
Eva Boysen Fynboe Ebert ved sin wrap-up-præsentation af resultater fra ELCC forrige lørdag.
Nye data bekræfter: En mindre gruppe patienter med udbredt lungekræft lever markant længere
Omkring hver tiende patient med udbredt småcellet lungekræft ser ud til at få mange ekstra leveår, når immunterapien Tecentriq bliver lagt oven i kemoterapi. Nye syvårsdata, som blev offentliggjort ved European Lung Cancer Congress, ELCC 2026, i København peger på, at 10 til 12 procent bliver langtidsoverlevere.
Tallene stammer fra studiet IMpower133 og forlængelsesstudiet IMbrella A. Ved syv års opfølgning var den estimerede samlede overlevelse 10,8 procent blandt patienter, der var behandlet med atezolizumab i kombination med carboplatin og etoposid.
At 10,8 procent stadig var i live efter syv år, lyder måske ikke af meget. Ved udbredt småcellet lungekræft er det alligevel opsigtsvækkende. Sygdommen har ofte et hurtigt og aggressivt forløb, og derfor vækker det opmærksomhed, når en mindre gruppe patienter ser ud til at bryde mønstret og leve markant længere end resten. Det er det, lægerne mener, når de taler om en hale på overlevelseskurven.
"Hvis de klarer sig igennem de første fire år, så ser det faktisk ud til, at så kommer der styr på sygdommen, når de får immunterapi," siger Eva Boysen Fynboe Ebert, lungeonkolog på Aarhus Universitetshospital.
I IMbrella A indgik 18 patienter fra atezolizumab-armen i IMpower133. Ti af dem havde en samlet overlevelse på mindst 84 måneder, altså syv år. Ved data cut-off var syv patienter stadig i live, og tre var fortsat i behandling. Sikkerhedsprofilen var uændret med 27,8 procent alvorlige bivirkninger og 22,2 procent bivirkninger af særlig interesse.
”Baggrunden for, at man har godkendt behandlingen (immunterapi, red.) i Danmark, er primært den her hale, hvor en gruppe på cirka 12 procent af patienterne får langtidsoverlevelse af immunterapi i stedet for at dø efter relativt kort tid,” sagde Eva Boysen Fynboe Ebert.
