Professor: Årsrapport fejer tvivl om operation ved blærekræft af bordet
Patienter med blærekræft har en bedre overlevelse, når de opereres. Det viser data fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, som er så overbevisende, at professor opfordrer kirurger til, at operere, hvis de er i tvivl.
Resultaterne fra seneste årsrapport fra Dansk Blære Cancer Database, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), som dækker perioden 1. september 2020-31. august 2021, viser, at jo flere patienter med blærekræft, der opereres, des flere overlever.
I rapporten konkluderes det, at det overordnede indtryk er, at behandlingen af patienter med blæretumorer og prognosen efter denne behandling er meget ensartet og af høj kvalitet ved sammenligning med international standard. Det fremgår også, at andelen af patienter med blærekræft, som lever tre år efter behandling af enten strålebehandling eller operation, på et år er steget fra 62 procent til 68 procent.
At flere patienter overlever, skyldes at flere patienter opereres, mener professor i urinvejskirurgi og formand for Dansk Blære Cancer Database i RKKP, Jørgen Bjerggaard Jensen fra Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
"I den periode, hvor overlevelsen er steget, ligger det samlede antal af patienter, som får enten strålebehandling eller operation, ret konstant. Men antallet af patienter, som får tilbudt cystektomi, fjernelse af blæren, er i samme periode steget fra godt 30 procent til godt 40 procent på landsplan. Det siger mig, at det er rigtigt, det som allerede står i retningslinjerne, nemlig, at vi anbefaler operation frem for strålebehandling," siger Jørgen Bjerggaard Jensen på RKKP's hjemmeside.
Fordobling af opererede i Syddanmark
Region Syddanmark er den region, som har undergået den største omstilling i behandlingen af patienter med blærekræft. For fem år siden blev 25 procent af patienterne med blærekræft opereret i Region Syddanmark. I 2021 var andelen oppe på 51 procent. Samtidig er overlevelsen for patienterne steget markant, påpeger Jørgen Bjerggaard Jensen. Nu lever 72 procent af patienterne i Region Syd tre år efter operation.
