
Første erstatning i psykiatri-skandale: Selvmord kunne være undgået
Patienterstatningen har netop afgjort de første to erstatningssager, som knytter sig til den omfattende gennemgang af flere end 1.600 behandlingsforløb i Regionspsykiatrien Randers. Pårørende til en kvinde, der begik selvmord, er blevet tilkendt en erstatning på omkring 83.000 kroner.
Den ene af de to sager er ifølge DR blevet afvist med begrundelsen, at der ikke har været fejlbehandling. I den anden er der givet erstatning, fordi vurderingen er, at en kvindes selvmord med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten havde modtaget den rette behandling. Vurderingen går blandt andet på, at der er sket fejl i medicineringen, og at der manglede en tilstrækkelig selvmordsrisikovurdering.
Patienterstatningen mener, at fejlen i behandlingsforløbet direkte har bidraget til, at kvindens situation forværredes op til selvmordet.
"Det er en tragisk sag," siger direktør i Patienterstatningen, Karen-Inger Bast til DR.
Sagen er en del af en større skandalesag om en tidligere ledende overlæge, der i dag er fyret og politianmeldt for ifølge Region Midtjylland at have ført utilstrækkelige journaler og givet en kritisabel medicinsk behandling. Regionen har siden meldt ud, at omkring halvdelen af de gennemgåede forløb ikke lever op til lægefaglig standard.
Hvis patienter eller pårørende mener, at de har fået en skade som følge af mangelfuld behandling, kan de søge erstatning. Der er oprettet en særlig hotline, og regionen har desuden sendt vejledningsbreve ud til 1.614 nuværende og tidligere patienter fra afsnit C og D.





