforme, hvor jeg tænker, at det her må vi absolut gøre anderledes. Jeg synes, at vi har et meget velfungerende selskab med en masse meget aktive arbejdsgrupper, som arbejder autonomt og producerer deres egne kurser, rapporter, retningslinjer osv. Bestyrelsen er også velfungerende. Så jeg ser ikke behov for ændring af DHS som sådan. Der kan sagtens komme lidt justeringer hist og her med hensyn til, hvordan vi gør nogle ting, men det, tror jeg, vil være mere på det organisatoriske plan. Jeg går ikke ind på den her formandspost med en mission om at revolutionere DHS. Det har jeg ingen intentioner om, for det tror jeg ikke, at selskabet trænger til.
Meget af det, man foretager sig som bestyrelse, er langt hen ad vejen sagsbehandling af igangværende sager. I en periode, hvor der har skulle udarbejdes en ny specialeplan, har det fyldt meget i landskabet. Når sådan en proces starter i Sundhedsstyrelsen, får vi som selskab en bunden opgave, som vi skal levere timer, rådgivning og ’manpower’ til. Og så fylder det selvfølgelig kolossalt meget.”
Hvordan synes du, at den hæmatologiske del af den reviderede specialeplan, som træder i kraft 1. juni, er landet?
”Der er ikke sket de store forandringer. Jeg synes, at det er en styrkelse, at man har fjernet hovedfunktionsniveauet og lavet det hele til regions- og højt specialiserede funktioner. Det, synes jeg, vores fag fortjener.
Der er sket lidt småjusteringer rundt omkring, som folk er mere eller mindre begejstrede for. Det må vi løse, så vi stadigvæk gør det godt for patienterne. Vi har efterhånden arbejdet med specialeplanen i nogle år, og nu er der behov for, at vi får sat den i søen og får lukket de samarbejdsaftaler, der er behov for at lukke. Jeg tror, at vi trænger til at arbejde efter specialeplanen i en periode og få det til at fungere, før vi for alvor mener noget om den.”