
”Vores indsats har gjort Region Midtjylland til en af de førende regioner i verden, når det gælder at fremme sundheden med målrettede kulturtilbud." siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.
Region Midtjylland kører med kulturklatten overfor EU-Kommissionen
Region Midtjyllands mangeårige erfaringer med, at kultur fremmer sundhed, indtager fremtrædende rolle i en ny europæisk rapport om EU’s sundhedsstrategi.
Kunst og kultur kan have sundhedsfremmende effekter på stress, demens og kroniske smerter, skabe bedre patientoplevelser på hospitalerne, under behandling og under genoptræning, styrke borgernes trivsel og livskvalitet samt være del af forbyggende indsatser på sundhedsområdet. Uanset om man ung eller gammel eller er fysisk eller mentalt syg. Derfor bør kultur være en integreret del af EU’s sundhedsstrategi og et bærende element, når det handler om mental sundhed, lyder nogle af konklusionerne i en ny rapport, ´The CultureForHealth-rapporten´, som Europa-Kommissionen selv har efterspurgt og altså nu også fået.
Bag rapporten står partnerskabet CultureForHealth, der er et EU-projekt, der skal udbrede kendskabet til kultur som sundhedsfremme i Europa, og ifølge CultureForHealth ligger der flere end 137 videnskabelige studier, som undersøger linket mellem kultur og helbred, 117 studier af kultur og subjektive følelser af livskvalitet, 131 studier af kultur og borgernes trivsel og 12 studier af kulturs positive effekter under COVID-19:
”Men ikke desto mindre er denne evidens ikke almen kendt, og det er vigtigt at investere i en udbredelse af viden herom i EU, for selv om det gentagne gange er blevet påpeget i forskellige forum, at sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme er kosteffektivt, så bruger vi i EU i både det offentlige og det private kun 2,8 procent af vores totale sundhedsudgifter herpå,” fastslår rapporten, som Region Midtjylland har været tovholder på, og som har haft til opgave både at samle viden og samtidig komme med anbefalinger til EU.
CultureForHealth, der er et samarbejde mellem kultur- og sundhedssektorer i EU, er også oprindeligt søsat af Europa-Kommissionen. Med i projektet er bl.a. partnerskabet Culture Action Europe, verdenssundhedsorganisationen WHO samt en række forskere og eksperter på feltet fra blandt andet Italien, Portugal, Rumænien og Danmark, der alle kommer med klare opfordringer til, at EU for alvor begynder at tage kultur som sundhedsfremme alvorligt:
”Kultur er en vigtig ressource, hvis man anskuer sundhed mere holistisk. Gennem kultur og kunst kan vi målrette initiativer, som kan tilpasses forskellige publikumsgrupper med deres særlige behov. Uanset om disse mennesker er unge eller gamle eller en del af arbejdsstyrken. Kunst og kulturelle aktiviteter er vigtige for at fremme den positive mentale sundhed og velvære hos befolkninger, både individuelt og på et kollektivt niveau. Vores research har vist, at den tværfaglighed, tilgængelighed og personlige tilgang, som kunstbaserede og kulturelle aktiviteter giver, kan have betydelige sundhedsmæssige fordele,” skriver rapportens forfattere. De understreger også kunstens evne til at yde omkostningseffektive interventioner til komplekse sundhedsudfordringer, som måske er svære eller ikke mulige at behandle, samtidig med at kunsten letter presset på begrænsede sundhedsressourcer.
