Forskning: Videokonsultationer hos praktiserende læger kan puste til ulighed i sundhed

Forskning viser, at videokonsultationer i almen praksis tiltrækker de højtuddannede og ressourcestærke byboere. Risikoen er, at man ikke får kontakt til de allermest syge. Men videokonsultationer er situationsbestemte og kan også være en fordel for de sårbare, mener lektor Elisabeth Assing Hvidt.

Hvordan fungerer videokonsultationer som et arbejdsredskab hos de praktiserende læger? Er de med til at skubbe til en udvikling hen­imod mere ulighed i sundhed? Eller kan de også bruges til de mere sårbare patienter? Det er landets fire almenmedicinske forskningsenheder gået sammen om at undersøge gennem det femårige forskningsprojekt vCare, som snart nærmer sig sin afslutning.

”Det er meget nuanceret hvilke af de sårbare patienter, der ser ud til at have glæde af videokonsultationer. Så den enkelte læge bør tilpasse brugen af video til den enkelte patient og samtidig overveje sin egen indstilling til og erfaring med at bruge video,” siger Elisabeth Assing Hvidt, der er lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet og projektleder ved vCare.

Mest brugt af ressourcestærke

Videokonsultationer i almen praksis blev indført med stor hast under COVID 19-pandemien i 2020 og blev senere en del af overenskomsten for 2022. Ved årsskiftet 2024-2025 skulle videokonsultationer ifølge overenskomsten være et tilbud hos alle praktiserende læger. Nu bliver videokonsultationer snart en formaliseret rettighed, for da Sundhedsreformen blev præsenteret i november 2024, var partierne bag aftalen enige om, at videokonsultationer hos den praktiserende læge i fremtiden skal være en patientrettighed. I vCare-projektet er der både lavet kvantitative og kvalitative undersøgelser af de praktiserende lægers brug af videokonsultationer. Blandt andet lavede forskerne et registerstudie for at undersøge, hvem der brugte de virtuelle konsultationer i den første del af COVID 19-pandemien.

Andelen af patienter per 100 patienter per region, der har haft en videokonsultation i løbet af 2024. Kilde: PLO

”De praksisser, der havde en høj brug af video, brugte primært video til unge og veluddannede patienter, der havde tilknytning til arbejdsmarkedet og boede i de større byer. Altså de ressourcestærke,” siger Elisabeth Assing Hvidt og tilføjer:

”I de tidlige data fra COVID-perioden kan vi se, at der er nogle borgere, der falder udenfor – blandt andet ikke-vestlige indvandrere og patienter med komorbiditet. Det er dem, vi i nogle tilfælde vil kalde for de mest sårbare. Så der er noget, der peger på, at brug af videokonsultation kan puste til ulighed i sundhed, hvis ikke der er opmærksomhed på det.”

Bekymring blandt læger

Desuden har vCare-forskerne lavet kvalitative undersøgelser, hvor de har gennemført interviews med praktiserende læger og samtidig observeret, hvordan de bruger video.

”Resultaterne viste, at der er en bekymring blandt lægerne for, at videokonsultationer giver en endnu større ulighed i sundhed. Det gælder specifikt for videokonsultationer og mere generelt ved indførelse af nye sundhedsteknologier. Altså, at vi mister nogle og ikke får kontakt til de allermest syge,” siger Elisabeth Assing Hvidt og tilføjer:

”Samtidig er der også nogle læger, der har gode erfaringer med netop at nå ud til sårbare grupper. Det kan for eksempel være patienter med psykiske eller psykiatriske problemstillinger, som oplever, at det er nemmere at tale med deres læge, når der er en skærm imellem. For de skal ikke ud i trafikken og mærke psykiske stressorer eller sidde i venteværelset og være nervøse. Så de kan være mere trygge og afslappede, og de bedre kan åbne op for deres problemer.”

Afhængigt af situationen

Fordi vCare-projektet viser både fordele og ulemper ved at bruge videokonsultationer til sårbare patienter, er Elisabeth Assing Hvidt ikke klar til at udstede håndfaste råd til lægerne.

”Det er meget situationsbestemt, hvad der virker godt, og man kan ikke sige, at video enten er godt eller dårligt i forhold til sårbare patienter,” siger hun. Et endnu ikke publiceret studie fra vCare-projektet viser desuden, at mange patienter med psykiske eller psykiatriske problemstillinger mener, at lægen ikke rigtig får føling med, hvordan de har det over skærmen.

”En videokonsultation kan godt bruges til at diskutere, om en patient skal gå op eller ned i dosis. Men hvis det drejer sig om nogle mere sårbare områder, altså hvordan patienter rent faktisk går rundt og har det, så mener mange patienterne ikke, at video er egnet. Så vil patienterne hellere være face-to-face med lægen, da de føler, at det giver bedre muligheder for personlig kontakt og nærvær,” siger Elisabeth Assing Hvidt.

Rundspørge: Hvor meget bruger du videokonsultation?

For ældre kan lægebesøget være den vigtigste ting på dagen

Anders Dupont, praktiserende læge, Ballerup

”Jeg har to til tre videokonsultationer om ugen. Det er ikke så mange, men jeg har mange sårbare ældre, som hellere vil komme herop – også selvom jeg prøver at få dem over på video. Hvis jeg foreslår video, svarer de i tre ud af fire tilfælde, at de hellere vil komme her. 

Tekniske problemer spiller nok noget ind, for det bliver tit brug som undskyldning. Men det betyder også meget for dem med den menneskelige kontakt og det personlige møde. Det skal man ikke underkende. For nogle ældre kan det være den vigtigste ting på dagen, at de skal til læge og kan komme ud og tale med andre mennesker.

Video er et godt værktøj og et vigtigt supplement, men det kan ikke erstatte så meget, som man tror. Jeg må samtidig erkende, at video er rart for lægen. For man skal ikke bruge tid på at få patienterne ind og ud af klinikken. Når videokonsultationen slut, så lægger jeg bare på. Og patienterne kan ikke oveni den aftalte konsultation komme med et mærke, der også skal kigges på. På sigt kan jeg godt være bekymret for, at video gør tilgængeligheden til lægen nemmere. Det er nemmere lige at booke en tid og koble på og af i arbejdstiden. Det sænker petitesse-grænsen for ting, man tager til lægen med. Lige nu fylder det ikke noget hos min praksis, men på sigt skal jeg være opmærksom."

For mange virker teknikken uoverskuelig

Mark Lee Larsen, praktiserende læge, Lægerne Kanaltorvet, Albertslund

”Der er mange ting, jeg kan tage som videokonsultation, men som udgangspunkt skal jeg helst kende patienten i forvejen. Det kommer rigtig meget an på konteksten, om det er en god løsning.

Jeg bruger videokonsultationer til at give svar på blodprøver, og hvis der skal følges op på noget, hvor jeg ikke skal undersøge patienten. I nogle tilfælde kan jeg også lave undersøgelser på video af børn med lettere sygdom, hvis forældrene gerne vil have det. For eksempel kan jeg se, hvordan børnene trækker vejret, om de har udslæt eller er nakkestive. Og på den baggrund kan jeg rådgive forældrene om, hvad de skal holde øje med. Men hvis der er tale om komplicerede tilfælde, eller der er risiko for, at patienten bliver sur eller vred, så vil jeg have dem herop. De tekniske udfordringer med at bruge videokonsultationer fylder stadig en del hos patienterne, selvom vi ofte tilbyder patienterne en sms-løsning, hvor de kan få en sms med et link direkte til videokonsultationen frem for at skulle downloade Min Læge-appen.

Der er overraskende mange patienter, som synes, at det er alt for meget og alt for svært, hvis de skal downloade appen. Også blandt de unge patienter, som man måske skulle tro var vant til teknologi, men det virker uoverskueligt for dem at skulle gøre det."

Tekniske problemer fylder stadig meget 

Søren Prins, praktiserende læge,  Midtbylægerne, Silkeborg

”De tekniske problemer fylder stadig ret meget ved videokonsultationer. Mit bud er, at hver fjerde eller femte videokonsultation ikke bliver til en regelret videokonsultation, hvor vi begge to kan se og høre hinanden.

Videokonsultationer til sårbare patienter kan både være en fordel og en ulempe. Nogle har angst eller andre psykiske sygdomme, der gør, at de har svært ved at komme ud ad døren og ned i klinikken. For dem kan det være en fordel, men det bliver ikke en ligeså god en samtale, som hvis de var mødt op. Vi har ikke den samme kontakt. Men nogle gange kan det trods alt gøre, at vi kan have en samtale, hvor vi kan se hinanden. En anden gruppe af sårbare patienter er de ældre multisyge, og her er videokonsultationer ikke særlig godt, fordi teknikken er en barriere. Mange ældre har en smartphone, men de kan måske kun sende en e-mail eller en sms – og så er en videokonsultation for svær.

I almen praksis er relationen til patienten vigtig, og den styrker man ikke ved en videokonsultation – tværtimod. Så hvis man bruger en videokonsultation til sårbare patienter, skal det være til nogle, som man kender i forvejen”

Alle i huset bruger nu videokonsultationer

Dorthe Oxholm Olsen, praktiserende læge, Lægehuset Ferritslev, Fyn

”I løbet af det sidste halve år er vi rigtig kommet i gang med videokonsultationer, så nu bruger alle her i huset det – også sygeplejerskerne. De kan for eksempel bruge video til korte, opfølgende konsultationer med Wegovy-patienter, for dem vil vi gerne følge op på, uden at der går for meget tid med det.

Jeg bruger blandt andet video til de patienter, der ikke længere kan komme ud af hjemmet. I dag har jeg haft en videokonsultation med en 75-årig mand med svær KOL og hjertesvigt. Jeg tager ud og besøger ham regelmæssigt, men så kan jeg supplere med videokonsultationer ind imellem. Det er han rigtig glad for, for han sidder derhjemme og ikke kommer ud længere. Generelt har jeg brugt videokonsultationer lige så meget til komplekse patienter som til dem, der ikke er komplekse. Det fungerer godt som et supplement til de fysiske konsultationer, hvis jeg kender patienten godt, men jeg ville ikke bryde mig om udelukkende at have en videobaseret kontakt til en patient, hvis det var én, jeg skulle se flere gange.

Et godt eksempel på kombinationen af fremmøde og video hos mig er en længere kompliceret sag med en svært belastet mor til et barn, der var under udredning for autisme. Hun kunne ikke forlade huset uden ham og havde brug for støtte for at snakke med mig om, hvordan hun tacklede situationen. Så fungerede det fint, at hun kunne gå ud på terrassen og snakke med mig på en videokonsultation, mens drengen var inde i huset.”

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts print-magasin