Connor i ´Kærlighed på spektret´.
Kærlighed på spektret er vidunderligt dating-TV med humor, dybde og rå ærlighed
Fjerde sæson af Netflix-hittet ’Kærlighed på spektret’ er præcis lige så intens, rørende og tænkevækkende som de foregående sæsoner. Modsat de fleste af tidens andre dating-formater har serien en ærlighed og en nerve, som prikker til tårekanalerne og efterlader hjertet en lille smule mere åbent, end det var forinden.
Kærlighed er en svær størrelse. Det er den for os alle. Men for mennesker på autismespektret rummer den uforudsigelige datingverden med sine uskrevne regler sine helt egne udfordringer. Det er vi (igen) vidner til i fjerde sæson af Netflix-serien ’Kærlighed på spektret’.
Jeg kan lige så godt tone rent flag. Jeg er fuldstændig vild med denne her serie! Den formår at skrælle al den distance og alle de klichéer, som typiske datingprogrammer er pakket ind i, væk og vise os ægte mennesker, der ikke er bange for at sige højt, at de er ensomme, at de har oplevet afvisninger, og at de længes inderligt efter kærligheden og et sted at høre til. Vi får de medvirkendes tanker og følelser serveret uden omsvøb, og det gør fortællingerne intense – ja, til tider næsten uudholdelig at være vidner til. For man vil så gerne, at det skal lykkes dem at finde kærligheden, og det gør så ondt at se dem snuble i de sociale koder eller blive så overvældede af følelser, at de har svært ved at finde ordene.
Et sjældent indblik
Det hele er så genkendeligt. Vi har alle siddet på en bar med nervøse hænder og ventet på ham/hende dér, der måske vil vende op og ned på vores verden. Og vi har alle ligget begravet i tunge dyner efter at have læst den dér besked, som slutter det eventyr, vi ellers var i gang med at bygge op inde i hovedet. Men i ’Kærlighed på spektret’ er det hele skaleret op i tiende potens. Vi ved, at de medvirkende kæmper – og hele deres liv har kæmpet – en brav kamp for at knække koden til de sociale spilleregler og for at passe ind i en verden, der ikke altid rummer dem. Og nu ser vi dem kaste sig ud i situationer, som til tider er lige på kanten af, hvad de magter. Men de gør det. For de vil så gerne finde et menneske, de kan dele livet med.
Programmer, der som ’Kærlighed på spektret’ har sårbare og lidt skæve eksistenser i hovedrollerne, risikerer at blive udstillende og karikerede. Men den fælde falder programmerne ikke i. I stedet giver de os et sjældent indblik i de verdener, som mennesker med autismespektrumforstyrrelser navigerer i. Vi er vidner til, hvordan James med stor iver og entusiasme kaster sig ud i den ene speeddate efter den anden, men hver eneste gang må sande, at interessen ikke er gengældt. Vi observerer, hvordan Madison med militær præcision arrangerer sine hundredevis af dukker og bamser for at få styr på de ængstelige tanker. Og vi smiler, når Adan over for sin diplomatiske far fremsætter sin modstand mod sex før ægteskabet.
Pakket ind i koder
Vi er vant til at bevæge os rundt i og betragte en dating-verden, der er pakket ind i koder, og hvor det på mange måder gælder om at pakke sine følelser væk og ikke vise, hvilke kort man har på hånden: Gud forbyde, at min date fandt ud af, at jeg var ensom. Eller at jeg aldrig havde været på en romantisk date før. Den slags siger vi ikke højt – for hvad vil modparten ikke tænke? Men den slags siger de medvirkende i ’Kærlighed på spektret’ højt. De spiller med fuldstændig åbne kort. Alt er transparent og helt uden filter. Og det er dét, der gør programmerne så dybfølte og så ægte. Endelig er der nogen, der siger alt dét højt, vi andre gør alt, hvad vi kan for at pakke ned og gemme væk for omverdenen.