Kunstig intelligens kan afdække udbredelsen af atopisk eksem
Der har længe været usikkerhed omkring den reelle udbredelse af atopisk eksem i Danmark. Nu har et nyt dansk studie forsøgt at afdække problemet med kunstig intelligens.
Atopisk eksem er en af de største hudsygdomme i Danmark, men det præcise omfang af sygdommen kendes faktisk ikke. Det skyldes, at diagnosen kun er registreret for de patienter, der har sygdommen i så svær grad, at de henvises til en dermatologisk afdeling på et hospital. Men herudover findes der en stor gruppe patienter med mild eller moderat atopisk eksem, der enten behandles hos praktiserende læger eller privatpraktiserende hudlæger.
For at identificere den reelle udbredelse af atopisk eksem blandt voksne i Danmark har en gruppe forskere fra Herlev og Gentofte Hospital samt Sjællands Universitetshospital lavet et studie, hvor de har prøvet at bruge kunstig intelligens – nærmere bestemt en algoritme baseret på Machine Learning – til at løse problemet. Resultaterne blev præsenteret på ISPOR-konferencen om sundhedsstrategi og sundhedsøkonomi, der blev afholdt i København 12.-15. november.
Data fra fire registre
Som datagrundlag for studiet har forskerne indhentet omfattende mængder data fra fire nationale registre i perioden 1995-2021: CPR-registret, Landspatientregistret, Lægemiddelstatistikregistret og Sygesikringsregistret.
Ud fra registrene har forskerne identificeret alle voksne, der har fået udskrevet en recept for et dermatologisk lægemiddel og inddelt dem i tre grupper: En gruppe med en hospitalsdiagnose for atopisk eksem, en gruppe med en diagnose for en anden hudsygdom end atopisk eksem samt en stor gruppe, hvis status for atopisk eksem var usikker. Dernæst har de forsøgt, om den såkaldte Random Forest Model – der ofte anvendes inden for Machine Learning – kunne bruges til at udvikle en model til at afgøre, hvilke af patienterne i den usikre gruppe, der med stor sandsynlighed havde atopisk eksem. Modellen bruger mønstre inden for kontakter til sundhedsvæsenet samt medicinforbrug til at estimere patienternes sygdomstatus.
”I forvejen vidste vi, at næsten 13.000 voksne havde en hospitalsdiagnose for atopisk eksem. Den nye algoritme baseret på Machine Learning vurderede desuden, at lidt over 230.000 ud af 385.000 fra den usikre gruppe havde atopisk eksem,” siger post doc Mie Sylow Liljendahl, der præsenterede resultaterne fra studiet på ISPOR-konferencen. Hun har lavet studiet i forbindelse med sin ph.d. på Allergi-, Hud- og Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.
