De politiske sundhedsudspil vil med kontant belønning lokke sygeplejersker til at yde en ekstraordinær indsats for at få ventelisterne ned, men de yder allerede alt, de kan siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd. Hun savner langsigtede politiske visioner.
Sjældent har sundhedsvæsnet haft så stort behov for sygeplejersker, og sjældent har så mange sygeplejersker valgt at forlade deres job. Sidste år opsagde 2.442 sygeplejersker på hospitalerne deres job, viser data fra Kommunernes- og Regionernes løndatakontor (KRL). Det svarer til 5,7 procent af sygeplejerskerne. Konsekvensen er, at operationer må udskydes, fordi der mangler personale, mens ventetider på behandling skyder i vejret.
Akutte løsninger
Det kalder på handling, og de politiske partier kappes om at præsentere sundhedsudspil, der skal løse problemet med arbejdskraft og få nedbragt ventelisterne. Blandt forslagene til at skaffe flere sygeplejersker er midlertidige ekstratillæg for overarbejde, fastholdelsesbonus og en belønning til de sygeplejersker, der går fra deltid til fuldtid.
Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, er dog ikke imponeret.
”Lige nu hører jeg dog kun akutte løsningsforslag fra politikerne, og intet, jeg ikke har hørt før. Situationen er dybt alvorlig, vi mangler sygeplejersker på alle områder, og det gør, at sygeplejerskerne konstant er udsat for et enormt pres om at arbejde mere,” siger Grete Christensen.
Efterlyser langsigtet strategi
Dansk Sygeplejeråd efterlyser en langsigtet strategi for, hvordan man fra det offentliges side vil gøre det attraktivt at arbejde i det offentlige sundhedsvæsen.
”Alle sygeplejersker står og spejder efter politikere, der vil love dem, at grundlønnen vil se anderledes ud i fremtiden. Det er måske fint en tid at kunne tjene ekstra ved at tage ekstra vagter, men det, de har brug for, er en større grundløn.”
En lønopgørelse viser, at sygeplejersker, der skifter til det private, i gennemsnit tjener 56.000 mere om året i det offentlige.
”Ingen politikere taler ind i den kæmpe udfordring, der er om løn, og vi har brug for at kunne se et perspektiv for, at lønningerne stiger både på kort sigt og på længere sigt. Vi har brug for et mål for, hvor lønnen skal ligge.”
De unge fravælger sygeplejestudiet
Sundhedsvæsnet er ikke kun udfordret af eksisterende personale, der søger væk. I 2022 var der også et fald på 28 pct. i antallet af unge, der søgte ind på sygeplejestudiet sammenlignet med året før. Samtidig var der en stigende søgning til de finansielle uddannelser, hvor lønniveauet er markant højere.
”Det er tankevækkende, at de unge så klart at meldt ud, at de også kigger på løn. De unge er kloge nok, men det det er ærgerligt. Vi har brug for et samfund, der værdsætter dem, der tager sig af mennesker,” siger Grete Christensen. Dansk Sygeplejeråd har i årevis argumenteret for, at der er brug for at få bragt sygeplejerskernes løn på niveau med andre fag med samme uddannelsesniveau.
Ingen lavthængende frugter
De politiske forslag baserer sig på, at sygeplejerskerne skal yde en ekstraordinær indsats, og at de nemt kan skrue op for deres arbejdstid, hvis bare de vil. Det mener Grete Christensen allerede er tilfældet.
”Der hænger lister med ubesatte vagter på stort set alle afdelinger. Sygeplejerskerne er allerede i dag ekstremt fleksible, ellers hang sundhedsvæsenet slet ikke sammen,” siger hun. Grete Christensen nævner en kollega, der i weekenden blev ringet op fire gange med bøn om at tage en ekstravagt. Det medfører en konstant dårlig samvittighed over for kollegaer og familien og er en medvirkende årsag til at mange sygeplejersker søger væk fra det offentlige sundhedsvæsen.
Efterlønnere en god ressource
Af de politiske forslag, der er stillet for at afhjælpe manglen på arbejdskraft, er der kun et, Dansk Sygeplejeråd tager decideret varmt imod.
”Det er godt, at der peges på, at efterlønnere også fremover kan blive fritaget for at blive modregnet i efterløn, hvis de arbejder. Det kan godt give nogle timer. Der er nogle, der gerne vil arbejde, men føler sig til grin, når de modregnes,” siger Grete Christensen.
Ordningen, der giver sundhedspersonale på efterløn mulighed for at kunne tage vagter i sundhedsvæsenet uden at blive modregnet i efterlønnen, har kørt på prøvebasis i 2022 med positivt resultat.
Hvad tilbyder politikerne sygeplejerskerne?
Venstre vil afsætte en milliard årligt til sundhedsvæsnet, som er målrettet aktiviteter, der aktivt medfører kortere ventetid til patienters behandling. En del af beløbet kan udmøntes regionalt og bruges på lønstigninger, ekstratillæg for overarbejde og fastholdelsesbonus.
Socialdemokratiet vil i en akutplan afsætte en milliard til en fastholdelsesbonus for sygeplejersker med ekstratillæg for overarbejde og aften-, nat- og weekendvagter. Bonussen vil kun gælde for 2023.
Moderaterne vil i en akutplan afsætte 1,625 mia. som dog kun gælder for 2023. Pengene skal belønne sygeplejersker, der arbejder fuldtid i stedet for deltid. De fuldtidsansatte vil få 2.500 kr. ekstra om måneden, hvilket Moderaterne anslår vil få 30 pct af de deltidsansatte til at gå op i tid.