Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Rasmus Ejrnæs og hans lille bog.

Døden er en gave, skriver professor i biodiversitet i tankevækkende miniatureudgivelse

Skrevet af Filip Granlie den . Skrevet i Sundhed.

BØGER. Døden er en uomgængelig del af livet, ikke kun som endestation, men også som livets forudsætning. Som sådan bør vi omfavne døden, fortæller professor i biodiversitet Rasmus Ejrnæs i ’Døden – en kontemplation’. 


Vi skal alle dø. Det er det eneste, vi med sikkerhed ved om vores liv. Det er lige så banalt, som det er uudgrundeligt og overvældende. Udsigten til døden er svær at kapere, hvis man ikke ligefrem ignorerer den. Men døden er meget mere end enden.

Rasmus Ejrnæs er professor i biodiversitet og skriver i sin fortælling ´Døden – en kontemplation´ ikke kun om døden som et slutpunkt, men også i stort og småt om døden som livets forudsætning: Faldne træer og kadavere giver næring til svampe, insekter og smådyr, og hvis ikke en asteroide for 65 millioner år siden tilintetgjorde dinosaurerne, ville menneskearten aldrig have fundet plads på jorden.

Livet, skriver Ejrnæs, forbinder sig med døden i en evig sammenhæng. Vi har fået plads på andres bekostning, og alle biologiske skabninger er manifestationer af ”en ubrudt linje af liv” fra den allerførste celle på jorden. Således er hele det biologiske liv og altså også mennesket forbundet over al levende tid.

Dele af en sammenhæng

Vi lever midlertidigt på bekostning af andet liv. Ingen er centrum, ”men verden er centrum i alle”, skriver Ejrnæs. Det fører til den etiske fordring, at ”vi bør bestræbe os på ikke at tage mere plads og flere resurser, end vi har brug for til at kunne udfolde vores eget livspotentiale”. 

Det er et stort bud, men det handler også i mindre målestok om at agere bevidst. Ejrnæs peger for eksempel på, at det i livets perspektiv er kontraproduktivt at fælde og fjerne et døende træ for i stedet at dyrke nye træer: Det gamle træ er muligvis slet ikke dødt, og det er bolig for masser af andet liv, mens det nye kun rummer sit eget partikulære liv. Han pointerer desuden det væsentlige, at det er en gave at få øje på, at vi frigør plads og ressourcer til andre, når vores liv slutter.

Forfatteren kommer naturligvis også omkring aktiv dødshjælp. Han refererer lidt firkantet, at modstandere og tilhængere er enige om, at smerte og angst skal afhjælpes, mens han som en tredje position foreslår, at ”"dødsprocessen” i sig selv er værdifuld og ukrænkelig, og at aktiv dødshjælp derfor også kan bestå i at ”være nærværende vidne til ens nærmeste i deres dødsproces”. 

Vigtigt emne

Ejrnæs kalder sin bog for ”en kontemplation”, altså en indre refleksion eller tankevirksomhed, som er abstrakt, associerende og undersøgende frem for strengt logisk. Ifølge forfatteren selv er det ”en fordybelse uden andet formål end oplysningen i sig selv”. 

Det er en interessant, fri genre uden facit, men man kan spørge, om oplysningen er formidling til læseren eller snarere en indadvendt, personlig refleksion? Det er ikke enten eller, og ’Døden’ er langt overvejende klart fortalt. Fortællingen ville dog sine steder have haft godt af en lidt klarere retning. Ejrnæs citerer desuden uddrag fra egne antologibidrag. Det havde her i miniatureformatet pyntet, hvis pointerne derfra var skrevet om til lejligheden. 

De små indvendinger bør ikke afholde nogen fra at dykke med ned i Ejrnæs’ kontemplation og de mange tankevækkende og vigtige refleksioner og perspektiver på natur, liv og død. ’Døden’ er en fortrinlig bog om et emne, vi bør beskæftige os meget mere med – både den død, vi hver især imødegår, og den død, som er forudsætningen for liv. 

Rasmus Ejrnæs: ´Døden – en kontemplation´. Eget forlag, i kommission hos Forlaget Underskoven. 44 sider. 69 kroner

 

kultur, topartikel