Prisvinder vil forbedre effekten af immunterapi ved æggestokkræft
Årets OvaCure Award på 1,5 mio. kr. går til et internationalt projekt, der har som overordnet formål at øge effekten af immunterapi til behandling af æggestokkræft.
Prisen blev offentliggjort ved OvaCure Innovation Challenge 2020 i København, hvor den danske non-profitorganisation OvaCure havde udpeget 30 førende forskere fra hele verden til at konkurrere om at udvikle den mest banebrydende og lovende ide, der i sidste ende kan knække koden til kræft i æggestokkene.
Vinderprojektet, der bliver kaldt DiscOVARY, er et stort initiativ med topforskere fra USA, Holland, Schweiz, Norge og Danmark. Leder af Nationalt Center for Cancer Immunterapi (CCIT) professor Inge Marie Svane er med i teamet, og hun understreger det store behov, der er for mere viden på området for immunterapi og æggestokkræft.
”Vi ved, at der er en immunreaktion mod æggestokkræften hos æggestokkræftpatienter. Vi har bare rigtigt svært ved at knække koden, for hvis vi bruger checkpoint-hæmmere (checkpoint-hæmmere virker ved at blokere forskellige bremser i immunsystemet, red.), ser vi ikke den samme fantastiske effekt på æggestokkræft, som vi har set på andre områder. Derfor er vi nødt til at grave mere i dybden og bruge mere krudt her, end vi har været nødt til f.eks. inden for modermærkekræft, hvor vi fra starten af har været heldige med effekten,” siger Inge Marie Svane og fortsætter:
”Meget tyder på, at vi vil kunne forbedre effekten af immunterapi ved æggestokkræft, men det skal der kliniske forsøg til at afgøre. Vi har udviklet et forskningsprojekt, som vi mener, vil kunne afdække nogle nye mekanismer inden for immunterapi, som vi vil kunne drage nytte af i den næste generation af immunterapi mod æggestokkræft.”
DiscOVARY bygger på materiale (blod- og vævsprøver) fra allerede igangværende kliniske studier med æggestokkræftpatienter. Det materiale skal nu gennemgås i jagten på præcist, hvilke kræftproteiner det er, T-cellerne kan genkende - og dermed angribe - ved æggestokkræft, fortæller Inge Marie Svane.
Tags: æggestokkræft
