Kræftens Bekæmpelse: Medicinrådet bør hurtigt evaluere middel mod særlig type brystkræft
Medicinrådet bør gøre hurtig proces i vurderingen af lægemidlet Enhertu som andenlinjebehandling til en særlig gruppe brystkræftpatienter. Patienterne må ikke vente urimeligt længe på vurderingen, mener Kræftens Bekæmpelse. Nogle kvinder køber sig nu til behandlingen på et privathospital.
Enhertu er siden december blevet benyttet i det offentlige behandlingssystem i Sverige som tredjelinjebehandling. Det samme i USA og Storbritannien.
Når læger behandler patienter, anvender de lægemidler i en bestemt rækkefølge, hvor de anvender den bedste og måske billigste i første linje. Er det ikke effektivt nok, anvender de lægemidlet, som er i anden linje, så tredje linje.
I efteråret 2021 afviste Medicinrådet behandlingen som tredjelinjebehandling, da datagrundlaget på tidspunktet var for spinkelt, skrev rådet, som ikke havde fase III-resultater til rådighed. Som andenlinjebehandling ser evidensen dog anderledes ud.
Fase III-studiet DESTINY-Breast03 viser, at andenlinjebehandling med Enhertu giver en median-progressionsfri overlevelse (periode uden tilbagefald) på 25,1 måneder, mens standardbehandling kun giver 7,2 måneder.
Disse patienter handler det om
- Patienterne har brystkræft, der har bredt sig til andre dele af kroppen eller ikke kan fjernes ved operation
- Patienterne er såkaldt HER2-positive. Mellem 20 og 30 pct. af alle tilfælde af brystkræft har HER2-positiv brystkræft, hvor visse gener ikke fungerer korrekt og producerer for mange HER2-proteiner, og så kan almindelige brystceller blive omdannet til kræftceller.
- Der findes potente behandlinger, som er rettet mod HER2
Nej fra lægemiddelkomité
Siden marts 2022 har Medicinrådet dog også været i gang med at evaluere Enhertu som andenlinjebehandling. Men den proces tager tid, og der er endnu ikke sat en afslutningsdato for evalueringen.
Tags: Medicinrådet, enhertu


