
Ledende overlæge Hella Danø kalder Medicinrådets anbefaling af Kisqali et vigtigt løft for kvinder med brystkræft.
Stort antal brystkræftpatienter får behandlingsløft: Kisqali anbefales til højrisiko brystkræft
Hundredvis af danske kvinder med brystkræft får nu mulighed for et markant behandlingsløft. Medicinrådet har netop anbefalet Kisqali (ribociclib) til patienter med tidlig brystkræft og høj risiko for tilbagefald. Beslutningen betyder, at mange, som før kun fik hormonbehandling, nu kan tilbydes en kombination, der reducerer risikoen for, at sygdommen vender tilbage.
Ifølge ledende overlæge Hella Danø fra Nordsjællands Hospital betyder anbefalingen, at et større antal kvinder med brystkræft, som tidligere kun fik endokrin behandling, nu kan tilbydes en behandlingskombination med ribociclib og en aromatasehæmmer, der tilsammen mindsker risikoen for tilbagefald.
"Det er godt nyt, fordi de patienter går fra alene at få antihormonel behandling til nu at kunne tilbydes ribociclib som tillæg. Med de opfølgende data vi har på nuværende tidspunkt, giver tillægsbehandling med ribociclib en relativ reduktion på 25 procent. Det betyder noget, fordi risikoen for recidiv af denne type brystkræft er livslang," siger Hella Danø.
Flere får adgang til behandling
Indtil nu har det især været patienter med mange kræftceller i lymfeknuderne, der har kunnet få en CDK4/6-hæmmer. For eksempel har patienter med mindst fire syge lymfeknuder eller patienter med én til tre syge lymfeknuder kombineret med enten en stor knude (over fem centimeter) eller en mere aggressiv kræfttype kunnet få medicinen abemaciclib sammen med hormonbehandling.
Med den nye anbefaling bliver adgangen udvidet. Nu kan også patienter med mere begrænset sygdom i lymfeknuderne – for eksempel to små metastaser i de første lymfeknuder (sentinel nodes) – samt patienter med store kræftknuder uden spredning til lymfeknuder få Kisqali.
"Det gør, at vi nu også kan tilbyde behandling med en CDK4/6-hæmmer til patienter uden lymfeknudemetastaser, hvis de har højrisikofaktorer. Det er noget nyt i dansk praksis og et vigtigt løft til de patienter," siger Hella Danø.
