Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Modelfoto

Sag om apoteker dømt for drugrape rejser principielt spørgsmål

Læger kan miste deres autorisation. Pædagoger kan miste retten til at have med børn at gøre. Men hvornår kan man fratage en apoteker retten til at håndtere medicin, hvis vedkommende misbruger den tillid, apotekerbevillingen er et udtryk for?

Det principielle spørgsmål stiller mange apotekere og apoteksansatte sig efter, at en dengang 45-årig apoteker fra Roskilde sidste år blev dømt for at bedøve en 21-årig kvinde med medicin og forgribe sig på hende.

En aflægger af sagen var derfor også ved Retten i Roskilde onsdag i denne uge. Anklagemyndigheden argumenterede nu for, at retten skulle give lov til, at der bliver rejst en ny sag - denne gang for at fratage apotekeren hans apotekerbevilling. Det skriver TV2 Lorry. 

"Borgerne har jo i høj grad brug for retssikkerhed. Det er det samme som i andre lignende sager. En pædofil skal jo heller ikke arbejde i en børnehave. Det er vigtigt at få afgjort det spørgsmål," siger Rune Rydik til TV2 Lorry. Han er  senioranklager ved Midt-og Vestsjællands Politi. 

Landsretten idømte i september sidste år ejeren af Dom Apoteket i Roskilde fængsel i et år og ni måneder. Retten fandt det bevist, at han i 2019 hældte sløvende medicin i en kvindes vin og forgreb sig på hende, mens hun var i hjælpeløs tilstand, et såkaldt drugrape. Apotekeren ejer også et andet apotek og sælger medicin igennem en række andre udsalgssteder.

Farmakonomforeningen håber, at sagen kan føre til, at det bliver tydeligt, hvad der skal til for, at en apoteker mister sin bevilling.

"Jeg håber jo på, at vi lærer noget af det her, og at vi får en eller anden løsning på, hvordan man kan fratage sådan en bevilling," siger Ann Mari Grønbæk til TV 2 Lorry.

Den, der ønsker at oprette eller drive et apotek, skal have en bevilling til det fra Lægemiddelstyrelsen, og det kan kun ske, når en bevilling bliver ledig.