
Cheflægen Michael “Robby” Robinavitch (i midten), spillet af Noah Wyle, står i centrum i The Pitt som en fagligt skarp, men presset leder af en akutafdeling på kanten.
Anden sæson af ’The Pitt’ er mesterlig hospitalsfiktion
STREAMING. HBO Max-serien ’The Pitt’ er sundhedsfjernsyn i særklasse. Anden sæson er et tagselvbord af medicinske emner, samtidig med at serien tegner et portræt af et martret USA.
![]()
I første sæson af skadestuedramaet ’The Pitt’ begyndte en gerningsmand at skyde løs under en musikfestival, en katastrofe som fik en i forvejen travl vagt til at eksplodere på den fiktive skadestueafdeling i Pittsburgh, Pennsylvania. Det var ret uforglemmeligt at kigge med på, men det var også et dramaturgisk valg, som gjorde, at jeg næsten sad og fik en fornemmelse af overkill fra manuskriptforfatternes side. Den amerikanske skadestue-hverdag er utvivlsomt vildere end den danske, som en dansk akutsygeplejerske og Pitt-fan også har vurderet overfor Medicinske Tidsskrifter. Alligevel var første sæson så voldsom, at det enkelte steder fik én til at tvivle på realismen.
Helt så grueligt og blodigt udarter anden sæson sig aldrig. Her er til gengæld en bekymring for hackerangreb, der gør, at skadestuen i timevis må lukke ned for IT og internet og klare hverdagen, som var det 90’erne igen. ’The Pitt’ adskiller sig fra broderparten af TV-serier ved at foregå i realtid. Der går en time for karaktererne på hospitalet for hver time, vi sidder i sofaen som seere foran HBO Max og bider negle. Tilsammen er vi med på en vagt bestående af 15 timer, og anden sæson finder det hele sted på USA’s nationaldag, 4. juli. Det teknologiske nedbrud, som kræver tilbagevenden til tavler, pen og papir, brevbude og faxmaskiner, giver naturligvis ekstra benspænd, men det bliver også en slags indirekte studie af, hvordan vi har indrettet vores liv på teknologiens præmisser.
Anden sæson af ’The Pitt’ er trods enkelte mislyde, og et par lidt svagere nye karakterer, mindst på højde med den første sæson, og det er imponerende, hvilket flow serien kan opretholde, når den formår at jonglere en for TV-hospitalsserier hidtil uset medicinsk realisme med rig karaktertegning.
Uden for skadestuen fejrer amerikanerne deres årlige mærkedag, så der er fyrværkeriskader og fuldesyge i det overfyldte venteværelse, men der er også akutte astma-anfald, blodpropper i øjet og alt muligt andet, som bare strømmer ind ad døren. Enkelte gange er det for tydeligt, at patient-cases er der som repræsentanter for en bestemt problemstilling, eksempelvis om overdrevet sundhedsfanatisme, når en ultrasund dame bliver indlagt med farligt leversvigt, fordi hun spiser for mange gurkemejetabletter.
