Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Helle Olesen, Tina Heilesen og Christina Østergaard.

Sygeplejersker strømmer til hospitalsafdeling i Hjørring

På landsplan er der cirka 5.000 ubesatte sygeplejerskestillinger. På trods af dette har Afdelingen for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsel på Regionhospital Nordjylland, haft 27 ansøgere til den seneste ledige stilling. 

Årsagen til dette kan findes i sygeplejerskens medbestemmelse og medledelse, vurderer sygeplejerske Helle Olsen, der har været ansat på afdelingen i 33 år.  

"Det giver et større ejerskab og engagement, at vi som kolleger er fælles om at sætte retningen for det daglige arbejde. Vi har blandt andet ansvaret for at udvikle gode og effektive forløb for patienterne, og det er jo en af kerneopgaverne i sygepleje," siger Helle Olesen.

Medledelse er et princip, som afsnitsledende sygeplejerske, Christina Østergaard indførte i 2010, og det har blandt fokus på, at det er medarbejderne, der kommer med forslag til forbedringer og har ansvaret for, at forbedringerne realiseres. 

"Som leder mister jeg ikke noget på at dele ansvaret ud til medarbejderne, tværtimod. Hvis flere tør kaste sig ud i at arbejde på den her måde, kan det være en stor gevinst for både den enkelte men også for en hel afdeling," siger Christina Østergaard.

Dette gøres ved, at fagpersonalet organiseres i 15 forskellige teams, der har hver deres fokusområde. Nogle teams er faste, og andre afsluttes, når teamet kommer i mål med implementeringen af de nye tiltag og forbedringer.

I disse teams får sygeplejersken medansvar og kan specialisere sig inden for egen faginteresse. Denne specialisering mener Tina Heilesen, sygeplejerske på afdelingen, er med til at trække nye sygeplejerske til afdelingen, samt fastholde dem.

Sygeplejerskerne får ikke specialetillæg for at arbejde i disse specialiserede teams, men teamet bliver blandt andet inviteret med på ture ud af huset til for eksempel Skallerup Klit, hvor nye faglige tiltag drøftes. Som sygeplejerske bliver frokosten ofte afbrudt, hvorfor det er svært at have længerevarende, faglige diskussioner og få fulgt dem til dørs. Derfor er disse ture, hvor faglige debatter vedrørende patienten diskuteres, nødvendige. Og det sociale ved turene er en ekstra gevinst, der giver engagerede personaler, mener Christina Østergaard.

"Vi tror ikke på, at vi kan udvikle os i en frokostpause," siger hun.

Hun oplever, at alle medarbejderne er gode til at åbne op om deres trivsel over for ledelsen. "Vi er til stede og kan lytte og handle, når der er brug for det," siger hun.