
Tusinder af patienter står til at miste vigtig behandling i december
76.000 danskere risikerer at miste fysioterapeutisk behandling i december, heriblandt patienter med sclerose, muskelsvind, gigt eller Parkinsons sygdom.
Det skriver Avisen Danmark.
Landets fysioterapeuter er nemlig blevet "kraftigt" opfordret af deres fagforening til at lukke ned for den såkaldte vederlagsfri fysioterapi i to uger i december – udover normal juleferielukning. I år forventer Danske Fysioterapeuter nemlig, at pengene i kommunernes pulje til vederlagsfri fysioterapi slipper op, inden året er omme. Det vil betyde, at pengene vil blive taget fra næste års pulje, og desuden vil den enkelte fysioterapeuts honorar blive sat ned næste år.
Danske Fysioterapeuters formand Jeanette Præstegaard erkender, at meldingen vil have konsekvenser for patienterne.
”Vi er rigtig kede af de konsekvenser, som pausen har for de mange patienter, der har brug for fysioterapi. Vi har desværre ikke andre muligheder, når kassen er tom,” siger Jeanette Præstegaard til Danske Fysioterapeuters hjemmeside.
Det er de praktiserende læger, der henviser patienter til ordningen om vederlagsfri fysioterapi, og selve rammen for vederlagsfri fysioterapi forhandles mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Fysioterapeuter, og når der er indgået aftale om overenskomst, er fysioterapeuterne forpligtet til at forsøge at overholde udgiftsrammen.
Udviklingen tager imidlertid ikke højde for, at der hele tiden kommer nye patienter ind i ordningen med behov for vederlagsfri fysioterapi, siger Jeanette Præstegaard.
