Før vi når at gå indenfor, får vi uventet selskab af Lise-Lotte Damkjær fra WeShelter, og det er, fortæller hun, dem der har de små drivhuse overfor lægepraksissen. Her dyrker deres klienter – psykisk sårbare og hjemløse – blomster, krydderurter og grøntsager, som hospitalet aftager. Hun har sluttet sig til os, fordi hun lige skal fortælle Mette Falkensteen, at hun netop har talt med en psykisk sårbar og hjemløs patient, de begge lærte at kende på lettere særpræget vis.
”Han stjal blomster fra Lise-Lotte, fordi han ville give mig blomster som tak for behandlingen. Men Lise-Lotte gjorde det klart, at den slags ikke gik, så hun idømte ham samfundstjeneste hos hende og lod ham forstå, at det bestemt ikke ville blive sjovt,” siger Mette Falkensteen. Det syntes den hjemløse var ganske morsomt, og det blev starten på en fast tilknytning til WeShelter, som ikke blot har givet ham mere glæde og stabilitet i livet, men også aflaster både hospitalet og flexklinikken fra hans ellers noget hyppige besøg.
Eksemplet er ikke det eneste, og de to naboer har da også et formaliseret samarbejde, hvor Bispebjerg Hospital indgår som en nok så vigtig part. Tilsyneladende uendeligt langt fra de omsiggribende frustrationer over fejlslagne sektorovergange, hvor udsatte patienter lander mellem stole, står vi altså her midt i en konstruktion, hvor en praktiserende læge spiller en nøglerolle i en vaskeægte succeshistorie inden for lighed i sundhed.
Kan det virkelig passe? Meget tyder på det.
”Vi taler løbende om, hvordan man kan måle og veje på det, og det er ikke nemt. Jeg ser måske 5 til 10 nye patienter om dagen, og det lyder jo af lidt, men der er utrolig meget opfølgning. Hvis jeg indlægger patienter, følger jeg også med op på afdelingen og sørger for hele tiden at være tovholder på deres forløb,” siger Mette Falkensteen og understreger dermed igen, hvor anderledes det er i forhold til en almindelig lægepraksis. Rigtig meget er håndholdt, og lægens hånd slipper ikke igen, før patienten har sikker grund under fødderne. I det omfang det er muligt.
”Bare det at afgive et prøvesvar kan jo være svært, hvis patienten ikke har en telefon, eller hvis deres døgnrytme er helt anderledes end de flestes, og de derfor ikke er vågne, når jeg prøver at ringe, men i stedet lægger en telefonsvarerbesked hos mig klokken et om natten,” siger hun. Men tilbage står, at det går godt. Det, de laver, virker, det er hun ikke i tvivl om.
Tværgående samarbejde
”Folk, der kommer her, er enormt taknemmelige. Mange gange er det næsten lidt rørende, hvor lidt der skal til. Det er jo ikke, fordi vi gør tingene meget anderledes end alle mulige andre steder eller taler anderledes til vores patienter end til andre mennesker, men det er de åbenbart ikke vant til,” siger hun og giver et konkret eksempel på en af de mange, der har fået gavn af deres arbejde. En 60-årig mand, som har været hjemløs i omtrent 15 år, hvor han har boet udendørs på gader og i parker.
”Der er en gadeplansmedarbejder, der får øje på ham og bliver bekymret. Han har meget hævede ben og store sår og ser i det hele taget skidt ud. Hun prøver at motivere ham til at komme til lægen, men han har ikke nogen læge,” siger Mette Falkensteen. Det lykkes imidlertid gadeplansmedarbejderen at få ham ud på flexklinikken, og det ser som forventet ikke godt ud med ham.
”Den ene fod kunne vi nærmest ikke få sokken af, fordi den var vokset ind i sårene, og han havde ikke haft tøjet af i flere år. Men i samarbejde med hospitalet fik vi ham over på vores hudafdeling, hvor han blev indlagt, og så gik vi tilsyn på ham hver dag imens,” siger Mette Falkensteen. Tilsynet var vigtigt for at vise, at der stadig var nogen i nærheden, han kendte. Samarbejdet mellem gadeplansmedarbejderen, flexklinikken og hospitalet fungerede, netop som det skulle.
”Han blomstrede totalt op og fik faktisk mod på, at gadeplansmedarbejderen skulle hjælpe ham med at få genåbnet hans pensionssag og finde et sted at bo til ham,” siger Mette Falkensteen. Senere i forløbet kom han velvilligt til kontrol på flexklinikken, som han nu kendte og havde fået tillid til.
”På det tidspunkt så han godt ud. Han havde fået sul i kinderne og var rask. Hvis vi ikke fandtes, var han endt i en akutmodtagelse, og på et eller andet tidspunkt var han formentlig blevet så dårlig, at han var død af sine infektioner,” siger hun og understreger igen, at succesen med både denne case og andre patienter i høj grad skyldes, at mange forskellige aktører er involveret og arbejder sammen. Det er nødvendigt, når patienterne har så mange og så komplekse problemstillinger, som der er tale om.
Øl, cigaretter og lægehjælp
Mette Falkensteen havde også en mindre gruppe meget udsatte patienter i sin egen tidligere praksis, men hun er tøvende overfor, om praktiserende læger generelt kan bruge erfaringerne fra flexklinikken.
”Hvis man skal gøre noget anderledes i almen praksis, tror jeg, at man sundhedsøkonomisk er nødt til at tænke det sådan, at lighed kræver, at nogen får mere end andre. Så hvis en almindelig praksis skal kunne rumme disse her patienter, skal man tænke anderledes i, hvordan man fordeler ressourcerne og midlerne til konsultationerne,” siger Mette Falkensteen. Faste intervaller på ét kvarter til én tilstand fungerer ikke til patienter, der sjældent kommer til tiden og i øvrigt ofte medbringer talrige sygdomme på én gang.
Ressourcerne og de låste rammer for almen praksis er formentlig det største problem, men også de fysiske rammer spiller en rolle. Fra vores plads i konsultationsrummet kan vi se ud ad den åbne hoveddør, hvor en samling havestole er stillet op i en hyggelig krog ved hækken. Her må man både ryge og drikke alkohol.
”Der er mange af mine patienter, der sidder og drikker alkohol. Også under konsultationen. Det er lidt specielt, men man vænner sig til det. Nogle skal også ud at have en smøg midtvejs i en konsultation,” siger Mette Falkensteen. Rammer, det ville være tæt på umuligt at tilbyde i en traditionel lægepraksis.
Angstprovokerende salg
En traditionel lægepraksis var netop, hvad Mette Falkensteen havde, før hun i samråd med sin daværende kompagnon valgte at sælge til fordel for et nyt liv som, ja, landsbylæge i København. Hvordan den betegnelse kommer ind i billedet, vender vi tilbage til om lidt, men efter otte år med egen praksis – ligeledes i København – var tiden altså moden til at prøve noget andet. Det var, forstår man, ikke noget helt let valg at træffe.
”Det var relativt angstprovokerende for mig, for jeg havde egentlig troet, at jeg skulle have den praksis, til jeg gik på pension. Jeg havde et nært forhold til mange af mine patienter og var glad for den kontinuitet, der ligger i at være praktiserende læge,” siger hun. Hun bevæger sig forsigtigt ind på området. Hun vil ikke virke som en, der har set lyset og nu kigger tilbage med fortrydelse på livet som alment praktiserende læge. En pointe, hun understreger flere gange undervejs. Men der var ting ved den gamle hverdag, der ikke var optimale for hende. Så meget indrømmer hun gerne.
”En typisk hverdag er jo at tale med 30 patienter mellem klokken otte og ni om morgenen. Så har du patienter hele dagen, hvor du måske selv ser 15 af dem med alt, hvad det indebærer. Så er der mailkorrespondancer, blodprøvesvar og så videre,” siger hun og lander på, at man på sådan en dag snildt kan have 40 til 50 patienter gennem hovedet.
Drømmen om landsbylægen
”Det er gået op for mig efterfølgende, at jeg måske ville have egnet mig bedre til at være landsbylæge for 40 år siden. Jeg kan jo rigtig godt lide kontakten med patienten, så det med at uddelegere arbejde til andet personale falder mig ikke så naturligt,” fortæller hun. Velvidende, at både det og meget andet er uundgåelige grundvilkår, hvis man vil drive en bæredygtig lægepraksis i Danmark.
Alt i alt blev det således en hverdag, hvor hun så afgjort var glad, men hvor hun også brugte rigtig meget energi på ting, der ikke lå hendes hjerte helt så nært, som hun følte, det burde. Så hun skiftede. Til en ny hverdag med hospitalskittel, sundhedsplatform og det hele. Og hun erkender, at det i starten føltes noget mærkværdigt, men efter en tid, hvor hverdagen begyndte at forme sig, dukkede også en ny erkendelse op.
”Hvis vi springer frem til i dag, har jeg jo i virkeligheden fået det praksisliv, jeg drømte om. Jeg laver mere af det, jeg tænder på, og som driver mig. Der er tid til patienterne og relationsarbejdet, og samtidig er det fagligt helt ekstremt udfordrende. De er jo virkelig syge disse her mennesker,” siger hun. Og viger behændigt uden om debatten om, hvorvidt ”de rige og raske” trækker for mange ressourcer ud af sundhedsvæsenet. Klart står det under alle omstændigheder, at hun efter over et år på posten endnu har til gode at se en blodprøve, som er normal. Til gengæld har hun oplevet mennesker, som har fået så meget tillid, at de har delt deres livshistorie med hende. Noget der trods fine relationer og ind i mellem også behov for det, simpelthen ikke var tid til før.
Flere aktører
Da interviewet er slut, og vi rejser os fra konsultationen og går ud gennem venteværelset mod de grønne planter i WeShelter, kan vi se den mere traditionelle del af Bisbjerg Hospitals bygninger ud ad vinduet. Specialisterne er tæt på, og flexklinikken har privilegeret adgang til dem, hvilket også bliver en del af Mette Falkensteens afsluttende pointe: Den succes, både Almen Flex Praksis, Flexambulatoriet og WeShelter oplever er nok drevet af passionerede mennesker, men mulighedsbetingelsen er også, at de organisatoriske rammer understøtter et tæt samarbejde mellem mange aktører. Gamle dages landsbylæge var dybt integreret med både jordemoderen, præsten, skolen og bystyret, men heller ikke landsbylægen anno 2023 arbejder i et lukket rum.
Om Mette Falkensteen
- Læge fra Københavns Universitet i 2004 og speciallæge i almen medicin i 2013
- Drev praksissen ”Lægerne Bøgh & Falkensteen” fra 2014 til 2022
- Begyndte arbejdet på Bispebjerg hospitals flexklinik i maj 2022
- Har formelt titel af overlæge
Om Flexklinikken
- Flexklinikken er placeret på Bispebjerg Hospital og består af Flex Ambulatorie, som startede i februar 2022, og Flex Almen Praksis, som blev opstartet i januar 2023
- Flexklinikken har tilknyttet fem socialsygeplejersker, en socialrådgiver samt Mette Falkensteen. 1. september suppleres de af de to nye medarbejdere, hvor den ene bliver fast tilknyttet Flexklinikken, og den anden bliver ansat som socialoverlæge i Region Hovedstaden med udgangspunkt på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
- Hver morgen fordeles ressourcerne: Hvem er indlagt? Hvem er i systemet nu?
- Hver fjortende dag holdes møde med en fremskudt behandler fra Københavns Kommune
- Når en patient bliver udskrevet, giver vedkommende samtykke til, at man må følge op også på den anden side, for blandt andet at lette overgangen ud til andre aktører, for eksempel rusmiddelcentre
- Hver patient bliver tilknyttet en fast socialsygeplejerske, som også er deres, når de bliver udskrevet fra hospitalet. Hvis – ofte når – de kommer ind igen, fremgår det i systemet om morgenen, og så kan socialsygeplejersken være opsøgende
- Hver sygeplejerske har cirka 20 patienter tilknyttet
Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts printmagasin i efteråret 2023
