Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Brostrøm kåret som den mest magtfulde i det danske sundhedsvæsen

Efter flere års tilløb som nummer to på nyhedsavisen Dagens Medicins årlige liste over de mest magtfulde personer i den danske sundhedssektor er Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i år røget op på en førsteplads.

Den fulde liste over de 100 mest magtfulde kan læses på Dagens Medicin. 

Ingen andre direktører for Sundhedsstyrelsen har tidligere fået en topplacering. Blandt de flotteste placeringer tidligere har været Jens Kristian Gøtriks tredjeplads i 2005 og Else Smiths fjerdeplads i 2011.

Dagens Medicin angiver selv årsagen til Brostrøms topplacering til at være en stigende magt hos styrelsen. Med COVID-19-pandemiens fik Sundhedsstyrelsen stor magt til at detailregulere regionerne og kommunernes indsats med vaccinationer, karantæne, smitteopsporing etc. Det var i både 2021 og 2022 med til at sikre Søren Brostrøm en placering på magtlisten som nummer to, umiddelbart efter statsministeren.

Kåringen af de mest magtfulde er sket på grundlag af point fra Dagens Medicins magtpanel, der består af 12 fremtrædende sundhedseksperter, som har vurderet 371 af de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren ud fra seks forskellige parametre. 

Et af medlemmerne i magtpanelet, praktiserende læge og tidligere formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Christian Freitag, siger til avisen, at der er ingen tvivl om, at Danmark havde brug for en meget stram og central styring, da coronakrisen ramte.

"I sådanne tilfælde må regeringen og Sundhedsstyrelsen simpelthen tage magten til sig, og det gjorde de. Det, der nu bliver interessant – og som vi skal til at kigge efter – er, om topstyringen er kommet for at blive, eller om vi igen vil se en mere decentral magtstruktur.«

Men spørgsmålet er, om der i grunden nogensinde har været en decentral magtstruktur i sundhedsvæsenet, siger Freitag.

»Måske har coronakrisen blot været en tydeliggørelse af et magtforhold, som altid har eksisteret. Som formand for de praktiserende læger fandt jeg i hvert fald ud af, at der er rigtig mange mennesker, der venter på tilladelse fra andre, selv i ressortministerierne. Regeringens koordinationsudvalg, Statsministeriet og Finansministeriet bestemmer langt mere, end jeg på forhånd troede,« siger Christian Freitag til Dagens Medicin. Han ville have sprængt karakterskalaen, der går fra 1 til 5, og givet Mette Frederiksen et 6-tal, hvis han kunne, fordi statsministeren for ham er den absolut mest magtfulde person i sundhedsvæsenet.

 

 De fem mest magtfulde i sundhedsvæsnet 2022

Kilde: Dagens Medicin