Tysk TV-serie om fødegangens liv er både klog og rørende

STREAMNING. Push er godt hverdagsdrama med gode skuespil og stærke karakterer i de ledende roller, men også parrene med alle deres herlige særheder er skønne at følge.

TV-serien ’Push’ skildrer over seks afsnit livet på en fødeklinik i Tyskland. Vi følger den unge idealistiske jordemoderstuderende Greta, der har første arbejdsdag, den erfarne jordemoder Anna, der ligger i skilsmisse, hendes nære jordemoderkollega Nalan, der selv kæmper for at blive gravid og overlægen dr. Keller, som forsøger at skjule for sine kolleger, at hun er alvorligt syg.
 
”Pres”, siger man til den fødende kvinde, og pres er det, der hviler på skuldrene af fødegangens jordemødre og læger. For de skal levere intet mindre end det bedste hver dag, hvert øjeblik, samtidig med at de skal håndtere den iboende konflikt mellem fødslens dyriske karakter og lægevidenskabens ønske om risikominimering, kontrol og forudsigelighed.

Retssag truer

I seriens første afsnit kalder dr. Keller Anna og Nalan ind på sit kontor for at fortælle, at fødeklinikken har modtaget en klage. Et barn har fået konstateret en hjerneskade, og forældrene vil have svar på hvorfor, det er sket, og de vil ikke mindst have placeret et ansvar. For hjerneskaden er med stor sandsynlighed opstået som resultat af iltmangel under fødslen, som alle tre kvinder var inde over og havde ansvar for på forskellige stadier. 
 
De tre kvinder er alle tre indignerede, mener bestemt ikke, at de kan have begået fejl undervejs, men et ansvar skal placeres. Hen over seriens afsnit har en advokat samtaler med dem hver især for at få fastslået, præcis hvad der skete, og om nogen burde have handlet anderledes. 

Ødelæggende konsekvenser

Det står hurtigt klart, at konsekvenserne ved at have begået fejl kan være ødelæggende for deres liv og karrierer. Da Anna, som er afdelingens mest erfarne jordemoder, udviser irritation over at blive mistænkeliggjort for at gøre sit arbejde, fortæller advokaten hende hårdt, at hun hellere må prøve at huske, hvad der skete. Er Anna ansvarlig for hjerneskaden, er det ikke sikkert, at forsikringen dækker – og så hænger Anna på en potentiel millionerstatning til forældrene. 
 
De tre kvinder bakker hinanden op, men de er samtidig pinefuldt bevidste om, at den enes frifindelse kan betyde den andens dom.

Det viser på glimrende vis et af sundhedsvæsenets store paradokser, nemlig at kun ufejlbarlighed er acceptabelt, men hvordan sikres det i en verden, hvor gravide ønsker naturlige fødsler, mens sundhedspersonalet kæmper med travlhed, sygdom og til tider så simple problemer som teknologisvigt?