Det er en stærk og rystende oplevelse at se operaen ´Innocence´, der spiller på Det Kongelige Teater. Ja, det er nærmest som at være fanget i et mareridt, hvor man ønsker at vågne, men ikke kan. Det er nytænkende opera skabt af den finske komponist Kaija Saariaho og af den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen, og stykket tager publikum helt ind i traumets fastfrysning. Her er ingen enkel forløsning, ingen sikker vej ud af smerten. Kun mennesker, der forsøger at leve videre, mens fortidens smerte igen og igen har sin klo i dem.
Handlingen tager sin begyndelse ved et bryllup i Finland, hvor rumænske Stela skal giftes med finske Tuomas, som hun har mødt i Bukarest. Stela er vokset op på børnehjem, og hun er lykkelig over endelig at have fundet den familie, hun altid har savnet, og over at være kommet til et trygt land, hvor, som hun siger, “mafiaen kun er noget, man ser på TV”.
Men hvorfor er der så få gæster til brylluppet? Under familiens tilsyneladende glæde gemmer sig en hemmelighed, som bruden ikke kender.
Ti år tidligere fandt et skoleskyderi sted på en international skole, hvor ni børn døde. Samtidig med brylluppet oprulles historien om voldshandlingen og dens konsekvenser for de mennesker, der overlevede, mistede deres børn eller på anden måde var implicerede i katastrofen. De to tidsplaner glider ind over hinanden, og efterhånden bliver det tydeligt, at fortiden stadig i høj grad er nutid.
Tiden er gået i stå
De overlevende forsøger at komme videre, men er fanget i erindringerne om en almindelig skoledag, der med ét forandrede sig til et blodbad. De hjemsøges ikke kun af vennernes død, også deres egne handlinger undervejs må de leve med. Én overlevede, fordi han løb uden at tænke på andre. En anden gemte sig i et skab, låste døren og lukkede ikke de andre ind. De handlede i en situation, hvor det gjaldt om at overleve, men bagefter er handlingerne blevet til skyld, skam, angst og ubarmhjertige spørgsmål om, hvad de burde have gjort anderledes.
Som en kvinde, der dengang var barn på skolen, fortæller, vågner hun ofte op i skabet eller under sin seng: “Engang var det der, hvor monstrene boede. Nu er det de steder, jeg får min bedste søvn.”
Det er traumets logik. Det, der engang var et trygt sted, er blevet utrygt, og det, der før var forbundet med frygt, er blevet et tilflugtssted. Verden er vendt på hovedet, og selv søvnen er organiseret omkring katastrofen. De overlever, men det er ikke det samme som at komme videre.
Det er her, ´Innocence´ bliver særligt interessant i et psykologisk perspektiv. De overlevende og efterladte er ikke alene fanget i mindet om volden, men også i forsøget på at finde en mening og et ansvar, der kan gøre det skete forståeligt.
Når glæde bliver et svigt
Stykket er skrevet af Sofi Oksanen, som i 2010 vandt Nordisk Råds litteraturpris for bogen ´Renselse´, der handler om kvindehandel og forbrydelser begået under Sovjetunionens besættelse af Estland. Hun er således en forfatter, der gerne dykker ned i den kollektive smerte og tager livtag med svære moralske spørgsmål.
Centralt i ´Innocence´ er spørgsmålet, om man har ret til at bevæge sig videre og søge lykken, når andre stadig er fanget i lidelsen. En af stykkets stærkeste karakterer er Tereza, mor til pigen Markéta, der blev dræbt under skyderiet.
Hver dag køber Tereza et æble til sin datter, og hver aften smider hun det ud for at fastholde illusionen om, at det bliver spist. Den lille, gentagne handling bliver et håndgribeligt udtryk for en sorg, der ikke har fundet nogen afslutning. På trods af døden fortsætter omsorgen.
Da Tereza konfronteres med et medlem af skoleskyderens familie, eksploderer hun i en vrede, der er både voldsom og forståelig. For tænk, nogen formaster sig til at leve videre, at begynde forfra, håbe på en bedre fremtid. Markéta har ingen.
Operaen spørger således, om man kan tillade sig at føle glæde, når andre stadig befinder sig i katastrofens mørke. Vi får intet enkelt svar. Stykket viser snarere, hvordan sorgen kan blive et moralsk fangenskab, hvor enhver bevægelse væk fra smerten føles som en form for illoyalitet over for de døde. Samtidig viser det, hvor ubærligt det er at være gået i stå, mens verden omkring fortsætter.
De levende mindesmærker
I stykket møder vi også skolelæreren, der før skyderiet elskede sit arbejde, men siden har måttet opgive sit job. For hvad er meningen med læringsmål og tests, når et barn kan begå noget så grusomt? Og hvorfor så hun det ikke komme?
Spørgsmålene vidner om den trang til at finde forklaringer, som opstår efter katastrofen. Kan årsagen findes, kan man måske forhindre, at det sker igen. Hvis man blot havde set et tegn, stillet det rigtige spørgsmål eller handlet anderledes, kunne udfaldet måske have været et andet.
Alligevel bliver skoleskyderiet af omgivelserne kategoriseret som “en uforklarlig hændelse”, selv om alle skuespillerne på scenen holder brikker, der er med til at forklare og nuancere, hvorfor det endte, som det gjorde.
Stykket viser dermed, hvordan en katastrofe, der i offentligheden er en begivenhed med en begyndelse, et højdepunkt og en afslutning, må genleves af de traumatiserede dag efter dag efter dag. De står uforløste tilbage som levende mindesmærker over noget, alle omkring dem helst ville glemme.
Indtil det næste skoleskyderi, hvor de igen bliver hentet frem, interviewet og bedt om at fortælle deres historie.
Traumets scenografi
Operaens spektakulære scenografi understøtter det mareridtsagtige. Scenen, der består af en bygning i to etager, roterer, rummene skifter, og perspektivet bevæger sig konstant mellem brylluppet og skolen, mellem nutid og fortid. Der dvæles kun i de mest afgørende scener, mens resten af forestillingen synes at være i uafbrudt bevægelse.
Det er en scenografi, der passer til en tid, hvor alt skal videre, og hvor opmærksomheden konstant flyttes. Men bevægelsens rotation giver ingen egentlig fremdrift, fortiden vender tilbage, og de samme mennesker er stadig fanget i den, ude af stand til at kunne undslippe traumets kredsløb.
Sofi Oksanens originale finske tekst er af Aleksi Barrière blevet bearbejdet til en flersproget libretto på ni sprog, der afspejler karakterernes forskellige baggrunde. Det er en stor kunstnerisk gevinst, at sprogene får lov at eksistere side om side, hvilket giver personerne forskellige klanglige identiteter og spejler vores internationale samtid. Men flersprogetheden understreger også afstanden mellem mennesker, der forsøger at forstå hinanden, og som ikke nødvendigvis deler samme erfaring eller samme mulighed for at sætte ord på den.
Af sangerne står særligt Markéta, Terezas døde datter, hvis rolle spilles af Erika Hammarberg, frem med sin glasklare og samtidig porøse stemme, der har noget vildt og næsten uragtigt over sig. Hun synger både tjekkisk og finsk, og hendes stemme svæver fra et sted mellem liv og død.
Musikken er vidunderligt smuk, men skønheden gør ikke oplevelsen behageligere. Tværtimod. Den gør det kun mere ubærligt, og der er noget uafrysteligt over stykket, netop fordi man som publikum ikke får lov til at betragte tragedien på afstand. Man trækkes ind i dens kredsløb og efterlades med spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er muligt at komme fri.
At leve videre uden at glemme
´Innocence´ er en stærk opera om voldens eftervirkninger, om sorg og om de mennesker, der bliver tilbage, når katastrofen er blevet til historie for alle andre. Den viser, hvordan traumet kan fastholde mennesker i fortiden, men også hvordan skyld, skam og vrede kan gøre fremtidsdrømme til tabu.
Det er jo ikke et liv. Stykket rejser derfor også spørgsmålet om, hvordan mennesker kan vikle sig ud af sorgen og traumets snærende bånd og finde en vej videre, hvor der igen er plads til håb, glæde og en tro på morgendagen.
´Innocence´ kan varmt anbefales for sin musikalske skønhed, sin sceniske opfindsomhed og sin usentimentale skildring af, hvordan traumatiske begivenheder sætter sig i de overlevende og efterladte. Det er ikke en opera for sarte sjæle, men en oplevelse, der bliver siddende i kroppen, længe efter at musikken er forstummet.
Innocence, musik af Kaija Saariaho, original finsk libretto af Sofi Oksanen, flersproget bearbejdning af Aleksi Barrière, spiller på Det Kongelige Teater frem til d. 6. november 2026. Billetpris mellem 200 og 990 kr.
