Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Christian (t.v.) og Henrik. Den ene forsøger at genopbygge noget, den anden går til grunde for åben skærm.

Kulturkassen: En dokumentar så ærlig, at man næsten ikke kan holde ud at se den

Skrevet af Helle Torpegaard den . Skrevet i Sundhed.

KULTUR-KASSEN

Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.

Bo Karl Christensen
Denne gang med
Helle Torpegaard
Kulturkassen grafik

Jeg var vist en af de få, der ikke så dokumentaren ´Testamentet´ tilbage i 2011, og derfor kiggede jeg med vantro på ´Familieforbandelsen´. Var det en socialrealistisk, nogle gange social-surrealistisk spillefilm? Men nej, det er skam en dokumentarfilm med virkelige mennesker. Det var bare ikke til at hitte rede i, hvem der var hvem, og hvad der var sket. 

Den første film, ´Testamentet´, blev dengang set af over en halv million danskere og vandt en Bodil for bedste dokumentarfilm. Den fulgte brødrene Henrik og Christian Ernst, som troede, de stod til at arve deres rige morfar. Da arven udeblev, krakelerede alt – både drømme, relationer og selvbilleder.

Christian Sønderby Jepsen har i ´Familieforbandelsen´ fulgt de to brødre siden 2011. Men jeg kendte ikke forhistorien, og derfor gik en del af den nye dokumentarserie for mig med at prøve at finde ud af, hvad der egentlig var sket før. Hvem der havde svigtet hvem, hvem der skyldte hvad, og hvordan de overhovedet var endt dér, hvor kameraet nu finder dem.

Dokumentaren, der vises i to dele på DR TV, tager os med ind i et familiedrama, hvor arv, skyld og social arv væves sammen til et portræt af to brødre, der kæmper mod deres egen fortid i hash-tågerne – og mod at give den videre til deres børn. Det er en film, der ikke forklarer sig. Den kaster seeren direkte ind i scenerne, uden at holde en i hånden. Man må selv lægge brikkerne og gætte sig frem til, hvad der er sket før, og hvorfor relationerne er så betændte, som de er. 

Henrik forsøger at skabe et liv med sin kone og deres teenagesøn Alexander i et slidt hus, hvor håb og afmagt skiftevis fylder rummet. Han prøver at være far og ægtemand på trods – at give sin søn noget andet, end han selv fik, og holde fast i familien, selv når hverdagen skrider. Christian bevæger sig i den modsatte retning. Hans liv bliver stadig mere præget af misbrug, tro og selvfortrydelse. Han taler om Gud, om skyld og om ønsket om tilgivelse, men man aner, at han kæmper med dæmoner, der er større end ham selv.

I begyndelsen savnede jeg som nævnt en tydeligere fortælling, men efterhånden gik det op for mig, at netop fraværet af forklaringer er en del af filmens styrke. Man er vidne til et stykke råt familieliv, hvor kærlighed og destruktion eksisterer side om side. Det er grænseoverskridende at se, fordi kameraet kommer så tæt på, at man næsten glemmer, at der står en instruktør bag.

Christian Sønderby Jepsens filmiske blik er både nænsomt og ubarmhjertigt. Han bruger ingen speak og ingen hjælpetekster – kun stilhed, blik og pauser. Han lader virkeligheden tale for sig selv, og det kræver mod. Det gør også, at man som seer nogle gange føler sig fanget midt i noget, man ikke helt burde overvære – men heller ikke kan vende sig væk fra.

De to brødre Henrik og Christian er både rystende og rørende at følge. Den ene forsøger at genopbygge noget, den anden går til grunde for åben skærm. Midt i det hele står Henriks søn Alexander som et håb, et lys i alt det tunge.

´Familieforbandelsen – faderen, sønnerne og Helligånden´ er så unik, så grænseløst ærlig og så menneskelig, at man ikke kan ryste den af sig.

Se den på DR. dk

kultur, kulturkassen