De norske sundhedsmyndigheder vil ikke anbefale coronavaccination til børn
De norske sundhedsmyndigheder, Folkehelseinstituttet, vil ikke anbefale coronavaccination til børn i alderen 5-11 år eller 2. stik til 12-15-årige. Men vaccinen bliver et tilbud til dem i aldersgrupperne, som ønsker det.
Dermed går de norske sundhedsmyndigheder i en helt anden retning i forhold til de danske sundhedsmyndigheder, som er kommet med en klar anbefaling om at få vaccineret børnene.
"Det er ingen tvivl om, at vaccinerne kan give beskyttelse mod alvorlig sygdom, også hos børn, men beskyttelsen mod smittespredning er dårligere, særligt med Omikron," siger overlæge Margrethe Greve-Isdahl fra Folkehelseinstituttet.
"Vi har i norske data set, at gennemgået infektion hos unge kan give meget god beskyttelse mod ny infektion, og det kan derfor være en fordel for beskyttelse mod nye virusvarianter i fremtiden. Derfor har vi rådet regeringen til, at vaccination af børn og anden dosis til unge bør være den enkeltes valg og ikke er en stærk anbefaling fra myndighederne," siger hun.
Men vaccinen bliver et tilbud til dem i aldersgrupperne, som ønsker det. Tilbudet er dog mest aktuelt for børn med kroniske sygdomme, børn i kontakt med sårbare personer, og børn, som skal opholde sig i eller flytte til et land med høj smitterisiko eller dårlig adgang til et sundhedsvæsen, skriver Folkehelseinstituttet.
Instituttet vurderer, at den samfundsmæssige nytte af vaccination af børn er lille, når smitten alligevel spredes blandt vaccinerede. Den samfundsmæssige effekt af vaccination børn er "kortvarig og begrænset", efter at Omikron er kommet, vurderes det.
Tags: corona, coronavaccine
