Ifølge Børge Nordestgaard, klinisk professor ved Herlev-Gentofte Hospital og landets førende ekspert på området, sker der nu en tydelig udvikling i retning af mere opsporing og mere viden. Han er samtidig ny præsident for European Atherosclerosis Society, der arbejder internationalt for bedre forebyggelse af blodpropper.
I mange år har lægerne haft meget få muligheder for at sænke Lp(a), men det er nu ved at ændre sig. Flere nye lægemidler er under afprøvning, og undersøgelserne tyder på, at nogle af dem kan sænke Lp(a) meget kraftigt. De gives som injektioner eller som piller.
”Det ser ud til, at medikamenterne Olpaziran, Lepodisiran og Zerlasiran kan sænke Lp(a) med helt op til 98 procent. Det betyder, at man helt kan fjerne Lp(a), og hvad det får af betydning, ved vi endnu ikke præcist. De andre to medikamenter – Pelarcarsen og Muvalaplin – kan sænke Lp(a) med mellem 80 og 85 procent. Så vi har altså at gøre med nogle højeffektive præparater, som om lidt kan komme nogle patienter til gavn,” siger Børge Nordestgaard.
Det bliver dog ikke statinernes endeligt, at så mange potente stoffer formentlig rammer markedet inden for få år, understreger Børge Nordestgaard.
”Statiner er for alle. Hvis LDL-målet er højt, så er det afgørende at sænke det så meget som overhovedet muligt med statinbehandling og andre LDL-sænkende præparater. Det er sådan vi gør nu og i nogen grad også fremover. Når vi får selektive Lp(a)-inhibitorer i skuffen, så vil de kun være beskåret de, som har forhøjet Lp(a) og som i øvrigt lever op til inklusionskriterierne fra de store studier. Det er selvsagt kostbare behandlinger.”
Et skarpt øje
Børge Nordestgaard har talt om vigtigheden af måling af Lp(a) i årevis. I perioder for halvdøve øren. Men han er, siger han, blevet mere optimistisk ad åre i takt med, at der er kommet et stigende fokus på Lp(a) og den ravage, som proteinet kan føre med sig. I dag er han dog langt mere positiv og optimistisk end tidligere.
Flere hospitaler i Danmark er allerede begyndt at måle Lp(a) oftere end tidligere. Lipidklinikkerne har fået flere ressourcer, og der arbejdes på, at praktiserende læger fremover også skal kunne bestille prøven. Samtidig er der etableret en national database for mennesker med arveligt meget højt kolesterol (FH). Når man finder patienter med FH, skal deres Lp(a) også måles, fordi kombinationen af højt LDL og højt Lp(a) giver en særlig høj risiko for tidlige blodpropper.
”Har du både familiær hyperkolesterolæmi (FH) og forhøjet Lp(a), så har du nemlig den absolut højeste risiko for at få et event og dø tidligt. I dag får 80 procent af de, som er under mistanke da også målt deres Lp(a) – og det er faktisk virkelig flot,” siger han.
”Alt i alt går det i den rigtige retning,” siger Børge Nordestgaard.
I forhold til den verserende debat om overdiagnosticering inden for forskellige kliniske områder, så preller den af på Børge Nordestgaard som vand på en gås.
”Når vi taler om tromboser, så anser jeg ikke den debat som mere end en slags ’skumsprøjt.’ Den kliniske forebyggelse af tromboser (blodpropper, red.) er billig i forhold til, hvis folk bliver syge. At tage en blodprøve koster nærmest ingenting. Der er, hvis du spørger mig, kun meget begrænset overdiagnostik inden for hjerte-kar-sygdom, men det er der nok flere meninger om.”
Her referer Børge Nordestgaard i øvrigt til en overbevisende cost- effectiveness-analyse, som han selv er medforfatter på og The Brussels International Declaration on Lipoprotein(a) Testing and Management, begge publiceret i tidsskriftet Atherosclerosis.
”Her viser data, at selv hvis man tester mennesker, som ikke er hjertesyge, så vil det være økonomisk rentabelt og endda give besparelser. Man vil finde mange med hjertesygdom, og hvis man sætter den gruppe i rettidig behandling med maksimal LDL-sænkning, så vil man kunne opnå en samfundsøkonomisk besparelse.”
En europæisk kardiovaskulær plan
Derudover mener Børge Nordestgaard, at det er væsentligt at nævne, at man i EU-parlamentet barsler med en Cardiovascular Health Plan, som efter al sandsynlighed bliver publiceret i løbet af 2026. I opløbet til den plan arbejder patient-advocacy-organisationen FH Europe Foundation sammen med European Athesclerosis Society (EAS) for at skabe mere fokus på måling af Lp(a).
”Jeg har netop været til en høring i EU-parlamentet, hvor vi har haft mulighed for at byde ind med rådgivning af politikere. Der var stor interesse for bedre screening for FH og måling af Lp(a) og for at få det med i sådan en europæisk plan for kardiovaskulær sundhed,” siger Børge Nordestgaad, som af den grund også er optimistisk.
”Hvis vi kan få politikerne med og få måling af Lp(a) med ind i en sådan plan – og det tror jeg, at der er en rigtig god chance for – så forpligter det medlemslandene til også at føre den øgede opsporing og behandling ud i livet. Det vil for alvor accelerere processen og i sidste ende vil det spare liv.”
Artiklen er en lettere omskrevet version af artiklen Opsporing og behandling af forhøjet kolesterol: Nu rykker det i Europa og i Danmark på Kardiologisk Tidsskrift