Psykisk syge fra hele landet løber i Roskilde
Over 1.000 deltagere fra hele landet tager tirsdag 6. september løbeskoene på eller får kørestolen smurt.
Sct Hans Løbene er et idrætsarrangement i psykiatrien. Der er deltagere fra hele landet, og løbene indgår som et mål for træningen på mange centre rundt omkring i landet og mange steder bruger også dagen som en udflugt og en skovtur. Nogen løber virkeligt hurtigt, andre tager turen i kørestol eller rollator.
Der er over 1000 deltagere, og der er løbsruter på to km, fem km og ti km, alt sammen i de smukke omgivelser omkring Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde - i Boserupskoven eller langs Roskilde Fjord.
Løbene er startet i 1994 og foregår hvert år i slutningen af august eller begyndelsen af september på Psykiatrisk Center Sct Hans.
Løbsdagen er en fest med musik, sandwich og frugt til alle, T-shirts, medaljer og lodtrækningspræmier.
Sct Hans løbene bliver sponsoreret af Region Hovedstadens Psykiatri, Grosserer Foghts Fond, PsykiatriFonden, Psykiatrisk center Sct. Hans, TrygFonden og Landsforeningen Sind.
