
87-årige Melvyn Bragg (t.v.) har efter 27 år sagt farvel til In Our Time på BBC, hvor 67-årige Misha Glenny (t.h.) nu har overtaget værtsrollen.
Kulturkassen: Ikonisk BBC-program får ny stemme
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Mads Moltsen

BBC-podcasten ’In Our Time’ er synonym med værten Melvynn Bragg, som nu er trådt tilbage efter 27 år ved mikrofonen. Programmet, hvor topforskere hver uge diskuterer alt fra Platon til pladeteknotik, er forskningsformidling på højeste niveau, og nu skal en ny vært forsøge at løfte arven efter forgængeren. En nærmest umulig opgave.
Ivrige podcastlyttere ved, at der er stemmer, der brænder sig fast. Som er øjeblikkeligt genkendelige. For mig tilhører en af de stemmer den britiske journalist Melvyn Bragg.
Siden 1998 har han beværtet BBC-podcasten ’In Our Time’, som udkommer hver torsdag og tackler emner inden for filosofi, naturvidenskab, historie, kultur eller religion. Formatet er ufravigeligt: Tre top-akademikere er inviteret i studiet for at diskutere et emne, som de alle tre er førende eksperter i. Melvyn Bragg stiller spørgsmålene og har den klassiske ordstyrerrolle, men det er for fattigt at kalde ham ordstyrer. For uanset emnet stiller han altid så dybt kvalificerede spørgsmål, at man skulle tro, han selv var ekspert. Det er han selvfølgelig ikke, men han gør sit hjemmearbejde. I et interview med mediet the Scotsman har han forklaret sin metode:
”Det er ikke let, men jeg kan godt lide at læse. Jeg nyder det, man i min tid kaldte at terpe. Jeg får noterne sent fredag eftermiddag til den følgende torsdag morgen. Jeg finder al den ledige tid, jeg kan, til at læse, står meget tidligt op torsdag morgen, har to sidste timer med nervøsitet, og så går vi i gang."
Jeg har lyttet til programmet i årevis. Selvfølgelig for at blive klogere på dette og hint, men også for at blive en bedre videnskabsjournalist. For det er et sandt stilstudie at lytte til, hvordan Melvyn Bragg formår at dirigere samtalen i selskab med forskere, der ikke altid er vant til at formulere deres tanker til et bredere publikum. Der er ingen slinger i valsen, og hvis en gæst er på vej ud af et sidespor, får værten kontant, men altid med en britisk høflighed, samtalen tilbage på sporet. Han får ganske enkelt det bedste frem i forskerne.
