
Problemet med det 7. princip handler om mere end økonomi. Selve grundpræmissen kan spænde ben for patienter med meget sjældne sygdomme, mener Henrik Ib Jørgensen og Bettina Juul-Nielsen fra Muskelsvindfonden.
Medicinrådets 7. princip fejler: Hvordan kan man adskille sig fra gruppen, hvis der ikke er en gruppe?
Henrik Ib Jørgensen, direktøri Muskelsvindfonden
Bettina Juul-Nielsen, sundhedspolitisk konsulent i Muskelsvindfonden Bettina Juul-Nielsen
Patienter med meget sjældne sygdomme kan have svært ved at få adgang til medicin gennem det 7. princip, fordi de skal skille sig ud fra en patientgruppe, der næsten ikke findes. Politikerne bør ændre selve konstruktionen, mener Henrik Ib Jørgensen og Bettina Juul-Nielsen fra Muskelsvindfonden.
Vi er glade for, at flere af politikerne bag Medicinrådets syv principper nu åbent siger, at det 7. princip ikke fungerer efter hensigten. Vi er enige i flere af de kritikpunkter, der bliver rejst. Men vi mener, at politikerne overser en væsentlig grund: Princippet nævner sjældne sygdomme direkte, men konstruktionen rummer dem ikke.
I det 7. princip står der:
“Der skal sikres lige adgang for både store og små patientgrupper og tages højde for patienters individuelle behov. Det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling. Det gælder eksempelvis i forhold til at kunne yde behandling af høj kvalitet til patienter med sjældne sygdomme eller i forhold til at kunne behandle for at undgå funktionsnedsættelse.”
I et afslag givet fra Region Hovedstaden, som Muskelsvindfonden har set, står der, at man ikke kan anbefale behandlingen til den konkrete patient, fordi Medicinrådet ikke anbefaler behandlingen, og fordi patienten ikke vurderes at adskille sig nævneværdigt fra de patienter, Medicinrådet allerede har vurderet.
Her er det enormt vigtigt at forstå, hvad der sker, når man er sjælden: Det er ikke nødvendigvis muligt at skille sig ud fra mængden, fordi der næsten ikke er nogen mængde.
