Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Det er en temmelig rodet omgang, GOLD her har barslet med. Derfor anbefaler jeg, at de praktiserende læger bruger den danske vejledning,” siger Anders Løkke.

Dansk KOL-ekspert kritiserer ny, international KOL-vejledning

Den Globale Initiativ for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (GOLD) er kommet med en ny retningslinje, og der er særligt én opdatering, som KOL-ekspert Anders Løkke ikke er begejstret for.

GOLD's retningslinjer for KOL-behandling er formet af udvalg bestående af førende eksperter fra hele verden, men i deres nye rapport er der en ændring af det skema, der vejleder læger, som sætter nydiagnosticerede patienter med KOL i medicinsk behandling, som den danske KOL-ekspert Anders Løkke ikke er begejstret for. Han henviser i stedet til de danske retningslinjer.

”Det er en temmelig rodet omgang, GOLD her har barslet med. Derfor anbefaler jeg, at de praktiserende læger bruger den danske vejledning,” siger Anders Løkke, der er ledende overlæge på Lungemedicinsk Forskningsenhed, Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt

Tidligere har man opdelt patienter med KOL i GOLD-gruppe A, B, C eller D for at vurdere deres sygdomsbyrde og beslutte, hvilken medicinsk behandling, patienterne skulle modtage på et givent tidspunkt af deres sygdom.

Sådan bliver det ikke længere, for med 2023 GOLD Report bliver KOL-skemaet ændret radikalt, idet man har valgt at erstatte de nuværende GOLD-grupper med grupperne A, B og E. Ifølge holdet bag GOLD foretages ændringen i et forsøg på at anerkende den kliniske relevans af forværringer (eksacerbationer), uafhængigt af symptomniveau.

Men denne ændring er ifølge KOL-eksperten ikke til det bedre:

”Hele præmissen om at ændre anbefalingen er grundlæggende problematisk. Til at begynde med blev GOLD-anbefalingen og skemaet brugt til sygdomsklassifikation – det var dengang, grupperne blev kaldt 1, 2, 3, 4. Efterfølgende blev det ændret til at være en sygdomsklassifikation, der hed A, B, C og D inklusive lungefunktion, og i den forrige opdatering fra GOLD blev anbefaling og grupperne A, B, C og D en risikostratificering til vurdering af risiko for symptomer og forværringer. Særligt det sidste var ikke den store succes,” lyder det fra Anders Løkke.

Han mener, at det kan skabe forvirring, at grupperne ændrer benævnelse, og at skemaet og anbefalingen ikke længere dækker over det, der fra begyndelsen var tanken bag GOLD-retningslinjen.

Ydermere er overlægen bekymret over, at lungefunktionen ikke adresseres i det skema, som er tænkt som en vejledning i medicinering af de syge patienter med KOL.

Åndenød men ikke lungefunktionsmåling

Fremover inkluderer grupperne A og B patienter, der har haft henholdsvis ingen eller en moderat forværring inden for det seneste år. Mens patienter, der inkluderes i gruppe A, blandt andet har ingen eller ganske lidt åndenød, har de i gruppe B mere åndenød.

I gruppe A anbefales det at starte behandlingen med en (hvilken som helst) bronkodilatator, mens behandlingen for patienter i gruppe B anbefales at være LABA-LAMA. LABA-LAMA er en såkaldt langtidsvirkende β2-agonist i kombination med langtidsvirkende antikolinergika. Når disse to typer medicin kombineres, kan de have en mere effektiv og langvarig virkning på at forbedre luftvejsfunktionen og reducere symptomer såsom åndenød og hoste. 

Men heller ikke definitionen af to grupper er ifølge KOL-eksperten gennemtænkt.

”I princippet kan patienterne godt vurderes til at have ganske lidt åndenød og alligevel have en dårlig lungefunktion. Patienter med KOL har en tendens til at holde sig fra at gøre de ting, der giver dem åndenød. Derfor er det ikke særligt smart, at noget så subjektivt som åndenød danner baggrund for lægens vurdering af, hvorvidt en patient bør behandles efter den medicinske anbefalinger til gruppe A eller gruppe B,” siger Anders Løkke og fortsætter:

”Desuden mener jeg, at det er dybt problematisk, at måling af lungefunktion ikke længere har en særlig fremtrædende plads. Det er essentielt at vide, om en patient ligger i den lave eller høje ende af skalaen, for det siger noget om patientens risiko for forværringer, risiko for indlæggelser og for død. Det er skidt at ligge i den lave ende af skalaen.”

Brug den danske vejledning

Derfor anbefaler overlægen også, at de praktiserende læger bliver ved med at lave lungefunktionsmålinger af patienter med KOL.

”Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at måle patienternes lungefunktion. Samtidigt skal de bruge deres kliniske skøn, når de vurderer, hvilken behandling deres patienter med KOL skal have. Jo lavere lungefunktion desto bedre bør patienten dækkes ind med de forhåndenværende behandlinger, herunder inhalationsmedicin, for jo større er patientens risiko for at få det værre – og det gælder for alle patienter med KOL uagtet den gruppe, som de i henhold til GOLD er puttet i,” understreger Anders Løkke. Han peger på de danske retningslinjer fra Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS), som, han mener, er langt bedre at følge end de internationale.