Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Heunicke forventer, at effektivt coronamiddel endelig kommer til Danmark i maj

Selv om over 1.500 danskere skønnes døde af (og ikke med) covid-19 siden januar i år, er det effektive coronamiddel Paxlovid endnu ikke kommet til Danmark. Men sundhedsminister Magnus Heunicke forventer, at det kommer i løbet af maj måned.

Det siger han i et svar til Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, som har bedt Heunicke redegøre for, hvorfor de danske patienter ikke har fået adgang til midlet endnu. Da Paxlovid kom på markedet i november 2021, blev den udråbt som en gamechanger, der kunne reducere hospitalsindlæggelse eller død med hele 89 procent. Midlet skulle gives inden for tre dage efter starten af ​​symptomer, og det var en behandling, der skulle fokusere på de udsatte grupper. 

Allerede 27. januar i år blev Paxlovid godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder, hvilket skulle have været godt nyt for bl.a. de udsatte danske grupper, som måtte pådrage sig covid-19. Det troede mange i hvert tilfælde i januar, men her 3,5 måned efter EMA-godkendelsen er tabletten stadig ikke kommet ud til de danske patienter. Og i den periode, hvor tabletten har været på markedet, har der været et meget højt antal coronarelaterede dødsfald i Danmark. Fra og med uge 5 i år skønner Statens Serum Institut, at over 1.500 danske patienter reelt er døde af og ikke kun med covid-19. 

Problemet har været, at indkøbsprocessen, som de danske myndigheder i dette tilfælde har overladt til EU, er gået i stå. EU-sporet er imidlertid ikke nødvendigt for at få Paxlovid til Danmark. I en lang række sammenhænge køber EU-landene lægemidler ind bilateralt, og det kan landene også gøre her, har en talsmand for EU-kommissionen med ansvar for sundhedsområdet, Stephan de Keersmaecker, tidligere sagt i et interview med Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Men også her har de danske myndigheder åbenbart løbet panden mod en mur.

"Sundhedsmyndighederne har afsøgt mulighederne for at indgå en bilateral aftale med Pfizer, men vurderer, at udsigterne på nuværende tidspunkt er dårligere end for en fælleseuropæisk aftale," hedder det i svaret fra Magnus Heunicke (Soc) til Per Larsen.

"Når det kommer til Paxlovid, skal man huske på, at der generelt har været en begrænset mængde tilgængeligt, hvilket – som vi også tidligere har oplevet under pandemien – påvirker de forhandlingsmuligheder, vi har. På den baggrund vurderede sundhedsmyndighederne, at den fælleseuropæiske tilgang, hvor Kommissionen forhandler en fælles aftale på tværs af EU-landene, var den tilgang med de mest lovende udsigter for Danmark. Den vurdering var bl.a. baseret på, at tidligere indgåelser af fælleseuropæiske aftaler havde været forholdsvis uproblematiske," forklarer Heunicke, som erkender, at de fælleseuropæiske forhandlinger for Paxlovid undervejs viste sig at give flere store udfordringer. Og det har gjort, at forhandlinger har trukket ud. Han forventer dog, at en fælleseuropæisk aftale snart falder på plads. Sandsynligvis i maj.

"Jeg vil gerne understrege, at lægemidler, der er sikre og effektive til behandling af covid-19, selvfølgelig skal komme patienterne til gavn så hurtigt som muligt," siger Heunicke i sit svar.

Regeringen og Folketinget besluttede i november 2021 at bruge 450 millioner kroner på Paxlovid og et andet middel, Lagevrio. Læger har dog kritiseret indkøbet af Lagevrio. Kritikken går dels på, at lægemidlet har vist begrænset effekt i det såkaldte Move-Out-studie, der ligger til grund for godkendelsen, og dels at der er tvivl om, hvorvidt behandlingen kan ventes at have en effekt i en befolkning som den danske.

 

Relaterede artikler

Tags: corona

Del artikler