Håret begynder at komme tilbage, men hvad sker der, når man stopper med medicinen? Det er et vigtigt spørgsmål ved alopecia areata, også kaldet pletskaldethed. Her angriber immunforsvaret kroppens egne hårsække, og sygdommen kan i svære tilfælde koste alt håret på hovedet.
Med nogle af de behandlinger, der bruges i dag, kan håret falde af igen, når patienten holder op med at tage medicinen. Derfor vækker det interesse, at en lille gruppe patienter i et tidligt studie med lægemidlet bempikibart bevarede en forbedring efter sidste dosis. Hos nogle fortsatte håret endda med at vokse frem.
Resultaterne fra studiet SIGNAL-AA Part B blev præsenteret på den europæiske hudlægekongres EADV 2026 i et videnskabeligt kongresresumé. Studiet omfattede kun 33 patienter og havde ingen sammenligningsgruppe. Det kan derfor endnu ikke vise, om behandlingen giver en mere varig effekt end andre lægemidler.
Bempikibart er et antistof, som er fremstillet til at blokere et bestemt modtagerprotein på cellerne. Proteinet hedder IL-7-receptor-alfa og indgår i immunforsvarets kommunikation.
Når behandlingen blokerer proteinet, hæmmer den signaler fra to signalstoffer, IL-7 og TSLP. På den måde skal medicinen påvirke de immunreaktioner, som er med til at drive sygdommen. Det gælder blandt andet reaktioner, hvor immunceller kaldet T-celler spiller en rolle.
Alle 33 deltagere havde mistet mindst halvdelen af håret på hovedet. Omkring hver fjerde havde mistet mindst 95 procent. Mere end hver tredje havde tidligere fået en JAK-hæmmer som tabletter – en anden type medicin, der dæmper bestemte signaler i immunforsvaret.
Deltagerne fik 200 milligram bempikibart som indsprøjtning under huden. De første fire doser blev givet med en uges mellemrum for at få behandlingen i gang. Derefter fik patienterne en dosis hver anden uge frem til uge 36.
Ti patienter fik hår på mindst 80 procent af hovedbunden
Forskerne målte hårtabet med en skala, der hedder SALT. En score på 100 betyder, at alt håret på hovedet er væk, mens en score på 0 betyder, at der ikke er noget hårtab. Jo lavere tallet er, desto bedre.
Ved studiets begyndelse var deltagernes gennemsnitlige score 75,6. De havde altså i gennemsnit mistet omkring tre fjerdedele af håret på hovedet.
Efter 36 ugers behandling havde ti patienter fået hår på mindst 80 procent af hovedbunden. Det svarer til en SALT-score på højst 20.
I den hovedanalyse, som forskerne havde fastlagt på forhånd, indgik 25 af de 33 deltagere. Her svarede de ti patienter til 40 procent. Regner man alle 33 deltagere med, var andelen 30,3 procent.
Blandt de 25 patienter i hovedanalysen havde otte procent fået hår på mindst 90 procent af hovedbunden. Hos 44 procent var hårtabsscoren mindst halveret, og den gennemsnitlige procentvise forbedring i scoren var 35,3 procent.
Der blev set effekt både hos patienter med svær sygdom og hos patienter, der havde mistet næsten alt håret. Forbedringer blev også set hos patienter med både høje og lave niveauer af IgE, et antistof i immunforsvaret, som blandt andet er involveret i allergiske reaktioner.
Nogle fik mere hår efter behandlingsstop
Efter de 36 ugers behandling fulgte forskerne en gruppe patienter videre uden at give dem mere medicin.
Tolv patienter havde på det tidspunkt forbedret deres hårtabsscore med mindst ti point. Efter otte uger uden behandling opfyldte alle 12 stadig studiets kriterium for bevaret effekt. Hos seks af dem var resultatet blevet yderligere forbedret.
Da forskerne gjorde de foreløbige resultater op, havde syv af patienterne været uden behandling i 16 uger. Alle syv opfyldte fortsat kriteriet for bevaret effekt, og tre havde fået en yderligere forbedring.
Bevaret effekt betød dog ikke nødvendigvis, at patienterne havde beholdt præcis samme mængde hår. Forskerne regnede effekten som bevaret, hvis hårtabsscoren var forværret med mindre end 20 point siden den sidste måling under behandling. Mindre forværringer kunne derfor stadig tælle som bevaret effekt.
Den gennemsnitlige hårtabsscore hos de 12 patienter var 22,5 ved behandlingsstop og 22,9 efter otte uger. Blandt de syv, der havde gennemført 16 uger uden behandling, var gennemsnittet 23,9.
En patient fik fuld hårdækning efter behandlingsstop. To andre nåede op på hår på mindst 90 procent af hovedbunden. Desuden fik en patient, som ikke havde opnået den fastlagte effekt ved uge 36, mindst 30 procents forbedring i hårtabsscoren under perioden uden behandling.
For tidligt at vide, om effekten holder længere
Resultaterne er interessante, fordi tilbagefald efter behandlingsstop er et kendt problem ved de godkendte JAK-hæmmere i tabletform. Her er det ofte nødvendigt at fortsætte behandlingen for at bevare den hårvækst, patienten har opnået.
Det nye studie rejser derfor spørgsmålet, om bempikibart kan påvirke immunreaktionerne bag sygdommen på en måde, som holder længere efter sidste dosis.
Men studiet giver endnu ikke svaret. Patienterne blev ikke sammenlignet direkte med patienter, der fik en JAK-hæmmer, og opfølgningen uden behandling var kort. Forskerne kan derfor heller ikke konkludere, at bempikibart ændrer selve sygdommens forløb.
Forskerne fandt også ændringer i immunforsvaret
Blodprøver og små vævsprøver fra huden viste ændringer, som passede med den måde, behandlingen forventes at virke på.
I blodet faldt antallet af en gruppe T-celler. Det midterste fald, også kaldet medianen, var 44 procent. Medianen betyder, at halvdelen havde et større fald og halvdelen et mindre.
Hos patienter, som fra begyndelsen havde høje niveauer af bestemte signalstoffer i immunforsvaret, så forskerne fald på op til 46 procent for IFNγ og IL-17, 41 procent for IL-6 og 28 procent for TNFα. Signalstofferne indgår i kroppens betændelsesreaktioner.
Et andet stof, CXCL10, bruges som tegn på aktiviteten i en af disse signalveje. Efter 36 uger var det midterste fald 32 procent hos patienter, som havde haft effekt af behandlingen, mod tre procent hos patienter uden effekt.
Vævsprøverne fra huden viste samtidig færre af flere typer T-celler omkring hårsækkene. Balancen mellem T-celler, der kan dæmpe immunreaktioner, og en bestemt type T-celler, som kan angribe celler, havde også ændret sig i retning af de dæmpende celler. Forandringerne stemte overens med, at håret voksede frem igen.
Større studier skal vise effekt og sikkerhed
Alle bivirkninger, som blev vurderet at være knyttet til lægemidlet, var milde eller moderate. Der var reaktioner på indsprøjtningsstedet ved fire procent af indsprøjtningerne, og alle disse reaktioner var milde.
Forskerne så også et fald i antallet af lymfocytter, som er en gruppe hvide blodlegemer i immunforsvaret. Faldet gav ikke symptomer og stabiliserede sig omkring uge 24 til 28. I dette lille studie var det ikke forbundet med flere infektioner.
SIGNAL-AA Part B er et tidligt fase IIa-studie. Det betyder, at behandlingen stadig undersøges i en forholdsvis lille patientgruppe. Både forskere og patienter vidste, hvilken behandling der blev givet, og der var ingen gruppe, som fik enten placebo – medicin uden aktivt stof – eller en anden behandling til sammenligning.
Resultaterne efter behandlingsstop bygger desuden på få patienter, som allerede havde oplevet en forbedring. De fortæller derfor ikke, hvad alle patienter med sygdommen kan forvente.
Der er brug for større studier, hvor patienterne fordeles tilfældigt mellem behandlingerne, før man kan afgøre, hvor godt bempikibart virker, hvor sikkert det er, og om effekten kan holde uden løbende behandling.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Ny behandling viser usædvanligt mønster efter behandlingsstop ved alopecia areata på Dermatologisk Tidsskrift.