
Professor Merete Nordentoft var blandt modtagerne af Sasakawa Health Prize for sit banebrydende arbejde med tidlig indsats i psykiatrien. Foto: WHO / Pierre Albouy
Merete Nordentoft hædret af WHO for indsats for unge med psykisk sygdom
Dansk professor i psykiatri modtager international pris for OPUS-programmet og selvmordsforebyggelse.
Professor Merete Nordentoft, overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet, er blevet tildelt WHO’s prestigefyldte Sasakawa Health Prize 2025 for sit mangeårige arbejde med at forbedre behandlingen af unge med psykiske lidelser. Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Genève i fredags under Verdenssundhedsforsamlingens plenarmøde.
En af seks hædrede sundhedsforkæmpere
Den danske professor er en af seks personer og institutioner fra hele verden, som i år blev anerkendt for deres enestående indsats for folkesundheden. Priserne blev overrakt af Verdenssundhedsforsamlingens præsident Teodoro J. Herbosa sammen med repræsentanter for de fonde, der har stiftet priserne, samt WHO’s generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus.
De seks modtagere kommer fra fire af WHO’s regioner: Afrika, Østlige Middelhav, Europa og Vestlige Stillehav. WHO’s eksekutivkomité udvalgte i februar prismodtagerne på baggrund af anbefalinger fra uafhængige udvalg, som vurderede indstillinger fra sundhedsmyndigheder i WHO’s medlemslande og tidligere prismodtagere. Priserne gives for at anerkende personer og institutioner, der har haft en enestående betydning for folkesundheden i deres hjemlande, regioner og globalt.
Sasakawa Health Prize er en af WHO’s ældste og mest prestigefyldte priser og uddeles årligt til personer eller organisationer, der har ydet en særlig indsats for sundhedsudvikling. Prisen er stiftet af den japanske Sasakawa Foundation og består af et diplom, en æresplakette og et pengebeløb på op til 40.000 amerikanske dollar. Beløbet gives som støtte til prismodtagerens fremtidige arbejde.
Tidlig indsats og konkrete løsninger
Merete Nordentoft modtager Sasakawa Health Prize for sit ”enestående og nyskabende arbejde inden for sundhedsudvikling”, som WHO skriver på sin hjemmeside. Hun hædres især for OPUS-programmet, som hun oprettede i 1998, og som har haft stor betydning for unge med førstegangspsykose. Programmet bygger på opsøgende, tværfaglig og intensiv behandling, hvor både familie og lokalsamfund bliver aktivt inddraget.
